Tale til ramadanmiddag på Københavns Rådhus 19.marts 2025 

Kære alle sammen

Jeg er fantastisk glad for at være med her i aften.

Tak for invitationen!

Nogle af mine kolleger på Borgen mener, det er spild af skattekroner. Jeg mener, det er det hele værd.

Og mere til.

Af hjertet tak til arrangørerne – foreningen Brobyggerne – og de mange frivillige for jeres store arbejde med at gennemføre ramadanmiddagen i aften.

Tak til Özlem og Jens-Kristian for at insistere på at samle os. Det har aldrig været vigtigere end nu.

Skal vi ikke give dem en stor hånd?

Faktisk mener jeg, at der er der alt for få af den her slags sammenkomster i Danmark.

Hvad mener jeg med det?

Jeg mener, at vi alt for ofte ender i et fællesskab, der kan minde om et spejlkabinet.

Med mennesker, som ligner os selv. Mennesker med samme baggrund, samme alder, samme politiske overbevisning.

Spejling kan være godt nok. Men det er også sundt at blive udfordret på sine egne sandheder.

For mit eget vedkommende går der ikke en dag uden én eller anden fortæller mig, at jeg tager grueligt fejl.  

Om det er i Folketingssalen, på gaden, på Facebook … Derhjemme… Eller i min egen regering…

Dét er sådan set et privilegium.

Et andet privilegium ved mit job er, at jeg møder mennesker fra alle dele af verden.

Jeg tror grundlæggende på, at udsyn giver selvindsigt.

Måske kender I det?

At vi først og fremmest bliver klogere på os selv og vores eget land, når vi er i udlandet. At vi ser vores hjem tydeligere på afstand. Solsider og skyggesider.

Da jeg var i Beirut tidligere i år, stod jeg med landets fungerende premierminister og så udover byen.

Han hedder Najib Mikati [Na-jib Mi-ka-ti]. Og Najib viste mig Beiruts kirker og moskeer, som lå side om side.

Han udpegede spirer og kupler. Han viste med stolthed sit lands mangfoldighed.

Den samme oplevelse havde jeg i Abu Dhabi. Her blev jeg vist rundt i The Abrahamic Family House – et hvidt, nybygget kompleks, der rummer en kirke, en moske og en synagoge.

Nu skal jeg ikke male et rosenrødt billede af virkeligheden i andre lande.

Vi ved, at religion har været – og er – rod til konflikter mange steder i verden.

Så hvorfor fortæller jeg om oplevelserne i Beirut og Abu Dhabi?

Fordi de alligevel fik mig til at reflektere over virkeligheden herhjemme:

Hvorfor er synagogen i København bevogtet af soldater døgnet rundt?

Hvorfor står politiet ved indgangen til Carolineskolen?

Hvorfor vækker opførelsen af nye moskeer opstandelse?

Eller for at tage i aften som eksempel: Hvorfor kan en ramadanmiddag på Rådhuset skabe forargelse?

Over hele verden mødes folk for at bryde fasten i aften.

Det samme gør vi. Og så er der alligevel nogle forskelle:

Vi er på et rådhus.

I har tidligere haft en standupper på scenen.

Så en digter.

Og et band. Med muslimske og jødiske musikere. 

Og nu en udenrigsminister…

Aftenens ramadanmiddag er på den måde nok lidt anderledes end andre steder.

Alene det, at værtsparret kommer fra hver sin politiske fløj, er der sikkert nogle, der vil undre sig over.

Det gør jeg ikke. Men jeg er også hærdet. Som minister i en regering min egen chef kalder mærkelig.

Folk vil gerne have forbedring, men de kan sjældent lide forandring.

Det mærker vi så i meningsmålingerne…

I aften er noget helt andet end at danne en regering. Men jeg synes, I viser vejen for fællesskabet.

I gør afstanden mindre. Bogstaveligt talt.

Nysgerrighed er en egenskab, der bringer os videre. Som mennesker. Som land. De fleste af jer husker nok, da Den Danske Ordbog for et par uger siden offentliggjorde de nye ord, som kom med i seneste udgave.

Inshallah.

Om gud vil.

Det er da et håbefuldt udtryk. Men selvfølgelig vakte det straks kritik.

Mange af de ord, vi i dag knytter til danske traditioner og værdier, stammer fra fremmedord. ”Fremmedord” – et lidt spøjst udtryk.

Marmeladen, vi smører på morgenbolle, er portugisisk.

Når vi i disse uger taler om at beskytte Europa med et militært bolværk, låner vi et ord fra vores tyske naboer.

Og når vi i Folketingssalen indgår et klassisk dansk kompromis, gør vi det i teorien på fransk.

Men i praksis forstår vi ordene som danske, fordi de med tiden er blevet netop det. Fordi vores nysgerrige folk har taget dem til sig.

Den værdi, tror jeg, at vi, der er samlet i aften, kan være enige om at sætte pris på.

Tak for mad – og tak for ordet!