Det fjerne fædreland skal tættere på

Det er ikke rimeligt, at udlandsdanskere mister deres stemmeret. Derfor nedsætter regeringen et udvalg, der skal se på mulighederne for at udvide retten til at deltage i den demokratiske proces.

Jeg har en veninde, som ikke længere bor i Danmark. Men som i den grad følger med i, hvad der rører sig i det danske samfund.

Hun læser danske aviser, ser danske nyheder, danske tv-udsendelser – og diskuterer gerne det hele med en sådan entusiasme og detaljegrad, at det kan være svært for os andre at følge med.

Og det er faktisk min erfaring, at mange danskere uden for landets grænser ivrigt orienterer sig mod fædrelandet.

Der er jo det paradoksale ved at flytte væk, at man først og fremmest bliver klogere på det, man kommer fra. Man ser sit land tydeligere på afstand – får nye perspektiver og indsigter. Indsamler ny viden, der senere kan komme Danmark til gavn.

Godt 250.000 danskere bor i udlandet. Mange af dem har familie i Danmark og betaler måske endda dansk skat.

Befinder man sig i den situation, kan jeg sådan set godt forstå, hvis man synes, det er en anelse besynderligt, at ens stemmeret ophører efter bare to år i udlandet.

Men det er vilkåret for mange. Tre af fire danskere i udlandet ville gerne sætte deres kryds til folketingsvalg i Danmark.

 

I Island ophører stemmeretten først efter 16 år. I Sverige og Norge er det 10 år – med mulighed for at bevare retten, hvis man aktivt søger om det.

Derfor er jeg glad for, at regeringen nu nedsætter et valgretsudvalg, som skal se på muligheder for at udvide stemmeretten inden for grundloven for netop udlandsdanskere. For hvis jeg skulle ændre én ting ved grundloven, var det, at endnu flere danskere bevarede den helt fundamentale rettighed, det er at være med til at bestemme retningen for Danmark.

Grundloven er den ypperste lov, vi har. Men på godt og ondt er det tydeligt, at lovteksterne er nedfældet i 1849 – og ikke i det nye årtusind.

Dengang så verden anderledes ud. Danmark gik fra enevælde til demokrati, og kun omtrent 15 pct. af befolkningen havde stemmeret. Det var ustraffede mænd over 30 år med rådighed over eget hjem. Hverken kvinder eller fattige måtte stemme.

Og de færreste fik et job i Washington eller Beijing, læste i Beirut eller Sydney eller rejste kloden rundt. Jeg synes, at det er positivt, at danskere har lyst til at rejse ud – og til at vende hjem igen og bidrage med deres viden. Det skal vi understøtte og fremme.

Det er ikke kun godt for den enkeltes dannelse, det bringer også nye idéer til Danmark.

Men vi risikerer at skubbe udlandsdanskere væk, hvis de mister fundamentale rettigheder. Hvis de oplever at blive afvist i stedet for anerkendt. Hvis de bliver mødt som fremmede i stedet for landsfæller.

Det er trist for de mennesker, det går ud over. Det er skidt for Danmark. Det skal vi gøre bedre.

Valgretten er dog ikke det eneste, som kan tage modet fra danskere, som drømmer om at arbejde i udlandet og vende hjem en dag. Mange møder bøvlet bureaukrati. En partner, som ikke kan få opholdstilladelse. Et barns uddannelse, som ikke anerkendes i det danske system. Utrygheden i, om man kan beholde sit statsborgerskab, når man er blevet voksen i udlandet – hvad gør man med det?

Udfordringerne kan hurtigt forekomme større end mulighederne. Og der mener jeg, at vi fejler som land. Vi skal gøre det attraktivt for danskere at rejse ud, få nye oplevelser og tilegne sig nye kompetencer. Og med det følger også, at vi skal gøre besværet ved at vende hjem igen med sin familie mindre.

Det er derfor, at regeringen inden længe vil fremlægge en række initiativer for at styrke den internationale mobilitet i det danske samfund og præsentere danmarkshistoriens første egentlige politik for danskere i udlandet.

Vi vil skabe tryggere rammer for udsendte danskere, gøre mere for at fremme danskere i internationale organisationer og sikre, at det danske uddannelsessystem er tilgængeligt for unge, som tager en international uddannelse.

Udspillet fra regeringen er skrevet i en erkendelse af, at det er en meget stor beslutning for en dansk familie at rive livet op ved roden og flytte til et andet land.

Det ved jeg fra min egen morfar. Han var blandt de mange, der som helt ung håbefuldt krydsede Atlanten for at bosætte sig i USA. I min bogreol står hans ”Kursus på 100 timer i engelsk” fra 1931, som han havde med på rejsen.

Også for 100 år siden var viljen der. I dag er forudsætningerne langt bedre; rejselystne og videbegærlige danskere er hverken nødsaget til at krydse Atlanten med skib eller medbringe et murstensværk for at tilegne sig nye sprogkundskaber. Det er med fly og app og det hele.

Afstanden mellem Danmark og det store udland er på mange måder blevet kortere, både ud og hjem – og derfor er det også dumt, når vi unødigt lægger hindringer i vejen.

 

For min egen morfars vedkommende gik turen hjem til Danmark igen. Måske gik han død i det nye sprog, måske savnede han bare sit hjemland.

Personligt kan jeg være taknemmelig for min morfars beslutning. Ellers havde jeg ikke været her i dag. Og jeg ville ikke kunne tillade mig at sige, at det skal være lettere at følge hans eksempel – dog gerne med et større mod på at blive lidt længere ude i verden.

Vi har brug for udlandsdanskernes viden og udsyn. Vi har brug for jer, der ligesom min danske veninde i udlandet ofte er et skridt foran.