Du kan Læs om pas- og visumregler for Palæstina.
Pga. den politiske situation kontrolleres ind- og udrejse af Palæstina langt de fleste steder af Israel. Det er de israelske myndigheder, der fastlægger ind- og udrejsereglerne og afgør, om du overholder dem. Hvis du er i tvivl om reglerne, så kontakt Israels nærmeste ambassade eller konsulat.
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.
Hvis du har dansk-palæstinensisk eller dansk-israelsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for henholdsvis Palæstina og Israel, hvis Palæstina og Israel ikke går med til det.
Hvis du gerne vil rejse til Palæstina, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de palæstinensiske eller israelske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan være, at du har eller har haft kontakt til eller på anden måde kan sættes i forbindelse med personer eller grupper, som de israelske myndigheder anser for at være kriminelle. I den forbindelse kan fx kommentarer, likes m.m. på sociale medier være tilstrækkeligt. Hvis du er dansk-palæstinensisk eller dansk-israelsk dobbelt statsborger, kan det også være ikke-afsonede straffedomme eller værnepligt, der ikke er aftjent.
Hvis du har dansk-palæstinensisk eller dansk-israelsk dobbelt statsborgerskab, vil du blive betragtet som israelsk eller palæstinensisk dobbelt statsborger af de israelske myndigheder. Det betyder, at du skal kunne fremvise et gyldigt israelsk eller palæstinensisk pas eller andet rejsedokument, når du rejser ind og ud af Israel eller Palæstina.
Det sker generelt, at rejsende bliver nægtet indrejse.
Hvis du i dit pas har stempler fra lande, som ikke har diplomatiske forbindelser med Israel, kan det være vanskeligt at indrejse.
Du kan også blive nægtet indrejse, hvis du fx støtter eller tidligere har støttet en boykot af Israel offentligt, eller hvis du støtter organisationer, der ønsker en boykot.
Danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmark af palæstinensisk oprindelse, som er registreret hos de palæstinensiske myndigheder og har et palæstinensisk rejsedokument eller et palæstinensisk ID-nummer, får normalt ikke lov til at rejse ind og ud via Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv. Det gælder også, hvis du forsøger at rejse ind i Israel på et dansk pas eller rejsedokument. Du vil i stedet skulle rejse via Allenby/King Hussein Bridge-overgangen fra Jordan. Det samme gælder generelt for alle rejsende, hvis rejsens hovedformål er at besøge Vestbredden.
Ved indrejse til Israel eller Palæstina får du et indrejsekort, som skal vises ved udrejse fra Israel. Det skal også vises sammen med dit pas ved kontrolposter. Du bør altid følge myndighedernes anvisninger, også når du passerer israelske kontrolposter.
Vær opmærksom på, at kontrolposter kan blive lukket og nye kontrolposter åbnet med meget kort varsel.
Personer, der har en særlig tilladelse, kan i meget begrænset omfang passere overgangene mellem Gazastriben og Israel/Egypten.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om, at Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah, Den Danske Ambassade i Tel Aviv eller det nærmeste danske konsulat (ved anholdelse af israelske myndigheder) bliver informeret straks.
Du bør altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.