Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens tale til flagdag d. 5. september 2026

Det talte ord gælder.

Deres Majestæter. 

Pårørende. Soldater. Udsendte. Veteraner.

Kære alle sammen.

I 18 år har vi mødtes på flagdagen.

Stået sammen i savnet og sorgen. Æret og hædret Danmarks udsendte.

Det skal vi blive ved med. For det er vigtigt, at vi samles om de faldne, de hjemvendte og står sammen med jer – de pårørende.

At ære dem, der har ofret alt, selve livet. Så vi andre kan leve frit.

Det kan – og må – vi aldrig tage for givet.

Aldrig.

De, der blev født det år, vi markerede flagdagen første gang, fylder snart 18 år. I deres fødeår – i 2009 – var værnepligten fire måneder. I dag er den 11 måneder. Mere end fordoblet.

Det er ikke uden grund. Kampen for frihed er vigtig – nu som før.

Krigen rykker tættere på os.

Usikkerheden breder sig.

Hybride angreb truer vores demokrati.

Ukrainerne kæmper fortsat for deres frihed.

For vores frihed.

I dag har koret sunget Det var en sommermorgen. Dengang i 1850, da Grundtvig skrev sangen, havde Danmark netop fået sin første grundlov.

Over hele Europa voksede kravet om demokrati og frihed. 

For Grundtvig var frihed og forpligtelse hinandens betingelse.

Frihed til fælles bedste.

Det gjaldt også, når han skrev om krig. Om dem, der gik i krig for Danmark – og om den pris, de betalte.

Som det lyder i sangen:

”Dér faldt i ungdoms blomster
 så mangen modig svend”

*

I dag ærer vi de faldne.

Desværre er vi også nødt til at forsvare deres ære.

Tidligere i år måtte vi sige klart fra, da det blev påstået, at soldater fra allierede lande – heriblandt de danske – ikke var med ved frontlinjen i Afghanistan.

Det er usandt.
Vi ved, det er usandt.
I, der er her i dag, ved om nogen, at det er usandt.

I ved, at danske soldater har kæmpet side om side med vores allierede – i det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen.

Jeg har selv været i Afghanistan flere gange som statsminister.

Under et besøg ankom jeg samme dag, som kisten med en falden dansk soldat blev fløjet til Danmark.

Jeg mødte soldater, som hver dag skulle forholde sig til spørgsmål, der ligger langt fra en dansk hverdag. 

Det til trods var de udsendte fast besluttet på at fuldføre deres mission. Jeg var dengang – og er stadig i dag – dybt imponeret over vores udsendte.

Og danskere – uanset holdning til krigsførelse – bakker op om de udsendtes indsats.

Jeg ved fra soldaterne selv, at den støtte og respekt er uvurderlig.

Så lad mig sige det klart og tydeligt i dag: Forsvar af vores frihed og sikkerhed er aldrig forgæves.

Aldrig.

Og begrundelsen for at sende danskere i krig skal – naturligvis – være tilgængelig for offentligheden.

Derfor bakker regeringen op om udredningsarbejdet af krigsindsatsen i Afghanistan. Og alle os, der er citeret, har sagt ja til, at vores citater kan bringes med navn.

Hvis Folketingets partier er enige, vil vi gøre det til fast praksis fremover.

Åbenhed skal være reglen – ikke undtagelsen.   

*

Friheden er besværlig. Den vil opleve tilbageslag. Det så vi i Afghanistan. Det ser vi i Europa.

Derfor skal vi blive ved med at kæmpe for den.

Af hjertet tak til alle jer, der gør det.

Til Danmarks udsendte:

Soldater. Beredskabsfolk. Sygeplejersker. Læger. Specialister. Politi.  

I kæmper for vores frihed.

Af hjertet tak til alle veteraner. I har ydet jeres.

Og til jer, der er her i dag – i Holmens Kirke:

Flere af jer har oplevet det værst tænkelige blive til ubærlig virkelighed.

I har mistet jeres kære i krig.

Jeg ved, at mine ord aldrig kan beskrive jeres tab.

At ingen ord kan fjerne jeres smerte.

At ingen ord kan rumme jeres savn.

Men I har min dybeste medfølelse.

Min dybeste respekt.

Jeg vil slutte på Grundtvigs smukke ord, som er blevet sunget i dag:

“Guds fred med vore døde
i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde
af dybe hjertesår!”

Ære være de faldne.
Ære være deres minde.