22-årsreglen gælder for dig, som ikke er født i og aldrig har boet i Danmark. Du kan miste dit danske statsborgerskab, når du bliver 22 år gammel, hvis du
- aldrig har boet i Danmark
- ikke har opholdt dig i Danmark under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark
- ikke derved bliver statsløs
Når du er mellem 20 og 22 år gammel, kan du søge om at bevare dit danske statsborgerskab. Læs mere på hjemmesiden for Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Når du har modtaget dit bevis for bevarelse af dansk statsborgerskab, kan du søge om et 10-årigt pas. Repræsentationen kan ikke udstede pas (heller ikke provisorisk pas eller pasforlængelse), før du har modtaget dit bevis for bevarelse.
Krav om bevis for bevarelse af dansk statsborgerskab efter det 22. år gælder ikke for dig, hvis du:
- har været registreret som bosiddende i Danmark i mindst 3 sammenhængende måneder, inden du fyldte 22 år
Det kan alligevel være en fordel at få bevis for bevarelse af dansk statsborgerskab, hvis du f.eks. vil stifte familie i udlandet og ønsker at give dit danske statsborgerskab videre til dine børn. Læs mere på hjemmesiden for Udlændinge- og Integrationsministeriet.