Båltale til Sankt Hans på Bakken 23.juni 2025 

Kære alle sammen

Det er Sankt Hans, det er midsommer – midt i sommeren.

Fra nu af bliver natten længere. Dagen kortere. Måske har I det som mig: Bliver I også altid lidt overraskede over, hvor tidligt Sankt Hans falder? Hvor tidligt det vender?

Lige nu mærker vi det ikke. De lange, lyse nætter ligger stadig foran os, og det er svært at fornemme, at vi faktisk går mørkere tider i møde…

Men fornemmelsen af mørke ligger desværre ikke langt væk, når vi vender blikket mod verden.

Krig og usikkerhed. Ødelæggelse. En verden i brand.

Sankthansbålet – og heksen, der brændes – har gennem historien symboliseret ondskab. Eller et forsøg på at fordrive den. Isolere den. Brænde den. Få ondskaben til at forsvinde.

Metoden er ret uhyggelig. Men et udtryk for – tror jeg – et helt grundlæggende menneskeligt behov: At identificere det onde og ødelægge det.

Jeg kan selv komme på ondsindede fænomener, jeg ville lade brænde på bålet, hvis den logik gjaldt...

Men så enkel er verden ikke. Det onde forsvinder ikke i en røgsky – eller med et fingerknips.  

Sankt Hans-bålet er en fordrivelse af det onde.

Men det er også en markering af lyset og fællesskabet.

Bålet og varmen samler os.

Jeg kan godt selv blive lidt eftertænksom, når jeg ser ind i et bål.

Sommer efter sommer har Sankt Hans samlet os på tværs af generationer, erfaringer og vidt forskellige livssyn.

Det er det, traditioner kan.

Til jul mødes vi i mørket, til Sankt Hans mødes vi i lyset.

Året er gået sin gang.

Jeg finder det befriende, at der ved Sankt Hans ikke er tradition for at evaluere året, der er gået.

På den måde adskiller Sankt Hans sig fra traditioner som nytårsaften, hvor der laves opgørelser over det forgange år.

Hvad var godt, hvad var skidt, og hvad ønsker man for det kommende år.

Til Sankt Hans er det mere en fornemmelse af at være til stede, hvor vi er. Midt i det hele. En fornemmelse af nærvær og en lethed i kroppen.

På den måde er det en magisk stund.

I gamle dage var midsommeren omgærdet af mystik.

Med myter og fortællinger.  

Man mente, at kraften i de hellige kilder var særlig stor omkring denne tid.

Folk med sygdomme og skavanker valfartede til kilderne for at drikke af vandet eller vaske de syge lemmer.

Driftige handelsfolk øjnede straks muligheden for forretning med de myldrende menneskemængder. Og de såkaldte kildemarkeder opstod med boder og liv.

Forlystelsesparken Bakken er født af det folkeliv omkring Kirsten Piils kilde her i Dyrehaven.

Og ved I, hvem vi fejrer til Sankt Hans?

Det er selvfølgelig Johannes Døberen.

Men sankthansaften er faktisk også Bakkens fødselsdag.

Bakken fylder intet mindre end 443 år i år – verdens ældste forlystelsespark.

Skal vi ikke give den gamle dyrehavsbakke en hånd?

Sankt Hans blev også brugt til at spå om fremtiden. For eksempel om kommende kærester og ægtefæller.

Nu kan alle ugifte kvinder godt spidse ører.

Hvis en ugift kvinde hælder vand fra en hellig kilde i en spand, vil hun kunne se sin kommende ægtemand. Ægtemanden ville komme til syne i vandet, når klokken slår tolv.

Man tog også varsel om den kommende høst. Regnede det på Sankt Hans mente man, at det ville blive et grønt og frodigt år.

I dag er vi uheldige med vejret, men måske mere heldige med høsten…

Det kan lyde fjollet og overtroisk.

Men myterne på Sankt Hans fortæller os, hvad der betød noget for de mennesker, der levede på den tid.

Kan vi stadig bruge den form for magi på sankthansaften?

Måske ikke til at spå om ægtemænd og høst.

Men en aften om bålet kan være en anledning til at tage bestik af livet – og hverdagen. Nyder vi den? Eller er den blevet fortravlet?

Selv er jeg med alderen blevet mere optaget af den tid, der ligger foran mig, selvom jeg paradoksalt nok har mindre af den tilbage.

Og dog er det ikke så paradoksalt, for det er blevet meget håndgribeligt for mig, hvem der skal føre livet videre.

Jeg er så heldig både at være farfar og morfar. Og jeg ønsker selvfølgelig det bedste for mine børnebørn.

Jeg ønsker, at de skal vokse op i en fredelig verden fri for krig og ødelæggelse.

Og jeg ønsker, at de har en tryg hverdag.

Vi vil give vores børn flere – og endnu bedre – muligheder.

Selvfølgelig.

Sådan har det været fra generation til generation.

I Danmark har vi lagt til, så dem efter os fik lidt mere. Lagt til, så vores samfund blev lidt rigere, lidt friere. Lagt til, så vilkårene for de næste blev lidt bedre.

Sådan skulle det også gerne være i fremtiden.

Den fremtidstro kan godt føles fjernere i dag – med krig i Europa, med krig i Mellemøsten, med en omfattende klimakrise.

Den unge generation har ikke helt samme tro på fremskridtet som tidligere generationer. 

Verden er blevet mere usikker. Mindre forudsigelig

Men for mig gør krige og kriser kun, at det bliver tvingende nødvendigt at holde fast i håbet om en bedre fremtid.

For det kan godt være at håb ikke er en strategi. Men det er frygt så sandelig heller ikke.

Jeg levede den første tredjedel af mit liv i skyggesiden af den kolde krig. Den anden tredjedel i solsiden efter Berlinmurens fald. Og jeg kommer nok til at leve den sidste tredjedel af mit liv i en verden præget af usikkerhed og konflikt.

Men det er ikke det samme som, at vi kommer til at leve i mørke.

For jeg har en stærk tro på, at vores fællesskab – og økonomi – er så stærkt, at selvfølgelig kan vi opruste militært. Uden at det betyder, at vi alle skal gå for lud og koldt vand.

Selvfølgelig kan vi lave en økonomisk oprustning, så vores virksomheder får styrken til at springe over de toldmure, der bygges. Uden at vi alle skal blive ved samlebåndet til efter, institutionerne er lukket.

Og selvfølgelig kan vi som samfund skabe en bedre hverdag for børnefamilier, vores ældre, de allermest udsatte.

Netop fordi vi er et fællesskab.

Men det kræver, at vi bevarer troen på, at vi kan gøre noget.

At ondskaben i den forstand kan brændes på bålet. Ikke af konkrete flammer, men af et stærkt fællesskab, der insisterer på håb og fremgang. Og handler på det.

Så vores Sank Hans-bål bliver et symbol på netop det, på lyset og varmen.

Tak for ordet!