Invitation til ansøgning om Børnenes U-landskalenderprojekt i 2025
Hvor skal Børnenes U-landskalender hen i 2025? Har din organisation en god idé til et projekt, som gavner børn i et udviklingsland og kan formidles til danske børn – og har I mod på at være med i midten af en stor og mangesidet oplysningsindsats? Så send os en kort interessetilkendegivelse.
Overskuddet fra salget af U-landskalenderen 2025 vil gå til det udvalgte projekt.
Hvad er Børnenes U-landskalender?
Børnenes
U-landskalender er et
stærkt udviklings-, engagements- og fundraisingsamarbejde mellem DR, Udenrigsministeriet og en udvalgt dansk
civilsamfundsorganisation.
Når danske børn eller deres forældre op til jul køber U-landskalenderen,
går overskuddet fra
salget til et projekt for børn i et udviklingsland. Årets U-landskalenderprojekt
er administreret af en dansk
civilsamfundsorganisation,
der også har en central rolle i at skabe rammer for og bidrage til oplysnings-
og engagementsindsatsen.
DR Ramasjang/Ultra producerer programmer om årets land med
deres kendte værter og formater som omdrejningspunkt. Programmerne er normalt
meget populære blandt DR’s yngre seere (børn fra 4-12 år) og er en unik
mulighed for at nå bredt ud i danske børnefamilier. DR laver også outreach-aktiviteter,
der skal engagere børn og deres familier uden for skærmen.
Udenrigsministeriet udgiver et omfattende undervisningsmateriale
med en skønlitterær børnebog, som tager udgangspunkt i børneliv i årets land,
samt et mange- facetteret online undervisningsunivers. Omkring 150.000
indskolings- og mellemtrinselever arbejder med materialerne hvert år – ofte i
flere uger.
Fortællingen om årets U-landskalenderprojekt og om årets
land er omdrejningspunktet for kommunikationen i DR-programmerne, i undervisningsmaterialet,
i lågekalenderen og i markedsføringen af U-landskalenderen på tværs af kanaler.
Hvem kan søge og
hvordan?
Alle danske civilsamfundsorganisationer med erfaring i at
gennemføre udviklings- og/eller humanitære projekter kan søge om at få U-landskalenderprojektet.
Der lægges også stor vægt på kapacitet til at understøtte planlægning og
gennemførelse af oplysningsindsatserne og organisationens engagement og
villighed til at indgå i aktivt samarbejdet med Udenrigsministeriet og DR om i
fællesskab at skabe det stærkeste projekt.
I første omgang skal organisationen indsende en
interessetilkendegivelse. Interessetilkendegivelsen må max fylde fem
A4-sider og skal indeholde:
- Beskrivelse af projektidéen
og målet for aktiviteterne (forandringsteori), herunder:
-
Kort beskrivelse projektet og den lokale
kontekst
-
Målgruppe for projektaktiviteterne i landet
-
Projektets relevans for opfyldelsen af verdensmålene
-
Målsætninger, aktiviteter og forventede
resultater
-
Samarbejde med lokale og evt. internationale partnere
-
Sikkerhedssituationen (er det muligt for film-
og forfatterhold at rejse i projektområdet og i andre dele af landet?)
- Overordnede idéer til egen
formidlingsindsats samt en beskrivelse af, hvordan organisationen vil
tilrettelægge arbejdet med oplysningsindsatsen, herunder hvordan de vil
bistå med research og planlægning ift. undervisningsholdets og DRs arbejde
og rejser.
- Foreløbigt budget
Projektaktiviteterne i det udvalgte land skal iværksættes fra
begyndelsen af 2026. Varigheden kan variere alt efter projektets art. Normalt
har projekterne en varighed på 3-5 år.
Overskuddet fra salget af U-landskalenderen har i de seneste
år ligget på mellem 2 og 4 mio. kr. Med forbehold for bevilligende myndigheders
godkendelse støtter Udenrigsministeriet med yderligere midler, så den samlede
budgetramme er på 10 mio. kr.
Børnenes U-landskalender fyldte i 2022 60 år. Læs om
U-landskalenderen og se oversigten over tidligere års projekter her: Bag om Børnenes
U-landskalender - Børnenes U-landskalender 2023
Hvad skal der til for
at få U-landskalenderprojektet?
Børnenes U-landskalender er både et udviklingsprojekt og et engagements-
og fundraisingprojekt. Netop fordi det bliver så eksponeret i
kommunikationssammenhæng, er det væsentligt, at projektet kan kommunikeres på
en forståelig og engagerende måde til målgrupper, der ikke har særligt kendskab
til udviklingssamarbejdet; ligesom det er afgørende, at projektet i lokal
sammenhæng er relevant og har udviklingsmæssig tyngde. Dertil kommer, at det
har stor betydning, at effekten af projektet kan dokumenteres, og at projektet
efter gennemførelse har skabt grundlaget for yderligere udvikling og
fremskridt.
Der vil ved udvælgelsen af projektet for 2025 blive lagt
vægt på, at:
·
projektet har en solid og overbevisende
forandringsteori (det er sandsynliggjort, at de forventede resultater kan opnås,
og at de kommer udsatte og eller marginaliserede grupper til gavn i det
udvalgte land)
·
projektet gennemføres i ligeværdigt partnerskab
med lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer
·
resultaterne af indsatsen kan dokumenteres
·
projektet forholder sig aktivt til ét eller
flere af verdensmålene
·
projektets formål, titel og aktiviteter er
umiddelbart forståelige for voksne danskere uden forudgående kendskab til
udviklingssamarbejdet
·
projektet kan kommunikeres, så det er let forståeligt
og engagerende for danske børn og giver dem en vedkommende, interessant og
gerne anderledes fortælling om børns hverdag i et udviklingsland – samtidig med
at de forstår, hvordan de gør en reel forskel for disse børn ved at købe
U-landskalenderen.
I forhold til det foreslåede land vil der blive foretaget en
afvejning på baggrund af følgende kriterier:
·
Der er en rimelig variation over tid i de
udvalgte lande, regioner og tematikker.
o
I 2024 er projektlandet Uganda, og tematisk
fokus er naturbaserede løsninger og børn som forandringsagenter.
o
I 2023 var projektlandet Sierra Leone, og
tematisk fokus er adgang til uddannelse og sportsfælleskaber for piger i
slumområder i de større byer.
o
I 2022 var projektlandet Tunesien og fokus var
på medier og ytringsfrihed.
o
I 2021 var landet Kenya og fokus var tryghed og
skolegang for børn i en region ramt af klimaforandringer.
·
Landet er på OECD/DACs liste over lande, der kan
modtage udviklingsbistand, og har strategisk geografisk eller tematisk relevans
for Danmark. Der henvises til den udviklingspolitiske strategi ”Fælles om Verden”.
·
Danmark har udviklingspolitiske eller humanitære
indsatser i det pågældende land. Det kan være i form af målrettede eller
udvidede partnerskaber – eller humanitær tilstedeværelse.
·
Det er sandsynliggjort, at det er praktisk og
sikkerhedsmæssigt fuldt muligt for film- og forfatterhold at rejse i dele af
landet, der kan illustrere selve projektet, men også i andre interessante dele
af landet. Se
UMs rejsevejledninger.
Yderligere krav til
projektet
Projektet skal have en selvstændig karakter – det vil sige,
at det skal være afgrænset fra allerede eksisterende projekter.
U-landskalenderprojektet kan godt være en forgrening eller en knopskydning på
et eksisterende projekt eller program, eller det kan være et helt nyetableret
projekt. Det afgørende er, at projektet indholdsmæssigt og økonomisk kan
afgrænses som ”U-landskalenderprojektet”.
Da oplysningsindsatsen og indsatsen for at understøtte
undervisnings- og filmholdenes research og rejsepraktik har stor vægt, kan der
anvendes op til max. 10 pct. af projektbudgettet hertil, men det afhænger af
organisationens præferencer og kapacitet.
Formidling om
projektet og årets land
Både i markedsføringen, på låge-julekalenderen og i Udenrigsministeriets/Danidas
undervisningsmateriale indgår information om projektet, hvad overskuddet fra
kalender-salget går til, og om forholdene generelt i det land, hvor projektet
finder sted. Den primære målgruppe for oplysningsarbejdet er danske børn i
alderen 5-12 år; den sekundære er lærere, forældre og bedsteforældre.
Oplysningsindsatsen omkring Børnenes U-landskalender er
omfattende, mangesidet og justeres løbende, så den både indholds- og
formmæssigt når målgrupperne bedst muligt. Ud over at fortælle om årets organisation
og om årets projekt, skal de forskellige materialer også tegne et bredere
billede af landet, f.eks. dagligliv og levevilkår, typiske forhold og pligter
for børn samt vigtige kulturelle og naturmæssige forhold.
Derfor tilstræbes det, at den konkrete idé-udvikling til organisationens
egne dele af kommunikationsindsatsen sker i et samarbejde mellem parterne, når
projektet er udvalgt – og at de prioriteres ud fra, hvad der netop dette år er
mest behov for i helheden. Organisationen skal derfor i
interessetilkendegivelsen blot skitsere overordnede formidlingsidéer, og
hvordan disse flugter med og understøtter de typiske øvrige
kommunikationsaktiviteter omkring U-landskalenderen. Dem kan man danne sig et
indtryk af på hjemmesiden u-landskalender.dk.
Forventningerne til organisationen i forbindelse med formidlings-
og engagementsindsatsen:
·
Organisationen skal være indstillet på at
samarbejde og koordinere tæt med DR og Udenrigsministeriet i forberedelsen af
undervisningsmaterialer, tv-programmer og al anden kommunikation.
·
Organisationen tilrettelægger sin egen
formidlingsindsats, så den bedst muligt supplerer de aktiviteter,
Udenrigsministeriet og DR gennemfører.
·
Årets organisation forventes at stille de
relevante ressourcer til rådighed i både researchfasen og i forberedelse og
gennemførelse af produktionsrejser for holdet bag undervisningsmaterialerne
(”bogholdet”) og DR’s 1-3 research- og filmhold. Der er erfaringsmæssigt brug
for at afsætte én primær projektleder, der bruger det meste af sin tid på
projektet fra efterår 2024 til efterår 2025.
·
Researchfasen fra sensommer 2024 til forår 2025:
Forfatteren til årets elevbog, redaktørerne af undervisningsmaterialet og DR’s
redaktioner skal klædes på med viden om årets projekt, om hverdagslivet i
projektområdet og om livet, naturforhold og kultur i årets land mere generelt. Organisationen må derfor give adgang til
personer med indgående kendskab til landet.
·
Planlægning og gennemførelse af rejserne:
Organisationen forventes at bistå med både planlægning og gennemførelse af
rejserne, så DR’s og Udenrigsministeriets hold får så gode vilkår som muligt for
at formidle fra landet. I planlægningsfasen gælder dette at bistå med at lægge
en rejserute og -indhold, hvor der på forhånd er truffet de nødvendige, lokale
aftaler, skaffet nødvendige tilladelser, booket ophold m.v. Under bogholdets rejse
skal organisationen stå for at arrangere lokal transport samt at der er en tolk
og lokal rådgiver/fixer til rådighed for holdet. Alle udgifter til bogholdets rejse,
herunder til visum/tilladelser, overnatninger, forplejning, særlige entréer el.
lign. samt til lokal transport, dækkes af Udenrigsministeriet. Eventuelle
lønudgifter til lokal rådgiver/fixer skal dog indgå i organisationens budget.
DR afholder egne rejseudgifter. Der er tale om én rejse for bogholdet i første kvartal
af 2025 og 1-3 separate rejser for DR i første halvår af 2025. Alle af 2-3
ugers varighed.
·
Organisationen skal bidrage med et par artikler,
en række korte tekster og indholdselementer til bl.a. lågekalenderens bagside,
til markedsføringen og til U-landskalenderens hjemmeside. Disse tekster skal
informere om organisationen, årets projekt og organisationens egne
kommunikations- og engagementsaktiviteter. Alt materiale færdigredigeres af
Udenrigsministeriet.
·
Organisationen bidrager til undervisningsmaterialet
- herunder skal organisationen levere indhold til det meget populære område på
U-landskalenderens website, der rummer portrætter af børn fra årets land (se
tilsvarende her fra 2022
og fra 2023
). Børneportrætterne bruges af mange lærere i undervisningen og er også en
del af det åbne univers, som alle børn og familier kan gå på opdagelse i.
Herudover kan organisationen spille ind med andre aktiviteter til
undervisningsmaterialet – fx kreative aktiviteter og lege/bevægelse med
udgangspunkt i årets land. Organisationen kan også supplere med indhold til en
børnerettet side om årets projekt (se her tilsvarende fra 2022 og fra 2023) og gerne besøg
på et antal skoler (i så fald gerne over 30, da der typisk er 900-1000 skoler,
der bruger materialet).
·
Organisationen bidrager med kommunikations- og
engagementsaktiviteter om U-landskalenderen, som kan skabe folkeligt engagement
og forståelse for projektet hos den danske målgruppe. Vægten bør lægges i
forbindelse med lanceringen og udrulningen i efteråret 2025, hvor organisationen
skal være med til at sikre presse-, kommunikations- og engagementsaktiviteter,
der bredt profilerer årets projekt og U-landskalenderen over for danskerne.
Tidsplan
Interessetilkendegivelsen
skal indsendes elektronisk til Udenrigsministeriet ([email protected])
med kopi til Kontoret for Humanitære indsatser, Civilsamfund og Engagement ([email protected])
og være ministeriet i hænde fredag d. 16. februar 2024.
Kontoret for Humanitære indsatser, Civilsamfund og
Engagement (HCE) vil udvælge et eller flere af forslagene med henblik på, at
organisationen/organisationerne udarbejder en egentlig projektansøgning. Denne
ansøgning skal følge retningslinjerne for støtte til enkeltprojekter (Enkeltprojekter
(um.dk)). Den egentlige projektansøgning
skal være Udenrigsministeriet i hænde fredag d. 3. maj 2024.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Kontoret for Humanitære Indsatser, Civilsamfund og
Engagement (HCE), Anne Sofie Skov Faber, [email protected],
33 92 11 08 (Projektansøgning) og Ditte Vagn Madsen, [email protected], tlf. 33 92 00 55 (Engagementsindsats)