Den generelle risiko for kriminalitet er forholdsvis lav.
Lomme- og tasketyverier sker dog i storbyer som fx Budapest. Du bør især være opmærksom, når du benytter offentlig transport eller færdes på togstationer, markeder og ved turistattraktioner.
Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som fx pas og flybilletter eller værdigenstande i bilen.
Seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister.
I nattelivet bør du altid selv købe dine drikkevarer og holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb. Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i nattelivet.
Svindel med betalingskort og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.
Find mere information på hjemmesiden for ungarsk politi.