Gå til indhold

Vores politik skal være styret af 'pragmatisk idealisme'

Bragt i Altinget 17.05.23

Af Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister (M)

Jeg er netop kommet hjem fra et besøg i Georgien, hvor jeg var nede for at åbne en ny ambassade. Det er der er gode grunde til. Georgien er et stolt land i Kaukasus, der ligesom Danmark ikke fylder ret meget på landkortet. Men som dog har en grænse til Rusland på 900 kilometer. Allerede i 2008 mærkede Georgien Putins brutale verdenssyn, da Rusland tog kontrol med to udbryderrepublikker. Siden da har georgierne levet i frygt for yderligere russisk aggression. Jeg besøgte selv et af de grænseområder. Hørte de lokale fortællinger. Om frygten for at miste sit hjem. Om overvågning og intimidering. Om russisk kynisme. Det gjorde stort indtryk.

 

Den georgiske historie er desværre ikke unik. I Moldova gruer man også for Putins næste træk. Her er omkring 1.500 russisk-støttede soldater i udbryderrepublikken Transnistrien. I Serbien og Bosnien har russerne allieret sig med nationalistiske kræfter for at skabe splid og usikkerhed. I Ukraine udlever man – som vi ved – det værst tænkelige mareridt. Luftalarmer, missilangreb og civile tab.

 

Der er krig igen i Europa. Og den er allerede i gang med at forandre og komplicere vores hverdag på måder, vi ikke bryder os om. Verden bliver ikke igen, som den var før Ruslands invasion af Ukraine. Det er derfor, vi skal have ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Den sætter ord på, hvordan regeringen vil navigere i en verden, der er blevet meget usikker og uforudsigelig.

 

Vi må forholde os til verden, som den faktisk er – og ikke, som vi godt kunne tænke os, at den var. Geopolitikken er vendt tilbage. Med flere spændinger og større konkurrence til følge. Vi ser det i Ukraine og de andre østlige frontlinjestater. Vi ser det i Asien, hvor Kina forlanger større albuerum. Vi ser det i Afrika og Latinamerika, hvor Rusland og Kina byder sig til på hver deres måder.

 

Det er de kolde realiteter. Dem må vi forholde os realistisk og pragmatisk til. Det er den ene side af ligningen. Den anden side er så idealismen. Som handler om, at vi skal holde fast i troen på os selv, som et af verdens stærkeste samfund med nogle fantastiske værdier. Demokrati. Frihed. Menneskerettigheder. Ligestilling. Respekt for at mennesker er forskellige. Det skal vi ikke sælge ud af. Vi må godt synes, at vores værdier er mere rigtige og giver bedre liv end dem, man har andre steder. Men vi må ikke blive missionerende. Det kommer man ikke langt med som en lille nation med seks millioner indbyggere i en stor verden med snart otte milliarder mennesker. Det er den balance, vi skal ramme. Det er ikke nemt. Men det er det rigtige for Danmark.

 

Tre udenrigspolitiske opgaver

Vi står over for tre monumentale udenrigspolitiske opgaver. For det første har Rusland vendt den europæiske sikkerhedsorden ryggen. Den orden, vi i fællesskab byggede op i ruinerne på Anden Verdenskrig. Hvis Rusland opnår sine strategiske mål i Ukraine, bliver verden et farligere sted. Især for små lande som Danmark. Folkerettens fælles regler og normer skal gælde, så den stærke ikke kan tryne den svage. Så magt ikke bliver ret. Det er derfor, vi har været der for ukrainerne fra dag ét. Med alt hvad vi har kunnet mobilisere af militær støtte, nødhjælp og sanktioner mod Rusland. Fordi den ukrainske kamp også er vores kamp. Fordi deres sikkerhed også er vores sikkerhed. Fordi deres frihed også er vores frihed.

 

Putins største håb er nu, at krigens metaltræthed melder sig. I Ukraine og i Vesten. Det kommer ikke til at ske. Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er et løfte til den ukrainske befolkning om, at vi bliver ved deres side, også efter krigen er slut. Det bliver ikke gratis. Det er derfor, regeringen har besluttet, at vi skal op på de 2% af BNP til forsvaret allerede i 2030. Og derfor vi vil styrke vores diplomati, så det er rustet til at tage vare på danske interesser. Ligesom vi vil re-orientere vores militære tilstedeværelse i verden, så vi fokuserer vores bidrag i Baltikum.

 

Vi vil også arbejde for at videreudvikle NATO. Og styrke vores forhold til USA. USA orienterer sig i stigende grad mod Asien og forventer, at vi i Europa påtager os et større ansvar. Vi vil tage det sikkerhedspolitiske ansvar på os i Europa og bidrage til at styrke EU’s forsvarssamarbejde. Med Finlands optagelse i NATO – og Sverige på vej – er der også en historisk mulighed for et tættere nordisk samarbejde. Vi vil arbejde for hårdest mulige sanktioner, som kan svække den russiske krigsmaskine. Og vi vil støtte demokratiske kræfter, civilsamfund og de uafhængige medier, der nu er i eksil. Vi vil styrke vores engagement i de østlige frontlinjestater. Vi hjalp de baltiske lande med at blive klar til EU-optagelse efter Murens Fald. Nu skal vi hjælpe Ukraine, Moldova og Georgien. Det bliver den mest definerende udenrigspolitiske opgave for vores generation.

 

Europa taber terræn

For det andet er verden større end Europa – og Europa taber terræn på den globale scene. Det gælder økonomisk, befolkningsmæssigt og teknologisk. Kinas globale ambitioner har vokseværk. Rusland gør alt, hvad de kan for at vinde hjerter i Afrika, Asien og Latinamerika. Regionale stormagter byder sig til.

 

Vi skal derfor gentænke, hvordan vi engagerer os i verden og opsøge nye alliancer. Jeg har mødt flere udenrigsministre og ambassadører de sidste måneder. Mange af dem er trætte af Vesten. De mener, at vi har dobbelte standarder. Og at vi udnytter universelle institutioner som Den Internationale Straffedomstol til at fremme vores egne interesser. Når Kina og Rusland så står i hver sin bod ved siden af og lokker med konkrete tilbud, så kan valget give sig selv. Der er selvfølgelig altid dilemmaer, og vi skal turde tage de ting op, som vi er uenige om. Men magtens tomrum findes ikke. Og hvis vi ikke vi byder os til, vil andre gøre det.

 

Vi skal sprede risikoen

For det tredje skal vi skabe et mere modstandsdygtigt samfund, som er gearet til en ny form for globalisering. Globalisering 2.0. Hvor det ikke er ligegyldigt, hvor ens varer bliver produceret eller samlet. Hvor det betyder noget, hvor ens energi kommer fra. Hvor man kan komme til at betale dyrt for at være afhængig af en enkelt leverandør eller et enkelt land.

 

Det betyder ikke, at vi skal lukke os om os selv. Den frie handel med verden omkring os har gjort Danmark til det velstående velfærdssamfund, vi er i dag. Men vi skal gå vores forsyningskæder efter i sømmene. Sprede risikoen. Det gælder især energi fra Rusland. Og kritiske råstoffer og teknologi fra Kina. EU skal føre en mere robust og strategisk handels- og industripolitik. Vi skal i højere grad kunne stå på egne ben.

 

Flere konkrete initiativer på vej

Jeg gik rundt i Georgien for få dage siden – ude i grænseområdet til Rusland. Dér mødte jeg mennesker, som har været igennem en årelang konflikt. Med alt hvad det indebærer af frygt og utryghed. Alligevel gik de rundt med et brændende håb. En optimisme om en bedre fremtid. Forankret i det europæiske værdifællesskab – som allieret blandt venner. Det håb smittede.

 

Jeg har aldrig været nogen dommedagsprofet og bliver det aldrig. Jeg kan bedre lide at tale i dur end i mol. De udfordringer, der står foran os, er ikke uoverstigelige, men de skal tages alvorligt og håndteres klogt. Det præsenterer vi en vej for med den her strategi. Og vi vil følge op med mere konkrete initiativer. Et forsvarsforlig, som forsvarsministeren vil indkalde til forhandlinger om meget snart. En europapolitisk aftale, som skal være på plads inden det danske EU-formandskab i 2025. En Afrika-plan og en globaliseringsstrategi. Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er det vigtige første skridt.