Cambodja
Rejsevejledning opdateret: 05.11.2024 Kl. 11:01
Gyldig: 21.11.2024
Vær ekstra forsigtig:
Hele landet.
Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.
Generel anbefaling
Når du rejser til Cambodja, bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed pga. risikoen for lomme- og tasketyverier. De fleste danskere har dog ingen problemer under besøg i landet.
Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.
Risiko for terror
Cambodja har ikke oplevet terrorangreb i nyere tid.
Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Vær opmærksom på dine omgivelser.
Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til et land med terrorrisiko.
Kriminalitet
Du bør være meget forsigtig pga. risikoen for kriminalitet. Lomme-, taske- og tricktyverier sker især i storbyer som fx Phnom Penh.
Vær især opmærksom, hvis du kører med offentlig transport, herunder motorcykeltaxa og tuk-tuk. Tasketyverier foregår ofte fra forbikørende knallerter.
Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem i fx en sikkerhedsboks på hotellet.
Seksuelle overgreb er sjældne, men de kan være rettet mod turister. Kvinder bør være forsigtige og ikke færdes alene.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at det er blevet tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.
Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden. Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på cafeer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.
Andre sikkerhedsrisici
Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt.
Demonstrationer kan opstå spontant, især i Phnom Penh og langs grænsen til Thailand. Du kan risikere at blive fanget i krydsild, vejspærringer eller på anden måde blive ufrivilligt inddraget.
Der er risiko for landminer i tempelområderne langs grænsen til Thailand. Der er ikke altid opsat advarselsskilte, men hvor der er, bør du tage dem meget alvorligt. Du bør være forsigtig og ikke færdes uden for etablerede veje og stier.
Vi anbefaler, at du til enhver tid holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.
Relevante nyhedsmedier er Phnom Penh Post og Cambodia Daily.
Naturkatastrofer
Der er risiko for oversvømmelser i regntiden fra maj til slutningen af oktober.
Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt.
Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.
Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.
Transport
Du bør være forsigtig i trafikken, især i de store byer, hvor trafikken er tæt og kaotisk. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker.
Veje og køretøjer er ofte i meget dårlig stand, og mange bilister har hverken kørekort eller forsikring.
Kørsel med offentlig transport er forbundet med risiko, fordi de ofte er indblandet i ulykker. Du bør ikke rejse om natten. Der er risiko for tyveri og overfald.
Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede. Hvis det er muligt, bør du bestille din taxa fra et hotel eller et taxaselskab.
Det er risikabelt at rejse med indenrigsfly. Der sker mange ulykker.
Lokale love og sædvaner
Når du rejser i Cambodja, er du underlagt cambodjansk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere.
Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.
Forholdene i fængslerne er meget vanskelige.
Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.
Det er forbudt at ryge indendørs på offentlige steder, fx restauranter, barer og kontorer.
Det er forbudt at være i besiddelse af blade, litteratur, dvd’er og andet af ”anstødelig karakter”, fx pornografi.
Du må ikke fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder, militære anlæg og myndigheders bygninger, fx lufthavne. Hvis du gør det, risikerer du at blive anholdt.
Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.
Særligt om indrejse og ophold
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.
Hvis du har dansk-cambodjansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær hjælp) over for Cambodja, hvis ikke Cambodja går med til det.
Hvis du har dansk-cambodjansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Cambodja, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de cambodjanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i pas.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og opbevare dit pas et sikkert sted.
Læs mere om pas- og visumregler.
Sundhedsforhold
Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.
Læs om, hvordan du får din medicin på rejsen.
Offentlige hospitaler og lægehjælp i Cambodja er af ringe standard, især uden for de store byer. For mere information se hjemmesiden for Royal Phnom Penh Hospital.
Akut læge- og ambulanceassistance er yderst begrænset.
Rejseforsikring
Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Cambodja. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer.
Læs mere om rejseforsikringer.
Danskere i Cambodja er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.
Kontakt
Der er ingen dansk ambassade i Cambodja. Der er et dansk honorært konsulat beliggende i Phnom Penh. Du kan også tage kontakt til den danske ambassade i Bangkok. Find kontaktoplysninger til konsulatet og ambassaden på ambassadens hjemmeside.
Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.
Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Cambodja under din rejse.
Mere information
Før du rejser, kan du evt. få mere information fra Cambodjas ambassade i London, der dækker Danmark.
Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.
Dato for seneste opdatering
Rejsevejledningen for Cambodja er senest opdateret den 5. november 2024 med ændringer i afsnittene "Risiko for terror", "Kriminalitet", "Andre sikkerhedsrisici", "Naturkatastrofer" og "Særligt om indrejse og ophold". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.