Bilaterale frihandelsaftaler

Det primære formål med EU's frihandelsaftaler er at forbedre adgangen for europæiske virksomheder til vigtige markeder uden for EU til gavn for eksporten. Handelsaftalerne giver også europæiske virksomheder og forbrugere adgang til at importere billigere og flere forskellige varer fra lande uden for EU.

Den nye generation af EU’s frihandelsaftaler - bl.a. med Canada, Japan, Singapore, Sydkorea og Vietnam - er i forhold til EU's tidligere indgåede frihandelsaftaler meget omfattende. De moderne frihandelsaftaler inkluderer ikke blot afvikling af told, men nedbringer også ikke-toldmæssige barrierer inden for handel med varer og tjenesteydelser. Den slags barrierer kan ofte indebære endnu flere omkostninger end told. Nedbringelse af handelsbarrierer kan f.eks. indebære, at EU og tredjelandet bliver enige om at benytte ensartede produktstandarder dog uden at gå på kompromis med EU’s høje beskyttelsesniveau.

Handelsaftalerne medvirker også til at styrke de politiske relationer mellem EU og de pågældende lande. Aftalerne bidrager desuden til at styrke niveauet for forbrugerbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder og miljøbeskyttelse, især i de lande som EU indgår frihandelsaftaler med.

Derudover omfatter EU’s frihandelsaftaler ofte forbedret adgang til at foretage direkte investeringer, beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og bedre adgang for udenlandske virksomheder til at deltage i offentlige udbud.

EU har indgået frihandelsaftaler med bl.a. følgende lande: Canada, Colombia, Ecuador, Egypten, Georgien, Island, Japan, Mexico, Moldova, Norge, Peru, Schweiz, Singapore, Sydafrika, Tyrkiet og Vietnam.

EU har indledt forhandlinger om nye frihandelsaftaler med flere lande, herunder Australien, New Zealand, Mercosur-landene, en række ASEAN-lande og sydlige nabolande til EU. 

Se en oversigt over forhandlingerne af EU's frihandelsaftaler her og læs mere om status på igangværende og afsluttede EU frihandelsaftaler her.