Tale til lancering af Afrika-strategien 26. august 2024

Kære alle sammen

Velkommen til Brøndby.

Velkommen til Bentax’ hovedkontor.

Måske er I flere, der tænker: Hvad laver vi her?

Sagen er den, at Bentax importerer kaffe fra African Coffee Roasters.

African Coffee Roasters rister og pakker sin kaffe ved Athi River i den sydlige del af Nairobi i Kenya.

Virksomheden skaber lokale jobs i stedet for at trække produktion ud af Afrika.

Hverken Udenrigsministeriet eller jeg har fået penge – eller kaffe – for at sige det…

Men det er sådan nogle som African Coffee Roasters, vi skal have flere af. Det er også derfor, at African Coffee Roasters blev etableret som et joint venture mellem Coop og Investeringsfonden for Udviklingslande.

Da vi i marts annoncerede, at vi arbejdede på en Afrika-strategi, sagde jeg, at vi ville bruge de kommende seks måneder på at blive klogere: Klogere på en ny strategisk tilgang til Danmarks engagement i Afrika.

Investeringer, der skaber lokal værdi – og samtidig kommer danske virksomheder til gode – er ét eksempel på, hvordan vi kan gøre det.

Og vi har flere helt konkrete tiltag til at understøtte den nye retning, som strategien sætter.

En ny strategi skal passe til en ny tid, hvor gamle magtbalancer forrykkes af krige og konflikter. Hvor der er grund til bekymring. Men hvor der også er grobund for nye muligheder.

Hvis vi forstår at forny os selv. 

Det seneste år har vi i regeringen fået inspiration fra vores europæiske og afrikanske partnere. Vi har lyttet. Og vi har rejst. 

Jeg er lige kommet hjem fra min fjerde rejse til det afrikanske kontinent som udenrigsminister. 

Tilsammen har Dan og jeg besøgt 13 forskellige afrikanske lande det seneste år. Jeg har ikke finkæmmet tidligere ministres kalendere, men jeg vil påstå, at det er i den høje ende.

Og dét siger jeg ikke for at rose mig selv. Men for at vise, at Afrika er blevet vigtigere. 

For en generation siden udgjorde Europas økonomi knap 30 procent af verdens BNP. I dag er vores andel af verdensøkonomien 16 procent. 

Når Danmark og Europa skal gøre sig gældende i en ny virkelighed, er vi nødt til at engagere os i de dele af verden, som bevæger sig fremad. 

Eller som en ung mand fra Sydafrika – Philani hedder han – sagde til mig i foråret: Når vi taler med Vesten, får vi retorisk støtte. Når vi taler med andre, kommer der konkret støtte. 

Philanis ord er sigende for mange afrikaneres holdning: De er trætte af, at Vesten skal fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert. De vil have konkrete resultater.

Desværre er hans ord også sigende for den konkrete virkelighed.

På hver sin måde investerer Kina og Rusland stort i Afrika.

Kina med massive lån og investeringer i infrastruktur.
Rusland med militær tilstedeværelse i for eksempel Sahel.

Og de er ikke de eneste: Også golfstaterne engagerer sig mere i det afrikanske kontinent. De investerer i energi og infrastruktur. I 2023 havde golfstaterne investeret for fire gange så meget på det afrikanske kontinent som USA.

Øget dansk engagement betyder øget europæisk engagement.

EU skal være afrikanske landes foretrukne partner. Og det er ikke en opgave, Danmark kan løfte alene.

Vi skal bidrage til EU’s indsatser i afrikanske lande, hvor Danmark er til stede. Team Europe-tilgangen og Global Gateway – hvor EU’s medlemslande går sammen – har potentiale til mere.

Når Danmark overtager EU-formandskabet næste år vil europæisk engagement i Afrika være en prioritet.

Konkret vil vi i regeringen give endnu mere støtte til EU’s indsatser i Afrika i 2025 med fokus på regional frihandel, grøn infrastruktur, digitalisering og migration.

Mange lande bejler til Afrika: Det skal vi også i Danmark og i EU. Det er en bunden opgave, at EU bliver bedre til at bygge ligeværdige partnerskaber med landene i Afrika.

Heldigvis er vores udgangspunkt ikke kun ringe.

På mine rejser har jeg mødt selvsikre regeringsledere, som ønsker en ligeværdig dialog med os.

Jeg har mødt unge mennesker fulde af gåpåmod og energi.

Jeg har mødt et kontinent med enormt potentiale. 

I 2050 vil hvert fjerde menneske i verden være afrikaner – og hvert tredje ung.

11 ud af de 20 hurtigst voksende økonomier i verden ligger på det afrikanske kontinent.

Men der er også store udfordringer: 5 ud af 10 af verdens lande, som er hårdest ramt af terrorisme, ligger i Afrika. 

9 ud af 10 kup registreret siden 2020 har fundet sted i Afrika. Og trods fremgang i god regeringsførelse flere steder, er der også afrikanske lande, hvor udviklingen går i en bekymrende autokratisk retning.

Den nye Afrika-strategi er ikke blind for det. Tværtimod er det et forsøg på at nuancere og på at anerkende diversiteten. 

Strategien er ikke kun regeringens. Det er en strategi for hele Danmark. Og hvis vi skal lykkes, skal Afrika tænkes ind på flere niveauer:

Fra stat til stat.
Fra business til business.
Fra menneske til menneske.

Lad os begynde med stat til stat:

Danmarks udenrigspolitik bygger på grundlæggende værdier som frihed, demokrati og lige rettigheder. Men vi skal også fastholde dialog med magthavere i lande, hvor vi ikke er enige om alt.

Vi vil styrke den danske tilstedeværelse på det afrikanske kontinent. Det handler ikke kun om at plante flag en masse nye steder. Det handler også om, hvor og hvad det indebærer.

Placeringerne først:

Vi vil være til stede der, hvor det giver mening.

Hvor vi ser potentiale.

Og hvor vi har klare danske interesser.

Derfor åbner vi i løbet af 2025 tre nye ambassader i Senegal, Tunesien og Rwanda. 

Men vi skal også turde erkende åbent, når handlerummet for dialog bliver for snævert. Når resultaterne ikke længere står mål med indsatserne. 

Derfor har vi, ligesom en række af vores ligesindede lande, besluttet at lukke vores ambassader i Mali og Burkina Faso.

Det betyder ikke, at vi opgiver vores støtte til de hårdt prøvede befolkninger i Sahel-regionen, eller at vi helt opgiver at tale med regimerne. 

Nu gør vi det bare fra andre steder og på en anden måde. 

Jeg er selv lige kommet hjem fra Ghana, hvor jeg besøgte et dansk-finansieret træningsanlæg, som hjælper med at træne myndigheder fra Ghana og andre lande i Guineabugten med at bekæmpe pirateri.

I snit er der på ethvert givet tidspunkt 30 danske skibe på vej gennem Guineabugten.

Træningsanlægget er et eksempel på, at vi bidrager til sikkerheden i et afrikansk land og samtidig øger sikkerheden for os selv.

Og vi vil gøre endnu mere for at styrke sikkerhedsindsatserne i Afrika:

Regeringen planlægger  at sende to nye stabsofficerer til EU’s militære træningsmission i Somalia. Det vil være det første danske bidrag til en militær EU-træningsmission. Og vi lægger vi op til at afsætte 25 millioner til at bekæmpe blandt andet russisk desinformation i Afrika.

Det er ikke kun regeringens strategi. Der er også behov for en business til business-tilgang.

Afrika rummer mange af de muligheder, vi forbandt med Sydøstasien for 20 år siden: Vækst. Produktion. Handel. 

Fra 2021 til 2023 gik kun 1,5 procent af dansk eksport af varer til Afrika – kun 1,5 procent.

Vi har et lavt udgangspunkt, som man siger. Men nu er jeg jo politiker, så lad mig også vende den om og sige: Vi har et enormt potentiale.

Men potentialer bliver sjældent forløst med et fingerknips.

Det afrikanske marked kan være svært at komme ind på og ikke uden risiko. Særligt for små- og mellemstore virksomheder.

Derfor gør regeringen tre ting:

For det første indfører vi en differentieret timepris for Udenrigsministeriets virksomhedsrådgivning: Timeprisen for rådgivning på de afrikanske markeder bliver omtrent 40 procent billigere end i dag.

Med andre ord – vi giver rabat. Et godt tilbud til dansk erhvervsliv.

For det andet afsætter vi 150 millioner kroner på finansloven til EIFO, der målrettet går til eksport-kredit-finansiering i højrisikolande i Afrika. 

Det er samme logik som den ordning, vi har etableret for Ukraine: Vi tager toppen af risikoen for danske virksomheder, der ønsker at investere. 

For det tredje opretter vi en Afrika-facilitet i Investeringsfonden for Udviklingslande – det vil Dan komme nærmere ind på om lidt.

Jeg har nævnt stat til stat. Virksomhed til virksomhed. Og nu til det sidste niveau: Menneske til menneske.

Udveksling af kulturer og værdier.

Det afrikanske kontinent rummer kunst og kultur, musik og mad, som vi alt for sjældent eksponeres for. Dog har en del af det frivillige Danmark – ikke overraskende – vist sig at være hurtigere på bolden end os politikere.

Til årets Roskilde Festival var knap hvert tiende musiknavn fra det afrikanske kontinent. Flere end nogensinde før på festivalen. 

Og det er ikke kun os, der skal eksponeres for mere afrikansk kultur. Det handler også om, at vi skal åbne døren, så afrikanske unge kan få indblik i dansk kultur.

Derfor er det også et klart mål i strategien at give udveksling en større vægt. Flere afrikanske studerende skal på studieophold i Danmark. I kortere eller længere tid.

På mine besøg i afrikanske lande har jeg mødt mange energiske unge – fulde af gåpåmod – som ville opleve verden, præcis lige som mange danske unge vil det.

Vi mennesker er ikke så forskellige.

I første omgang afsætter vi 20 millioner til at videreføre et program opstartet sidste år, som giver afrikanske studerende mulighed for at tage en kandidatuddannelse i Danmark. 

Allerede til september – i næste måned – byder vi velkommen til de første på pilotprogrammet. Resten følger til februar.

Derudover har vi afsat 30 millioner til et nyt program for viden og innovation, som vi regner med skal arbejde med kortere og længere uddannelsesophold for afrikanske studerende. For eksempel gennem partnerskaber mellem danske og afrikanske universiteter.

Og så vil vi i den kommende tid se på, hvad der ellers kan gøres – nationalt og gennem EU – for at give afrikanske studerende flere muligheder.

Uanset, hvordan man vender og drejer det, bliver der flere mennesker på det afrikanske kontinent.

Det er ikke et spørgsmål, om vi skal forholde os til den kendsgerning, men hvordan.

Derfor skal vi engagere os aktivt. Bygge stærke og vedholdende relationer til gavn for Afrika og for Danmark.

Jeg mener, at udveksling er vigtigt, hvis vi skal lykkes med vores ligeværdige partnerskaber.

Man husker et ophold i udlandet. Det sætter sig i kroppen. Lydene, lugtene. Den nye kultur, der åbenbarer sig for én. 

Alt det tager man med sig.

For nylig sad jeg i Accra, Ghanas hovedstad, og hørte opløftende historier fra fire ghanesiske akademikere, som havde studeret på danske universiteter og taget deres viden med tilbage.

Det er netop dét, der er hensigten.

Og så øger det sandsynligheden for, at den, der i fremtiden skal underskrive en handelsaftale på vegne af et afrikansk land, har en god gammel ven i Aarhus eller Odense…

Der er grænser for et lille lands indflydelse i en stor verden. Det siger sig selv. Men verden bevæger sig. Og hvis den skal bevæge sig i vores retning, kræver det handling. Og det kræver et åbent sind.

Man bliver ikke klogere af kun at lytte til sig selv.

Man får ikke indflydelse ved kun at tale med dem, man er enig med.

Man kommer ikke videre ved at blive stående på samme sted, med et gammelt verdenssyn i en verden, der har flyttet sig.

Som jeg indledte med at sige, var det vores ambition at blive klogere. Og selvom det er farligt at konstatere selv, vil jeg mene, at vi er blevet klogere.

Men nu er det jo ikke sådan, at vi så siger ”det var det”. 

Vi vil blive ved med at lytte. Blive ved at blive klogere. Blive ved med at afsøge nye muligheder for at føre vores Afrika-strategi ud i verden.

Vi vil bygge videre på alt det som en del af vores EU-formandskab.

EU skal kunne levere, hvor der er brug for det.

Ikke mindst i Afrika.

Og med det vil jeg give ordet videre til udviklingsministeren.