Gå til indhold

Serbien

Rejsevejledning opdateret: 12.11.2024 Kl. 10:40

Gyldig: 22.12.2024

Vær opmærksom:
Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Serbien.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet. 

Risiko for terror

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Vær opmærksom på dine omgivelser. 

I maj 2023 blev 8 dræbt og 13 såret ved et skyderi nær byen Mladenovac. 

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet er forholdsvis lav.

Lomme- og tasketyverier og røverier sker især i større byer, som fx Beograd.

Vær især opmærksom, hvis du kører med offentlig transport.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer, og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking.  

For mere information, se hjemmesiden for serbisk politi.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Der er risiko for ueksploderede landminer og bomber i områder, hvor der tidligere har været krig. Det gælder især i bjergene nord og øst for Kosovo. Der er ikke altid opsat advarselsskilte, men hvor der er, bør du tage dem meget alvorligt. Du bør være forsigtig og undgå at færdes uden for etablerede veje.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv i Serbien.

Der er risiko for naturbrande om sommeren.

Der er risiko for oversvømmelser efter voldsom regn i dele af landet.

Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt.

Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger. 

Myndighedernes kapacitet til at håndtere en større katastrofe er begrænset.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe

Find varslinger om oversvømmelser på hjemmesiden for Serbiens Hydrometeorologiske Service.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark.

Vær forsigtig med at hidse dig op i trafikken. Uenigheder med andre bilister kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner          

Når du rejser i Serbien, er du underlagt serbisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika er strengt forbudt og straffes hårdt.

LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive udsat for chikane. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.

Du bør ikke fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder og militære anlæg. Hvis du gør det, risikerer du at blive anholdt.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med bopæl i Danmark.

Hvis du har dobbelt dansk-serbisk statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Serbien, hvis Serbien ikke går med til det.

Hvis du har dobbelt dansk-serbisk statsborgerskab og gerne vil rejse til Serbien, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de serbiske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme eller ikke-aftjent værnepligt.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Kørekort eller en fotokopi af dit pas er som regel nok. Politiet kan dog kræve at se selve passet.

Bor du privat, skal du – sammen med din vært - registrere dig på den lokale politistation straks efter ankomst. Bor du på hotel, sker registreringen automatisk. Hvis du ikke registrerer dig, kan det give problemer ved udrejse.

Hvis du ønsker at rejse ind i Serbien fra Kosovo og er rejst ind i Kosovo fra et tredjeland, kan du risikere at blive nægtet indrejse i Serbien. Serbien anerkender ikke Kosovo som et selvstændigt land og accepterer derfor ikke ”Republic of Kosovo” indrejsestempler i pas.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Serbien kan være af svingende standard, især uden for de store byer. Der findes gode privathospitaler i større byer.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Serbien. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Serbien er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade i Serbien.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Serbien under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Serbiens ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Serbien er senest opdateret den 12. november 2024 med ændringer i afsnittene "Risiko for terror", "Kriminalitet", "Naturkatastrofer" og "Særligt om indrejse og ophold". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.