Maldiverne
Undersøg i god tid før din rejse, hvilke regler der gælder for pas og visum. Det er dit eget ansvar at overholde ind- og udrejseregler i de lande, du rejser til. De lokale myndigheder i de enkelte lande fastlægger reglerne og afgør, om du overholder dem.
Myndighederne i Maldiverne har oplyst, at reglerne nedenfor gælder for danske statsborgeres ind- og udrejse. Du bør dog altid dobbelttjekke med Maldivernes ambassade, om reglerne stadig gælder. De kan blive ændret med kort varsel.
Udenrigsministeriet kan ikke drages til ansvar for eventuelle problemer med ind- og udrejse, uanset oplysningerne her på siden.
Visum
- Visumpligt (ophold i maks. 30 dage og 1 indrejse).
- Turistvisum kan søges ved ankomst. For evt. ansøgning om forlængelse kontakt immigrationsmyndighederne i Maldiverne, før dit visum udløber.
Pas
- Pas skal være gyldigt i minimum 1 måned ved indrejsen.
- Danske forlængede pas anerkendes kun ved udrejse.
- Danske nødpas (provisoriske pas) anerkendes kun ved udrejse med mindre passet er maskinlæsbart og min. 1 måneds gyldighed ved indrejse. Når nødpasset er udstedt i Maldiverne kræves stempel fra immigrationsmyndighederne før udrejse.
- EU-nødpas anerkendes kun ved udrejse.
- Tjek på forhånd om et eventuelt transitland på rejsen anerkender et dansk nødpas eller et EU-nødpas. Kontakt transitlandets ambassade.
- Visse viseringer og stempler i dit pas kan medføre, at du kan blive nægtet indrejse.
- Hvis du har dansk flygtninge- eller fremmedpas, kan der gælde andre regler for ind- og udrejse. Inden du rejser, så kontakt Maldivernes ambassade.
Andre krav
- Rejser du alene med dit barn eller med børn, som ikke er din egne, anbefaler vi, at du får en fuldmagt fra indehaverne af forældremyndigheden. Det samme gælder, hvis du er under 18 år og rejser alene. Læs mere på Børn og unge på rejse.
- Du skal kunne fremvise en returbillet ved indrejse.
- Du skal kunne vise bekræftet hotelreservation på Maldiverne.
- Du skal have tilstrækkelige midler til at dække alle udgifter under opholdet.
- Du skal udfylde en Traveller Health Declaration 96 timer før afrejsen til Maldiverne. Formularen skal udfyldes elektronisk via IMUGA.
Spørgsmål
Udenrigsministeriet, danske ambassader og konsulater har ikke yderligere information end dette. Hvis du har spørgsmål, så kontakt Maldivernes ambassade.
Senest opdateret: 19. marts 2023