Københavnskriterierne fylder 30 år: De er stadig lige relevante

Bella Centeret, juni 1993. Dengang en lidt ensom kolos langt ude på Amager omgivet af græs. Dengang et ret øde område. Det var før, der var noget, der hed Ørestaden, metrolinjer og DR Byen. Men det var ikke desto mindre centrum i et par dage for historiske EU-beslutninger – eller EF, som det stadig hed dengang.

Og stemningen var god, da EF-topmødet blev åbnet d. 21.-22. juni. Europa havde netop været igennem store geopolitiske forandringer. Muren var faldet i efteråret 1989, optimismen blomstrede og nu skulle Europa – endelig – samles. De tre baltiske lande og Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet, der nu var blevet delt i Tjekkiet og Slovakiet, stod først for. Danmark kæmpede særligt for sine naboer omkring Østersøen. Men først skulle der være enighed om de betingelser, som nye medlemmer skulle leve op til for at komme med i Unionen.

Kriterierne, der dengang blev fastlagt i Bella Centeret (og derfor siden kendt som Københavnskriterierne), kom til at bestå af tre dele. Det politiske kriterium: Kandidatlandet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal. Det økonomiske kriterium: Kandidatlandet skal have en fungerende markedsøkonomi, som kan klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for EU. Kriteriet om overtagelse af EU’s samlede regelsæt – den såkaldte ’acquis’: Kandidatlandet skal være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af medlemskab, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union. I Københavnskriterierne indgår derudover hensynet til EU’s absorptionskapacitet, dvs. EU’s evne til at optage nye medlemmer. Det bliver nogle gange kaldt det fjerde Københavnskriterium.

De kriterier har siden vist deres værd. Derfor holder vi nu, 30 år efter at de blev til, en konference for at markere jubilæet. Jeg glæder mig til at tage imod en række ministre fra både nuværende – og forhåbentlig kommende – EU-lande. For vi skal ikke kun fejre kriterierne, vi skal også diskutere kommende udvidelser. Og vi skal drøfte, hvordan vi bedst hjælper de nuværende kandidatlande på deres vej mod EU – baseret på vores gode erfaringer fra 90’erne.

Ukraine og Moldova fik EU-kandidatstatus sidste sommer, mens Georgien fik et europæisk perspektiv. Kosovo søgte som det sidste land på Vestbalkan officielt om EU-medlemskab i december sidste år. Sammen med Albanien, Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Nordmakedonien og Serbien arbejder de nu aktivt på at blive del af vores EU-familie. Landene arbejder i forskelligt tempo, har forskellig baggrund og forskellige udfordringer. Men fælles for dem alle er, at de har en historisk mulighed for EU-medlemskab, som vi gerne vil hjælpe dem med at udnytte. Både for deres skyld – og ikke mindst for vores egen.

Ruslands angrebskrig i Ukraine har ændret den geopolitiske situation. Den har forstærket ønsket hos flere af EU’s nabolande om hurtigt at opnå EU-medlemskab. Putin har ufrivilligt givet dem et ekstra og meget markant skub i vores retning. Og vi har en klar interesse i, at invitere dem inden for i vores fællesskab. Vi hjalp de baltiske og østeuropæiske lande med at blive klar til EU-optagelse efter murens fald. Nu skal vi hjælpe de næste lande. Der er ikke tid til, at vi sætter os med hænderne i skødet og venter. Derfor er det også vigtigt, at vi får talt meget konkret om, hvordan EU selv bliver klar til nye medlemmer, så et støre EU også bliver et stærkere EU. Vi må finde ud af, hvordan vi kan få det til at ske så både nuværende og kommende EU-medlemmer får mest muligt ud af udvidelsen.

Udvidelsen af EU bliver en af de mest definerende udenrigspolitiske opgaver for vores generation. Og helt centralt i den proces står netop Københavnskriterierne. 30 år gamle, men stadig ligeså aktuelle som dengang, de blev vedtaget i Bella Centeret på Amager i de historiske dage i juni 1993. Mens verden har ændret sig markant, er kriterierne stadig de samme. De består, fordi de er rigtige og vigtige. De skal hjælpe os med en god integration af vores europæiske naboer i EU-samarbejdet – til vores fælles bedste, så det fortsat kan gavne os alle.

Der er god grund til at fejre dem. Og der er god grund til at stå fast på, at de skal opfyldes, før et land kan opnå EU-medlemskab. Det vil vi hjælpe kandidatlandene med.