Gå til indhold

Vi vil føre en klarsynet og realistisk Kina-politik

Bragt i Jyllands-Posten 15.08.23

Af Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister (M)

I denne uge rejser jeg til Kina for første gang som dansk udenrigsminister. Jeg var der sidst i 2017. Dengang var jeg statsminister, og Xi Jinping havde siddet som præsident i fire år. Det var tydeligt, at der var store politiske forandringer i gang i Kina men også at man stadig ønskede et engagement og samarbejde med omverdenen. Hér seks år efter er billedet et andet. Kina forfølger fortsat sine interesser i verden. Men nu med større selvsikkerhed og flere muskler, og Kina forsøger mere direkte at ændre den verdensorden, vi kender, til Kinas egen fordel. Og de går langt for at beskytte deres politiske system mod påvirkning udefra. Vi i Vesten er derfor tvunget til at forholde os til Kina på en anden måde.

Og netop derfor ser jeg frem til igen at sætte ben på kinesisk jord. For selv om vi politisk er meget uenige om en række ting, ikke mindst værdipolitisk, så er Kina ikke til at komme uden om. Hverken økonomisk eller politisk. Kina er verdens største økonomi, når man korrigerer for købekraft. Kinas BNP er på niveau med hele Europas tilsammen. Kina er lige nu og i den kommende årrække uundværlig for vores erhvervslivs værdikæder. Vi har også brug for Kina for at løse klimakrisen. Landet står for 30% af den globale udledning af drivhusgasser. Uden Kina kommer vi ganske enkelt ikke i mål med vores klimaambitioner. Ligesom Kina er producent af mange – ret beset også for mange – af de teknologier og råvarer, der indgår centralt i vores egen grønne omstilling.

Vi har i Vesten igennem de seneste mange år gjort os for afhængige af Kina på flere kritiske områder. Det er der ingen tvivl om. Vi har på lange stræk været noget naive. Men vi kan ikke reagere med at afkoble os fra Kina nu. Det er ganske enkelt ikke muligt. Vi må være pragmatiske idealister, som jeg kalder det, og føre en engageret, klarsynet og realistisk Kina-politik.

Det betyder først og fremmest, at vi skal gøre os fri af kritiske afhængigheder. Vi skal minimere vores risiko og blive mere modstandsdygtige. Sagt på almindelig dansk skal vi i Danmark og Europa i højere grad kunne stå på egne ben. Tiden, hvor vi opfattede hele verden som én stor fabrik, er forbi. Vi skal gå vores forsyningskæder efter i sømmene. Det gælder energi, kritiske råstoffer og teknologi. Og så skal Danmark og EU føre en mere robust og strategisk handels- og industripolitik.

Danmark, EU og vores allierede har skærpet tilgangen til Kina væsentligt de seneste år. Det er klogt og nødvendigt. Vi skal fortsætte med at håndtere de udfordringer, der er med Kina, når det kommer til interesser, værdier og sikkerhed sammen med vores partnere og allierede. Det sidste er vigtigt, for Danmark kan ikke egenhændigt hamle op med den kinesiske magt. Det er der intet europæisk land, der kan alene; dertil er størrelsesforholdet for ulige. Derfor er det alfa og omega, at vi står sammen i EU om vores tilgang til Kina i tæt dialog med USA og vores allierede i NATO.

Den pragmatiske idealisme betyder samtidig, at vi ikke må overstyre. Det hjælper ikke noget at køre fra den ene grøft til den anden. Europa må ikke blive generelt protektionistisk, og vi skal samarbejde med Kina om vores fælles interesser.

Min rejse til Beijing og Shanghai har tre formål. For det første at aftale et nyt dansk-kinesisk arbejdsprogram. For det andet at åbne døre for dansk erhvervsliv, så de kan levere de grønne løsninger, kineserne efterspørger. Og for det tredje at have en ærlig snak med den kinesiske regering om vores bilaterale forhold, om udviklingen i verden og de ting, vi ser forskelligt på.

Der er mange problemer at drøfte med Kina. Kina har de seneste 10 år øget den politiske kontrol med egen befolkning og undertrykkelse af fundamentale frihedsrettigheder. I Hongkong eksisterer demokrati og forsamlings- og ytringsfrihed ikke længere. Uighurer undertrykkes i Xinjiang. Og i Tibet har en langsom nedbrydning af etnisk tibetansk kultur og identitet længe været i gang.

Der er også konflikten omkring Taiwan. Halvdelen af alle verdens containere sejles igennem Taiwan-strædet, så relationen over strædet har konsekvenser for hele verden. Også for EU og Danmark. Vi lægger vægt på, at konflikten løses fredeligt uden vold, trusler eller tvang. Danmark fører ligesom USA og de fleste andre lande en ét-Kina-politik. Det ændrer ikke på, at vi har stærke økonomiske og kulturelle bånd til Taiwan. Og mange danskere har – ligesom jeg – sympati for den demokratiske styrereform, man har valgt på Taiwan.

I lyset af Ruslands aggression mod Ukraine er det også klart, at Kinas tætte partnerskab med Rusland bekymrer. Kina har hverken fordømt invasionen eller krævet, at Ukraines fulde territorielle integritet bliver genoprettet, ligesom Kina medvirker til at sprede russisk desinformation. Til gengæld har Kina understreget, at man ikke vil støtte Ruslands aggression militært. Det er et vigtigt tilsagn og signal, og vi skal tage dem på ordet. Kina har som fast medlem af FN’s Sikkerhedsråd et særligt ansvar for at engagere sig aktivt i fredsdialogen for at stoppe krigen i Ukraine.

Vi ser forskelligt på mange ting. Når det kommer til menneskerettigheder, så skal vi blive ved med at holde Kina fast på internationale forpligtelser. Samtidigt er de handelsmæssige og klimamæssige forhold sådan, at vi er nødt til at samarbejde på de områder.

Vores nuværende arbejdsprogram med Kina udløb i 2020, så det har længe stået over for en fornyelse. Flere har fremført, at Danmark burde afslutte samarbejdet. Det mener jeg ikke ville være i Danmarks interesse. Det ville samtidig være et markant og forkert politisk signal ikke at forny det overhovedet. Men vi har længe vidst, at programmet skulle se anderledes ud. Det tidligere var ret bredt – også for bredt, set i bakspejlet. Det nye program skal være mere fokuseret. Vi vil samarbejde med Kina om klima, grøn energi, miljø, bæredygtig produktion af fødevarer, grøn søfart og sundhed. Vi kan fx hjælpe Kina med at reducere deres drivhusgasudledninger. Det er godt for både klimaet og for dansk eksport.

Det er vigtigt for os at fokusere samarbejdet på især de grønne områder. Hvis vi kun vil samarbejde og tale med dem, vi er helt enige med, så ville jeg ikke have mange steder at rejse hen som udenrigsminister. Og det ville ikke være godt for hverken økonomi eller klima. Og heller ikke godt for den overordnede politiske situation.

Kina søger hele tiden samarbejde med lande verden over. De har globale ambitioner. De gør ikke kun deres indflydelse gældende i Asien, men også i Afrika og Latinamerika. De byder sig til som samarbejdspartner på meget konkrete måder uden krav om demokrati og menneskerettigheder. Bygning af motorveje og jernbaner. Udvidelser af lufthavne. Minedrift. Kina har investeret for milliarder af dollars i store byggeprojekter på tværs af det afrikanske kontinent og skabt en stor gældsbyrde. Den slags tæller. Også når det kommer til afstemninger i FN.

Det skal vi i Vesten forholde os til. Velovervejet og strategisk. Vi skal styrke eksisterende partnerskaber og bygge nye alliancer baseret på ligeværd og respekt. Vi skal tænke mere i opbygning af relationer. Uddannelse. Forskning. Udveksling. Vi må også være tilstede derude – i Afrika, Asien og Latinamerika – med tilbud om konkrete samarbejder. Og komme lidt ned fra moralens høje hest.

Kinas forandrede ansigt kunne man måske skimte dengang i 2017, da jeg var i Kina sidst. Nu er udfordringen tydelig for enhver. Vi skal forholde os kritisk til en række af Kinas globale ambitioner og deres politiske system samtidigt med, at vi samarbejder om handel og klima. Det kræver en engageret, klarsynet og realistisk Kina-politik.