De fleste rejseforsikringer dækker udgifter til behandling af akut sygdom eller tilskadekomst, hjemtransport i forbindelse med din egen eller din nærmeste families sygdom, krisehjælp ved alvorlige hændelser samt evakuering. Forsikringen kan i nogle tilfælde også give økonomisk kompensation ved fx forsinket fly, mistet bagage og ved hospitalsindlæggelse.
Der er stor forskel på rejseforsikringer, fx i forhold til hvad, hvor og hvornår, de dækker. Desuden kan der gælde særlige undtagelser, begrænsninger og krav til dokumentation.
Tjek inden du rejser, om du har en rejseforsikring, der er den rigtige for dig og din rejse. Spørg dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl. Vær fx opmærksom på følgende:
- Dækker forsikringen kun dig selv eller også dine medrejsende?
- Dækker forsikringen rejser uden for Europa?
- Dækker forsikringen, hvis du er gravid, har en kronisk sygdom eller bliver syg inden afrejsen?
- Dækker rejseforsikringen uanset dit formål med rejsen, fx erhverv, ferie, studie og praktikophold.
- Dækker forsikringen skader som følge af de aktiviteter, du planlægger på rejsen fx skisport, bjergbestigning, dykning, faldskærmsudspring og anden farlig sport?
- Dækker forsikringen fx udgifter til hjemrejse, hvis du må afbryde din rejse?
- Dækker forsikringen, hvis din hjemrejse bliver udsat pga. flyaflysninger, og du får ekstra udgifter?
- Dækker forsikringen, hvis du skal rejse til eller mellemlande i et land, hvor Udenrigsministeriet fraråder indrejse?
- Dækker forsikringen krisepsykologisk bistand?
- Kan forsikringsselskabet på forhånd give dig gode råd og evt. kontaktoplysninger til lokale hospitaler og klinikker, hvis du skulle få behov for behandling på rejsen?
- Forsikringsoplysningen kan give dig objektiv vejledning om forsikringer.