Ruslands aggression kalder på ny dansk udenrigsstrategi

Jeg har et stykke cement liggende på mit skrivebord. På det står der ’Die Mauer, 13.8.1961 - 9.11.1989.’ Jeg bragte det selv hjem fra Berlin året efter Murens fald. På genforeningsdagen den 3. oktober 1990 kørte Sólrun og jeg derned i min gamle Volvo 142. Vi måtte afsted. Det skulle opleves. Og det var helt fantastisk. Berlin var fuld af glæde, energi, virketrang og frie mennesker.

Mit politiske verdensbillede faldt på plads dengang. Muren faldt ikke kun fysisk. Det skete også inde i hovedet på folk. De undertrykte folkeslag i Øst- og Centraleuropa blev ikke alene befriet – andre dele af verden fik også nye muligheder. Murens fald skabte vor tids globalisering, og millioner er blevet løftet ud af fattigdom verden over. Her i Danmark er vi også blevet rigere.

Her mange år senere må jeg desværre konstatere, at Putins aggressionskrig mod Ukraine vil få lige så stor betydning som Murens fald. Sikkerhedssituationen i Europa vil være skærpet i lang tid fremover. Mit verdensbillede fra dengang er brudt sammen.

Rusland fortsætter sit frontalangreb på Ukraine og forsøger at destabilisere Europa. Kina søger indflydelse over hele verden, bl.a. i Afrika. USA flytter i stigende grad blikket mod Asien. Situationen stiller nye krav til EU og NATO og til os selv. Jeg har i de første måneder af min ministertid været i bl.a. USA, Ukraine, Polen og Indien, hvor jeg kun blev bestyrket i, at tiden kalder på en ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Den skal give os en velovervejet og strategisk retning i mødet med den nye situation i Europa. Sætte retning for, hvordan vi bedst tjener vores interesser og værdier, og for hvad Danmarks rolle i verden skal være. Uden at tage for meget på forskud, så vil tre forhold blive centrale: sikkerheden i Europa efter Ruslands invasion af Ukraine, behovet for styrkede partnerskaber med lande mod syd samt forsyningskæder og modstandskraft.

Fred og sikkerhed i Europa

I første omgang handler det om fred og sikkerhed i Ukraine, Europa og Danmark. Rusland må desværre forventes at udgøre en trussel mod Europa i meget lang tid. Heldigvis har sammenholdet i NATO og EU vist sig at være meget stærkt, men den kommende tid kræver en massiv dansk og europæisk indsats på en række områder. Jeg har for nylig været i den ukrainske havneby Mykolaiv og set, hvor nødvendig vores hjælp er. Her og nu skal vi fortsætte med at hjælpe Ukraine med at forsvare sig selv og genvinde kontrollen med deres territorium. For at sikre Ukraine den bedst mulige forhandlingssituation. Men vi må også indstille os på at skulle bidrage til Ukraines sikkerhed i mange år frem, også efter krigen er stoppet. Det vil kræve langsigtet støtte med militært udstyr og træning, genopbygning og erhvervssamarbejde. Ligesom vi må engagere os i diskussionen om Europas og Ukraines sikkerhed på den lange bane og understøtte Ukraines vej til EU. Grundlæggende skal vi sende en krystalklar besked til Rusland om, at aggression ikke betaler sig.

Vi skal derfor også huske Moldova, Georgien og landene på Vestbalkan. Lande, der står i første række over for et aggressivt Rusland. Det bliver en af EU’s vigtigste opgaver de næste år. Gennem målrettet støtte skal vi hjælpe med at mindske negativ indflydelse fra Rusland, Kina og andre lande. Og hjælpe de såkaldte østlige naboer på vej til at kunne blive medlemmer af EU.

Vi må være aktive i udviklingen af NATO. Et stærkt transatlantisk bånd er fortsat krumtappen for Danmarks og Europas sikkerhed, og med udsigten til Sverige og Finland i NATO og afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold, står Norden sikkerhedspolitisk mere samlet end nogensinde før. Derfor kommer vi også til styrke dansk forsvar og sikkerhed markant i de kommende år, så Danmark fortsat kan løfte det fælles ansvar for vores sikkerhed. Men det handler også om en fælles erkendelse. Jeg besøgte selv et af de mange beskyttelsesrum, der stadig ligger gemt under Helsinkis gader kort efter nytår. De er blevet vedligeholdt for millioner af kroner siden den kolde krig, fordi man godt vidste, at faren ikke var drevet over, selvom Muren faldt. Det er den virkelighed, vi andre skal omfavne nu.

Kampen føres også uden for Europa

Europa og Vesten taber terræn på den globale scene. Det er på sin vis en naturlig følge økonomisk fremskridt og befolkningstilvækst i andre dele af verden. Men vi må ikke være blinde for, at udviklingen også afspejler, at Kina og Rusland på hver sin måde udfordrer den internationale orden, vi har bygget op siden 2. verdenskrig. Kampen om, hvilke spilleregler og normer der skal gælde i det 21. århundrede, står derfor ikke kun på slagmarken i Ukraine, men også i FN. Det kræver både et styrket engagement og et nyt blik på vores globale partnerskaber.

 

Kina og Rusland er fundamentalt forskellige. Men begge lande arbejder bevidst på at øge deres egen rolle i det internationale samarbejde. Det ser vi f.eks. tydeligt i Afrika. Det kalder på et øget politisk engagement også fra Europa. Ikke bare for at imødegå kinesisk og russisk indflydelse, men fordi Afrika er vores nabokontinent. Her må vi styrke vores tilstedeværelse gennem en samlet europæisk tilgang. Udviklingsindsatser, handelssamarbejde og politisk dialog skal tænkes nyt, så vi kan finde fælles løsninger på globale udfordringer. Vi skal skabe ligeværdige og troværdige partnerskaber mod syd, der kan skabe sikkerhed og bæredygtig økonomisk udvikling. Det kan være dilemmafyldt, men det er nødvendigt at finde den rette balance mellem interesser og pragmatisk idealisme.

Globalisering under forandring

Vi skal gerne kunne fortsætte med at handle på tværs af verden, selvom globaliseringen er under forandring. Vores velstand og velfærd afhænger af den handel. Men vi må nu tænke sikkerhedspolitik sammen med handel, økonomi og velstand. Indenrigs- og udenrigspolitik filtres endnu mere sammen.

Derfor skal vi i Europa skal stå mere på egne ben, når det kommer til energi, sjældne jordarter osv. Både Corona-pandemien og krigen i Ukraine har understreget sårbarheden i at være for afhængig af enkelte lande og leverandører. Vi skal sikre vores kritiske forsyningskæder, screene udenlandske investeringer og understøtte danske positioner i strategiske sektorer. Europa skal blive mere robust og modstandsdygtigt. Og grønt. For den grønne omstilling er det 21. århundredes vigtigste opgave og helt central i vores vej mod modstandsdygtighed og uafhængighed af fossile brændstoffer. Vi skal også være med til at forme den digitale tidsalder – fair teknologisk udvikling, forsvar mod cybertrusler, evne til at stå imod desinformation.

 

Det nye sikkerhedsbillede betyder, at virksomheder skal navigere i større usikkerhed, kompleksitet og geopolitisk rivalisering. Vi skal derfor arbejde for en mere robust handels- og industripolitik i EU, fremme ambitiøse handelsaftaler, bekæmpe protektionisme og styrke lige konkurrencevilkår globalt.

 

Ingen nye mure

Det er pludselig over 30 år siden, at Sólrun og jeg impulsivt kørte mod Berlin for at opleve genforeningsdagen. Cementstykket på mit skrivebord er et minde for livet. Jeg havde aldrig troet, at det skulle blive aktuelt igen. Mange har ingen erindring om, at der engang var en mur ned igennem Europa. Mange kender kun vores åbne og frie verden. Vi bliver alle formet af verdens gang. Vi er børn af vores tid med hver vores historiske holdepunkter. Jeg kan huske både angsten og fattigdommen på den anden side af Muren og glæden ved at se den falde. Vi skal ikke have nye mure nu, hvor autokratier truer den frie verden igen. Men vi skal passe på os selv. Historien gentager sig, hvis vi ikke lærer af den. De valg, vi træffer nu, kommer til definere livet og hverdagen i mange årtier. De valg, vi træffer nu, vil ikke kun påvirke vores liv, men også vores børns og børnebørns liv. De skal også leve i frihed. Den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi vil sætte rammer og retning for de valg.