Global Partnership for Education (GPE)
Det Globale Partnerskab for Uddannelse (GPE) har en politik og kommunikationsprotokol vedrørende misbrug af GPE’s midler, som omhandler roller og ansvar i forbindelse med misbrug af GPE-midler samt kommunikation omkring misbrug, herunder svig, korruption og andre uregelmæssige praksisser.
GPE støtter partnerlandes regeringer i at transformere deres uddannelsessystemer, bl.a. ved at yde finansiering, der støtter op om reformer og understøtter nationale handlinger og engagement. Partnerlande modtager GPE-finansiering gennem den aktør (tilskudsmægler) som er udvalgt til at varetage en tilskudsbevilling, og denne aktør er ansvarlig for brugen af midlerne i hele tilskudsperioden. En tilskudsmægler er en multilateral, bilateral eller international nonprofitorganisation, som har gennemgået en grundig godkendelsesproces og er blevet godkendt af GPE’s Finans- og Risikokomité til at modtage midler direkte fra fondens forvalter, som er Verdensbanken.
Verdensbanken er selv GPE’s største tilskudsmægler, efterfulgt af UNICEF, SIDA, AFD, Red Barnet UK, m.fl. Verdensbanken har som forvalter af og vært for GPE det juridiske ansvar for håndteringen af GPE-midler på centralt niveau, men tilskudsmæglere har det primære ansvar for brugen af GPE-midler på landeniveau. Tilskudsmægleres politikker og procedurer (herunder for finansiel forvaltning, indkøb og revision) gælder under implementeringen af GPE-tilskuddene og det indebærer samarbejde med partnerlandene efter behov.
GPE anser tilskudsagenternes politikker og procedurer for at være tilstrækkeligt robuste til at forvalte GPE-tilskud. Dog laver GPE-sekretariatet særskilt finansielt tilsyn for at sikre, at GPE-midlerne forvaltes effektivt, herunder via gennemgang af financiel risikovurdering og afbødende foranstaltninger forud for godkendelse af tilskud og gennemgang af revisionsrapporter under implementering.
Ved enhver mistanke om misbrug af midler, såsom svig eller korruption, vil GPE straks følge op med den relevante tilskudsmægler i det pågældende land. I overensstemmelse med politikken og kommunikationsprotokollen om misbrug af GPE’s midler rapporteres alle troværdige tilfælde af misbrug til GPE’s bestyrelse og Finans- og Risikokomité, og donorerne er repræsenteret begge steder. GPE-sekretariatet deler erfaringer fra sager om misbrug med bestyrelsen, og den halvårlige rapport fra GPE’s direktør inkluderer en opdatering om misbrug af midler.