Gå til indhold

Korea, Republikken (Sydkorea)

Rejsevejledning opdateret: 27.11.2024 Kl. 16:10

Gyldig: 21.12.2024

Vær opmærksom:
Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Sydkorea.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet. 

Risiko for terror

Sydkorea har ikke oplevet terrorisme i nyere tid.

Terrorister vil dog kunne forsøge at gennemføre terrorangreb over alt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange turister. Du bør derfor være særlig forsigtig på steder, hvor der er mange mennesker. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Vær opmærksom på dine omgivelser. 

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Sydkorea er forholdsvis lav.  

I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.

Andre sikkerhedsrisici

Nordkorea har på det seneste optrappet sine våbentests og provokationer i grænseområdet til Sydkorea. Det påvirker dog sjældent hverdagslivet i Sydkorea.

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. Der er ofte demonstrationer i Seoul især i Gwanghamun-området i den centrale del af byen og ved parlamentet i Yeouido.

De sydkoreanske myndigheder afholder jævnligt civile kriseøvelser.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Sikkerhedssituationen kan hurtigt ændre sig.

Naturkatastrofer

Der er risiko for mindre jordskælv i Sydkorea, især i den sydlige del af landet.

Der er risiko for tyfoner i perioden juli - september.

Der er risiko for oversvømmelser og jordskred i regntiden fra ca. juni - august. 

Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt.

Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anvisninger.

De sydkoreanske myndigheder benytter sig af varsling om naturkatastrofer, usædvanlige vejrforhold, luftforurening og COVID-19 via push-beskeder på koreansk. Hent de sydkoreanske myndigheders gratis app "Emergency Ready" for at oversætte beskederne til engelsk. App'en har også kontaktinfo til fx politi, brandvæsen, ambulance mv. 

Vejrudsigt og mere information om naturkatastrofer findes på hjemmesiden for Korean Meteorological Administration.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken, især som fodgænger i de store byer, hvor trafikken er tæt. Du kan ikke forvente, at færdselsreglerne bliver overholdt. Især busser, taxaer og motorcykler kører ofte hasarderet. Der sker mange alvorlige ulykker.

Hvis du kommer ud for et trafikuheld, kan procedurerne i forhold til politi, domstole, biludlejning og forsikring være langtrukne og besværlige, også selv om du er uden skyld i uheldet. Underskriv aldrig dokumenter, du ikke forstår.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Sydkorea, er du underlagt sydkoreansk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.

Hvis du har dansk-sydkoreansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Sydkorea, hvis Sydkorea ikke går med til det.

Hvis du har dansk-sydkoreansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Sydkorea, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de sydkoreanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Luftkvaliteten i sydkoreanske storbyer er generelt meget dårlig, især i foråret. Læs mere om luftkvalitetsmålinger. Læs WHO's anbefalinger ved meget dårlig luftkvalitet.   

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Sydkorea. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Sydkorea er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade i Seoul og til konsulatet i Busan.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Sydkorea under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Sydkoreas Ambassade i Danmark for yderligere information.

Hent de sydkoreanske myndigheders gratis app ”Emergency Ready”. Den indeholder info om, hvad du kan gøre i en nødsituation og kontaktoplysninger til redningstjenester (politi, brandvæsen, ambulance), hospitaler, shelters mv.

Under rejse i Sydkorea kan du få råd og vejledning på engelsk på en turist hotline, tlf.: +82 2 1330. Herfra kan du også blive stillet videre til redningstjenester.

Vejkort og informationer på engelsk kan hentes via app’s som fx "NaverMap eller ”KakaoMap”, der også har GPS.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Sydkorea er senest opdateret den 27. november 2024 med ændringer i afsnittene "Risiko for terror", "Kriminalitet", "Naturkatastrofer", "Andre sikkerhedsrisici" og "Særligt om indrejse og ophold". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.