Natten da Europas historie tog et herresving

Bragt i Jyllands-Posten d. 30.03.2022

Af Jeppe Kofod, udenrigsminister (S)

Europas historie har det med at blive forandret i mørke. Mørkt var det, et kvarters tid før kl. 23 den lykkelige Novemberaften i 1989, da grænsebommen ved check-point Bornholmerstrasse endelig gik op. Menneskemængden strømmede igennem og Berlinmuren faldt. Med ét var Europas historie for evigt forandret. Det er over 30 år siden, men billederne sidder stadig dybt i mig. Og tanken om det nye Europa, der åbnede sig den aften, kan stadig give mig gåsehud. 

Ud af mørket og på ruinerne af den forhadte Berlinmur, som vesttyskere og østtyskere rev ned med forhammere, mejsler og hakker, blev der bygget et nyt Europa. Jeg var selv teenager i de år, og jeg var så småt begyndt at blive politisk aktiv. Det var det internationale, der trak. Og når jeg mødtes med andre unge fra Europa, kan jeg huske, at der var en nærmest euforisk stemning. Verden lå pludseligt åben for os. Jerntæppet var ikke bare faldet, det var splintret i mødet med den almindelige sovjet- og østblokborgers ønske om frihed, demokrati og fredeligt samvær med resten af Europa. Ja, vel grundlæggende ønsket om slet ikke at være borger af Sovjetunionen, men i stedet at være ester, lette, litauer, ukrainer osv.

Men jeg mindes også skyggesiden; hvordan mine nye baltiske venners håb og begejstring for det nye Europa, der åbnede sig, var iblandet en nagende bekymring. Ganske vist havde de fået deres uafhængighed tilbage. Deres flag. De var i fuld gang med at transformere deres lande fra sovjetisk bureaukrati, planøkonomi og étpartistyre. Men var Rusland parat til at slippe grebet om det sovjetiske imperie? Min estiske ven kunne levende fortælle om frygten for russiske kampvogne og tropper i Tallinns gader. Det var ikke lutter lys, mine nye venner så for enden af Sovjetimperiets mørke tunnel. For måske var Europas historie alligevel ikke den lige linje fremad mod fred, folkestyre og frihed, som vi så for os efter Berlinmurens fald. Fortidens mørke kunne stadig indhente os, advarede de.

Og mørkt var det i sandhed i de allertidligste morgentimer den 24. februar i år, da Vladimir Putin tonede frem på russisk stats-tv. Her meddelte han, at Rusland havde indledt en ”militær specialoperation” for at ”afnazificere og demilitarisere” Ukraine. Man siger, at sandheden er krigens første offer. Det beviste Putin med sine løgne den morgen. Allerede få minutter efter hørtes de første eksplosioner i Kyiv, Kharkiv og andre steder i Ukraine og efter sandhedens offer fulgte nu de menneskelige. Døde, sårede og millioner af flygtninge. Dem bærer Putin det fulde ansvar for.

Putins angrebskrig var i gang. Født ud af nattens mørke. Men også af et langt større mørke. For Putins krig er ikke ”kun” mod Ukraine. Det er en krig mod frihed, selvbestemmelse, demokrati og de grundlæggende værdier, vi står vagt om i Vesten. Det er en krig for fortidens kyniske interessesfærer. En krig for at ændre Europas grænser med rå vold. En krig for at skabe splittelse. Ukraine skulle splittes fra resten af Europa og tvinges tilbage i den russiske fold.

Europa skulle splittes. Putins analyse var, at de europæiske lande kunne spilles ud mod hinanden. At de vestlige lande ikke ville gøre alvor af vores trusler om ødelæggende sanktioner mod Rusland. At vi ikke ville være parate til at forsvare os selv og hinanden, når Putins tropper greb til våben. At vores sammenhold ville svækkes.

Alle kneb blev foldet ud for at søge at finde et svagt led i Vestens sammenhold. Men det lykkedes ikke. NATO handlede resolut. EU handlede resolut. Og det gjorde Danmark også. Den tidlige morgen den 24. februar tvang Putin Europas historie ud i et makabert og dystert herresving. Men vores svar var ikke splittelse. Ikke enegang. Vores svar var sammenhold, solidaritet og at styrke vores fælles sikkerhed i Vesten.

Allerede samme dag som Putins styrker gik ind i Ukraine, kunne et overvældende flertal i Folketinget vedtage regeringens beslutningsforslag om indsættelse af bl.a. et fregatbidrag, F-16 kampfly og et transportfly til NATO's kollektive forsvar. At vi fra dansk side kunne reagere så hurtigt og vise, at Danmark var parat til at tage ansvar for vores fælles sikkerhed i Europa og melde konkrete bidrag til NATO’s kollektive forsvar, er et hæderstegn for det danske folkestyre. Og i særdeleshed også for embedsmændene i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, som leverede en kraftpræstation i de hektiske timer. Det gør de i øvrigt fortsat dagligt i håndteringen af Europas største sikkerhedskrise siden Anden Verdenskrig. 

Tak til folketingsmedlemmerne fra V, SF, RV, KF, DF, NB, LA, ALT, KD og S for at tage ansvar og vise sammenhold. Kun Enhedslisten og Frie Grønne stemte imod. Det er ærgerligt, synes jeg, at der ikke kunne vises fuldstændig sammenhold og opbakning til vores kollektive forsvar. Og det er ærgerligt, at nogen på den måde tager forbehold for både vores egen sikkerhed og for de forpligtende fællesskaber, som Danmark er en del af.

For tiden er ikke til forbehold, men til sammenhold. Der er et før og et efter den 24. februar. Da jeg for få måneder siden lancerede Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi mente jeg ikke, at tiden var til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men Putins angrebskrig har forandret Europa. Den har forandret vores behov for at kunne handle. 

Dengang sagde jeg også i samme åndedrag, at den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Den dag blev den 24. februar.

Alle vores nærmeste venner og allierede tager i disse måneder bestik af den nye sikkerhedssituation i Europa. For én måned siden var Tyskland ikke i nærheden af at nå NATO’s to-procent-mål. Det kommer de nu til – og det gør Danmark også. For én måned siden var Schweiz et neutralt land. Men de har nu fulgt vores beslutninger i EU og også indført sanktioner mod Rusland.

Vi bliver nødt til at tage større ansvar for Danmarks sikkerhed. Både herhjemme og i vores nærområde. Stå tættere sammen med vores venner og allierede. Og derfor vil vi nu spørge danskerne: Skal Danmark virkelig, som det eneste EU-land, stå udenfor, når Europas fremtidige sikkerhed bestemmes? Nej, vi bør være en del af fællesskabet og løfte i flok.

Derfor indgik vi det Nationale Kompromis og hæver Danmarks forsvarsudgifter til to procent af BNP. Derfor styrker vi vores indsats i NATO. Og det er i øvrigt ikke enten EU eller NATO. Tværtimod. Styrker vi EU, styrker vi også NATO. Alle andre NATO-lande i EU er med i EU’s forsvarssamarbejde. Og derfor bør vi afskaffe forsvarsforbeholdet så Danmark kan deltage i det europæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde. Vi vil give Danmark medindflydelse på sikkerheden i vores eget nærområde. Og vi vil vise verden, at man ikke kan klemme så meget som et A4-ark ind imellem de vestlige lande, når det handler om at forsvare os selv og vores værdier. Sammenhold giver styrke. Det bør vi vise, at Danmark er en del af.

Danmark hører hjemme i hjertet af Vesten. I hjertet af Europa. Putin har gjort vores tid mørk. Den kalder på, at også Danmark kan deltage fuldt og helt i samarbejdet om forsvaret af vores demokratier, af vores frie samfund og styrke sikkerheden i vores eget nærområde, Europa. Denne mørke tid er ikke til forbehold, men til sammenhold.