Den generelle risiko for kriminalitet i Rumænien er forholdsvis lav.
Lomme-, taske- og tricktyveri kan ske i turistområder i storbyer som fx Bukarest, Cluj-Napoca, Iasi, Timisoara, Constanta og Brasov.
Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er oftere udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som fx pas eller værdigenstande i bilen.
Der er risiko for tricktyverier, fx fra personer, som udgiver sig for at være civilklædte betjente. Insistér i sådanne tilfælde på tilstedeværelsen af en uniformeret betjent.
Seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister. Sexchikane og overgreb mod kvinder sker også på på steder, hvor der er mange mennesker.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der er blevet tilsat bedøvende stoffer.
Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb. Vær især opmærksom i Bukarests gamle bydel, Centrul Vechi. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i nattelivet.
Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden. Svindel med betalingskort og røverier ved hæveautomater kan ske. Det anbefales at benytte hæveautomaterne inde i bankerne.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.