Forenede Arabiske Emirater
Rejsevejledning opdateret: 20.11.2025 Kl. 14:55
Gyldig: 05.12.2025
Vær ekstra forsigtig:
Hele landet.
Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.
Generel anbefaling
Når du rejser til De Forenede Arabiske Emirater (FAE), bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed pga. risikoen for udefrakommende angreb og terror. De fleste danskere har dog ingen problemer under besøg i landet.
Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.
I FAE bruges varslingssystemet The National Early Warning System (EWS). I tilfælde af advarsel om offentlig sikkerhed ved fx en naturkatastrofe, større trafikulykker eller et terrorangreb i det område, hvor du opholder dig, vil du automatisk modtage en varsling (arabisk/engelsk) på din mobiltelefon. Du skal ikke tilmelde dig eller downloade app. Læs mere om The National Early Warning System (EWS).
Risiko for terror
Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndighedernes bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter og caféer. Vær opmærksom på dine omgivelser.
Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.
Kriminalitet
Den generelle risiko for kriminalitet i FAE er forholdsvis lav.
Seksuelle overgreb er sjældne, men kan ske. Kvinder bør være forsigtige og ikke færdes alene på øde steder, når det er mørkt.
I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i nattelivet.
Pirateri er en risiko for sejlere i området. For mere info, se Søfartsstyrelsens hjemmeside.
Der er risiko for svindel, hvis du fx lejer bil eller bolig, søger advokatbistand eller handler online. Vær opmærksom på falske websites, og tjek grundigt før du betaler, om der er tale om et seriøst firma.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking.
Andre sikkerhedsrisici
Du bør altid holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. Demonstrationer, der ikke på forhånd er godkendt af myndighederne, er ulovlige, og deltagelse kan blive straffet hårdt. Vær opmærksom på, at begivenheder andre steder i verden kan påvirke stemningen.
FAE har i 2021-22 oplevet angreb med missiler og droner fra Houti-bevægelsen i Yemen. Hidtil er det lykkedes FAE og dets allierede at nedskyde missilerne, inden de nåede mål i landet, men i januar 2022 ramte et droneangreb Abu Dhabi. Missil- og droneangreb har indtil videre især været rettet mod emiratiske sikkerhedsinstitutioner og kritisk infrastruktur.
Hold dig på afstand af militære anlæg og anlæg med olierelaterede aktiviteter.
I Golfen er der grænsestridigheder med nabolande om bl.a. øerne Abu Musa, Greater Tunb og Lesser Tunb. Vesterlændinge, som sejler i dette område, kan risikere fængselsstraf.
Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.
Naturkatastrofer
Risikoen for naturkatastrofer i FAE er forholdsvis lav.
Der er risiko for stormflod i perioden december - maj.
Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt.
Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.
Hvis du opholder dig i et område, der bliver ramt af en naturkatastrofe. modtager du automatisk en varsling (arabisk/engelsk) på din mobiltelefon fra de emiratiske myndigheder. Du skal ikke tilmelde dig eller downloade en app. Læs mere om varslingssystemet The National Early Warning System EWS.
Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.
Se vejrudsigt.
Transport
Du bør være meget forsigtig i trafikken, især i de store byer, hvor trafikken er meget tæt. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker.
Vær forsigtig med at hidse dig op i trafikken, da uenigheder med andre bilister kan føre til politianmeldelse og evt. udrejseforbud.
Ved længere bilture i ørkenen bør du kun køre på de større veje.
Du bør undgå kørsel uden for hovedvejene, når det er mørkt.
Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.
Lokale regler og skikke
FAE er et konservativt muslimsk land, hvor islamiske regler følges strengt.
Når du rejser i FAE, er du underlagt landets lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være meget højere. Du kan risikere høje bøder og fængsel for en række forhold, der ikke er strafbare i Danmark. Der er dødsstraf i FAE.
Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Der er høj risiko for, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.
Vær opmærksom på, at lokale advokatbistand kan være af svingende kvalitet, og du kan risikere svindel. Kontakt Det Danske Generalkonsulat, hvis du får behov for en lokal advokat.
Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.
Besiddelse af alle former for narkotika (også hash), selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt. Det samme gælder, hvis du tester positiv for brug af narkotika forud for din indrejse.
Vær opmærksom på, at visse former for medicin og visse almindelige fødevareingredienser ikke må indføres i FAE. Det er vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i de lokale regler, se fx FAE's sundhedsministerium eller toldmyndigheder.
Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder bortset fra på hoteller, restauranter og barer med alkoholbevilling. I Emiratet Sharjah er det strengt forbud at drikke alkohol alle steder, også i private hjem. Vær opmærksom på, at alle former for beruset adfærd er strafbart. Der er absolut nultolerance for alkohol i trafikken. Det er forbudt at købe og drikke alkohol, hvis du er under 21 år.
Det er ulovligt at ryge i offentlige bygninger.
LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive anholdt og straffet og/eller at blive udsat for chikane og overfald. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.
Det er forbudt at kysse og kramme på offentlige steder. Det gælder både for gifte og ugifte par. Gifte par må gerne holde i hånd. Utroskab er forbudt og kan straffes, hvis det bliver meldt til politiet.
Sexchikane og forsøg på henvendelser til kvinder kan være strafbart.
Hvis du bliver udsat for et seksuelt overgreb og har anmeldt eller vil anmelde overgrebet til politiet i FAE, kan du risikere at skulle løfte en høj bevisbyrde for, at du ikke har givet samtykke til det seksuelle forhold. Kontakt derfor altid Generalkonsulatet i Dubai eller Udenrigsministeriets Borgerservice, hvis du bliver udsat for et overgreb og har anmeldt eller vil anmelde det.
Samvær med prostituerede er forbudt og straffes med bødestraf og eventuelt fængselsstraf.
Det er forbudt at være i besiddelse af blade, litteratur, dvd’er og andet materiale af ”anstødelig karakter”, fx pornografi.
Vær opmærksom på din påklædning på alle offentlige steder, fx restauranter, indkøbscentre og offentlige bygninger. Ved religiøse helligdomme bør du være ekstra opmærksom på at vise respekt for den lokale kultur.
Som kvinde bør du være tildækket fra skuldre til knæ, når du opholder dig på et offentligt sted uden for turistområderne.
Mundtlige og skriftlige fornærmelser kan føre til søgsmål og længere tids udrejseforbud.
Det er ulovligt at fotografere eller filme paladser, regeringsbygninger og militære anlæg. Fotografering og videooptagelse af fremmede uden deres tilladelse er forbudt. Flyvning med droner er forbudt i hele landet uden forudgående registrering og særlig tilladelse. Du risikerer anholdelse, bøde og/eller fængselsstraf.
Vær opmærksom på, at myndighederne har kontrol over adgangen til internettet og kan overvåge aktivitet på sociale medier. Der gælder strenge regler for, hvad man må skrive og vise billeder af på sociale medier. Visse hjemmesider er censurerede.
Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på Nationalbanken.
Indrejse og ophold
Læs om FAE's pas- og visumregler.
Det er de emiratiske myndigheder, der fastlægger ind- og udrejseregler for FAE og afgør, om du overholder dem. Hvis du er i tvivl om reglerne og hvilke betingelser, du skal opfylde, så kontakt FAE's nærmeste ambassade, konsulat eller immigrationsmyndigheder i god tid inden rejsen.
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.
Hvis du har dansk-emiratisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for FAE, hvis FAE ikke går med til det.
Vær opmærksom på, at du som dansk-emiratisk statsborger i FAE vil blive betragtet som emiratisk statsborger, da FAE ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Det danske generalkonsulat i Dubai, som varetager alle sager om konsulær bistand i FAE, har derfor meget begrænset mulighed for at hjælpe dig i FAE. Det gælder især, hvis du er indrejst i FAE på et andet nationalitetspas end dansk.
Hvis du har dansk-emiratisk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til FAE, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de emiratiske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent eller stempler i pas.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om, at Generalkonsulatet i Dubai bliver informeret straks.
Vær opmærksom på, at du kan risikere længerevarende udrejseforbud, hvis du har gæld eller verserende tvister om fx investeringer i FAE.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og opbevare dit pas et sikkert sted.
Sundhed
Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.
Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen. Vær opmærksom på, at der er strenge regler i FAE for indrejse med medicin. Visse former for medicin kan anses som narkotika og være ulovlig. Du risikerer at blive nægtet indrejse, hvis du ikke følger reglerne. Du kan få flere informationer hos FAE's sundhedsministerium.
Akut læge- og ambulanceassistance kan være begrænset i visse områder uden for de større byer.
Rejseforsikring
Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til FAE. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer.
Læs mere om rejseforsikringer.
Danskere i FAE er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.
Kontakt
Al konsulær bistand til danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmark ydes af det danske generalkonsulat i Dubai. Du kan finde kontaktoplysninger til generalkonsulatet her og i Udenrigsministeriets Rejseklar app.
Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.
Mere information
Før du rejser, kan du evt. kontakte De Forenede Arabiske Emiraters Ambassade i Danmark for yderligere information.
Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.
Dato for seneste opdatering
Rejsevejledningen for FAE er senest opdateret den 20. november 2025 med ændringer i alle afsnit bortset fra afsnittene "Risiko for terror" og "Mere information". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.