Gå til indhold

Palæstina

Rejsevejledning opdateret: 04.12.2024 Kl. 10:37

Gyldig: 21.12.2024

Vi fraråder alle rejser til:
Hele Palæstina pga. en betydelig sikkerhedsrisiko.

Meget høj sikkerhedsrisiko. Hvis du vælger at rejse, bør du søge professionel rådgivning.

Generel anbefaling

Vi fraråder alle rejser til Palæstina pga. en meget høj sikkerhedsrisiko som følge af situationen i Gaza og Libanon. Sikkerhedssituationen kan forværres yderligere uden eller med meget kort varsel. Hvis du vælger at rejse, bør du på forhånd søge professionel rådgivning.

Mulighederne for at rejse ud af Vestbredden og regionen med kommercielle fly kan ophøre eller blive stærkt begrænsede uden eller med meget kort varsel, og billetter kan blive meget dyre. 

Udenrigsministeriets mulighed for at hjælpe dig i Palæstina kan blive meget begrænset ved en yderligere forværring af sikkerhedssituationen. Vær opmærksom på, at ved behov for hjælp til udrejse eller ved en eventuel evakuering skal du og dine medrejsende have gyldig rejsedokumentation. Evakuering er for egen regning. 

Hvis du opholder dig i Palæstina, bør du vurdere din situation i lyset af, hvor i Palæstina du befinder dig. Det er din vurdering, om du er i sikkerhed, hvor du er, eller om du bør søge andre steder hen eller søge at rejse ud. 

Hold dig opdateret om situationen i Palæstina og regionen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis situationen forværres.

Risiko for terror

Vestbredden, inkl. Østjerusalem

Der er høj risiko for terrorangreb. 

Der har været flere angreb med kniv, skydevåben og bil, men udenlandske turister har ikke hidtil været direkte mål.

Angreb kan ske uden varsel og er ofte rettet mod israelske sikkerhedsstyrker, israelske bosættere og religiøse samlingssteder. Du bør især være forsigtig i Østjerusalem, herunder i Den Gamle By, ved israelske kontrolposter og nær bosættelser.

Angreb vil også kunne ske på steder, hvor der er mange mennesker, fx i offentlig transport, ved stoppesteder og stationer, på markeder, cafeer, barer og restauranter.

Angreb vil også kunne være rettet mod vesterlændinge. Vær opmærksom på dine omgivelser. 

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Gazastriben

Der er høj risiko for terrorangreb.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Palæstina er forholdsvis lav.

Seksuelle overgreb finder sted og kan være rettet mod udlændinge. 

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på cafeer eller hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. 

Andre sikkerhedsrisici

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation i Palæstina og regionen, fx via medierne. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger, også i tilfælde af luftalarm.

Vestbredden, inkl. Østjerusalem

Der er risiko for raketangreb- og missilangreb på Vestbredden, inkl. Østjerusalem. Flertallet af raketter og missiler bliver skudt ned. Raket- og missilangreb finder ofte sted med meget kort varsel. Vær derfor opmærksom på, hvor nærmeste beskyttelsesrum er placeret. Følg altid de lokale myndigheders anbefalinger i tilfælde af luftalarm.

Der finder jævnligt større israelske militæroperationer sted, bl.a. luftangreb, i større byer på Vestbredden, især i flygtningelejre i Jenin, Nablus, Tulkarm og Tubas. Der er en høj risiko for væbnede sammenstød mellem palæstinensiske grupper og israelske sikkerhedsstyrker. 

Der er også risiko for væbnede sammenstød mellem palæstinensiske grupper og palæstinensiske sikkerhedsstyrker. 

Især i nærheden af israelske bosættelser og ved israelske kontrolposter, er der risiko for voldelige sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker eller bosættere.

Israelske bosættelser på Vestbredden, inkl. Østjerusalem, er ofte lukkede områder med ens huse, israelske flag, overvågningskameraer og sikkerhedsfolk. De findes oftest på bakketoppe. I bl.a. Hebrons gamle bydel og i Østjerusalem kan bosættelser også være enkelte huse og lejligheder.

Hvis du opholder dig i Østjerusalem, bør du være særligt forsigtig nær israelske bosættelser i Den Gamle By, ved Damaskus-, Herodes- og Løveporten, Al Aqsa moskeen, ved Oliebjerget og i centrale bydele som fx Sheikh Jarrah og Silwan. 

Hvis du opholder dig nær Hebrons gamle bydel, Ibrahim moskéen og Patriarkgravene, bør du være særlig forsigtig.

Stemningen kan især være anspændt under jødiske og muslimske højtider, under sabbatten og efter fredagsbønnen.

Forlad altid stedet, hvis der er optakt til uro. Et tegn kan være, at butikkerne i Den Gamle By pludselig lukker. 

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt. Vær især opmærksom på steder, hvor israelske sikkerhedsstyrker patruljerer eller står vagt og på steder, hvor der er mange mennesker. Situationen kan hurtigt ændre sig. Det kan føre til sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker eller israelske bosættere. 

Gazastriben

Udenrigsministeriet har, især i den nuværende situation, meget begrænsede muligheder for at hjælpe dig i Gazastriben.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv i Palæstina. 

Vær opmærksom på, at en naturkatastrofe kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt. 

Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken, især i de store byer, hvor trafikken ofte er tæt og kaotisk. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker.

Veje og køretøjer på Vestbredden er ofte i dårlig stand.

Du bør undgå kørsel uden for de større byer, når det er mørkt. 

Der er risiko for stenkast mod køretøjer i og nær israelske bosættelser. 

Ved kontrolposter bør du køre langsomt frem og følge myndighedernes anvisninger nøje.

Google Maps fungerer ikke altid på Vestbredden. Brug i stedet fx app’en maps.me, der fungerer offline. Vær opmærksom på, at navigationsapps kan lede dig gennem israelske bosættelser.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester.

Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Palæstina, er du underlagt lokal lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort, og den eventuelle straf er afsonet. 

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive anholdt og straffet i Gazastriben. Du kan blive udsat for chikane og overfald både i Gazastriben og på Vestbredden. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.

Du bør generelt være opmærksom på din påklædning. Ved religiøse helligdomme bør dine arme og ben være tildækkede. I moskeer skal kvinder bære tørklæde.

Du bør ikke fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder, offentlige bygninger og militære anlæg. Hvis du gør det, risikerer du at blive anholdt. Du bør spørge om lov, hvis du vil tage billeder af mennesker i muslimske og jødisk ortodokse områder.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.

Hvis du har dansk-palæstinensisk eller dansk-israelsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for henholdsvis Palæstina og Israel, hvis Palæstina og Israel ikke går med til det.

Hvis du har dansk-palæstinensisk eller dansk-israelsk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Palæstina, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de palæstinensiske eller israelske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme eller værnepligt, der ikke er aftjent.

Vær opmærksom på, at du vil blive betragtet som henholdsvis israeler eller palæstinenser af de israelske myndigheder. Det betyder, at du skal kunne fremvise et gyldigt israelsk eller palæstinensisk pas eller andet rejsedokument, når du rejser ind og ud af Israel eller Palæstina.

Ind- og udrejse af Palæstina kontrolleres langt de fleste steder af Israel. Det sker, at rejsende bliver nægtet indrejse.

Hvis du i dit pas har stempler fra lande, som ikke har diplomatiske forbindelser med Israel, kan det være vanskeligt at indrejse. 

Du kan også blive nægtet indrejse, hvis du fx støtter eller tidligere har støttet en boykot af Israel offentligt, eller hvis du støtter organisationer, der ønsker en boykot.

Der kan også være andre forhold i relation til de israelske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan være, at du har eller har haft kontakt til eller på anden måde kan sættes i forbindelse med personer eller grupper, som de israelske myndigheder anser for at være kriminelle. 

Danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmark af palæstinensisk oprindelse, som er registreret hos de palæstinensiske myndigheder og har et palæstinensisk rejsedokument eller et palæstinensisk ID-nummer, får normalt ikke lov til at rejse ind og ud via Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv. Det gælder også, hvis man forsøger at rejse ind i Israel på et dansk pas eller rejsedokument. Du vil i stedet skulle rejse via Jordan.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om, at Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah, Den Danske Ambassade i Tel Aviv eller det nærmeste danske konsulat (ved anholdelse af israelske myndigheder) bliver informeret straks. 

Du bør altid kunne vise gyldigt billed-ID. Hav altid dit pas på dig og hav en kopi opbevaret et sikkert sted.

Ved indrejse til Israel eller Palæstina får du et indrejsekort, som skal vises ved udrejse fra Israel. Det skal også vises sammen med dit pas ved kontrolposter. Du bør altid følge myndighedernes anvisninger, også når du passerer israelske kontrolposter.

Vær opmærksom på, at kontrolposter kan blive lukket og nye kontrolposter åbnet med meget kort varsel. 

Personer, der har en særlig tilladelse, kan i meget begrænset omfang passere overgangene mellem Gazastriben og Israel/Egypten

Læs mere om pas- og visumregler. 

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Palæstina kan være af ringe standard, især uden for de store byer. Der findes gode hospitaler i Østjerusalem.

Akut læge- og ambulanceassistance er begrænset.

Vær opmærksom på, at telefoner med signal fra et israelsk telefonselskab (som fx Partner) vil blive stillet om til den israelske ambulancetjeneste. De rykker kun ud i Østjerusalem og ikke på Vestbredden.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Palæstina. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer.

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Palæstina er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Palæstina under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Palæstinas Diplomatiske Mission i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Palæstina er senest opdateret den 4. december 2024 med ændring i afsnittene "Generel anbefaling", "Risiko for terror", "Andre sikkerhedsrisici", "Naturkatastrofer", "Transport", "Lokale love og sædvaner", "Særligt om indrejse og ophold" og "Mere information". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet. 

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.