Praktik på den danske ambassade i Lissabon

 

Praktikant i den danske udenrigstjeneste

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på spændende oplevelser og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompetencer af i et internationalt miljø. 

Du vil indgå som en integreret del i det team, du tilknyttes. Du vil få tildelt en vejleder i teamet, som vil introducere dig til opgaverne i teamet og give dig løbende vejledning og feedback på disse opgaver. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer, afhængig af hvilket team du tilknyttes. 

Hvis din uddannelsesinstitution stiller krav om aflevering af en akademisk opgave i forbindelse med praktikopholdet, er det din uddannelsesinstitution, der har ansvaret for at vejlede dig i forhold til denne. 

Ambassaden i Lissabon tilbyder to praktikpladser hvert forårs- og efterårssemester - én politisk (POL-1) og én handelspraktikant (TC-1)

Som praktikant vil du komme til at arbejde i et internationalt, moderne diplomatisk miljø præget af både politik og økonomi. 

Den politiske afdeling arbejder overordnet for at fremme danske interesser og udbrede kendskabet til danske holdninger, værdier og kultur i Portugal. Handelsafdelingen på ambassaden er en del af The Trade Council under Udenrigsministeriet og arbejder med at støtte, rådgive og skabe muligheder for danske virksomheder på det portugisiske marked. The Trade Council i Portugal har særlig fokus på sektorerne inden for vand, sundhed, digitalisering, energi og supply chain.

Opgaverne spænder bredt, men vil især relatere sig til ambassadens arbejde med public affairs, indberetningsvirksomhed og økonomisk diplomati. Praktikanterne vil blive inddraget i det daglige arbejde, hvor opgaverne bl.a. vil bestå af: 

  • Research af indenrigspolitiske forhold i Portugal og danske og portugisiske stakeholdere som har interesse for dansk erhvervsliv
  • Deltagelse i briefinger i ministerier, møder, konferencer og andre events
  • Input til indberetninger til den danske centraladministration 
  • Bidrage til udarbejdelse af markeds- og sektoranalyser for danske virksomheder 
  • Udarbejdelse af nyhedsbreve, opdatering af sociale medier og vores hjemmeside 
  • Besvarelse af borgerhenvendelser om forhold i Danmark og Portugal
  • Foredrag om ambassadens opgaver og portugisiske forhold for danske studerende 
  • Diverse praktiske opgaver, herunder at hjælpe til i reception, mødefastlæggelser/forberedelse
  • Kommunikationsopgaver og let grafisk arbejde 

Et praktikophold på ambassaden i Lissabon byder på masser af udfordringer og giver dig et indgående kendskab til den danske udenrigstjenestes arbejde. Herudover er Lissabon en livlig hovedstad under forandring med et væld af spændende tilbud.

 

Varighed af praktikophold og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt til praktikophold af 6 eller 5 måneders varighed i følgende perioder:

  • Forårshold: 1. februar – 31. juli med deadline for ansøgning 10. september (året forinden)
  • Efterårshold: 1. september – 31. januar med deadline for ansøgning 10. marts (samme år)

 

Krav
For at kunne komme i betragtning til et praktikophold skal du være tilmeldt et studie ved en højere læreanstalt på bachelor- eller kandidatniveau, og det skal du vedblive med at være under hele praktikopholdet. 

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, have fast bopæl i Danmark på ansøgningstidspunktet og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

Det er desuden en betingelse for at kunne blive tilbudt et praktikophold, at du ikke tidligere har været praktikant i den danske udenrigstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. 

Du bedes på forhånd sikre, at din uddannelsesinstitutions praktikkrav er forenelige med et praktikophold i den danske udenrigstjeneste (f.eks. læringskrav og krav til længde af praktikophold).

 

Kvalifikationer
Vi søger studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod, et stort engagement og en nysgerrig, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office pakken (PowerPoint, Excel & Word).

 

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold.

Hvis dit studie stiller krav om, at du skal aflevere en akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få 10 skrivefridage.

 

Bolig og forsikringer
Du er selv ansvarlig for at finde bolig, og det er et krav, at du har en rejseforsikring (der også skal dække hjemrejse ved sygdom og død) og en ansvarsforsikring, der dækker uden for arbejdstid. Det anbefales, at du også tegner en ulykkesforsikring, men det er ikke et krav.

 

Udgifter 
Praktikopholdet er ulønnet, og du skal selv afholde alle udgifter forbundet hermed, herunder til bolig, forsikringer, transport, visum, vaccinationer etc.

Dog kan der ydes kompensation på kr. 4000 pr. måned til dækning af visse dokumenterede udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter har mulighed for at medtage deres SU. Det er dit eget ansvar at få afklaret, hvad der gælder for din SU.

 

Hvordan søger du?
Du søger praktikophold på ambassaden i Lissabon ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts / 10. august-10.september 2026.

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for den ønskede praktikantstilling, som du har set i dette praktikantopslag.

Du må gerne søge flere repræsentationer, dog max. 10. Hvis du ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gøre det via deres hjemmesider, og anvende deres ansøgningslink og referencenumre. Bemærk, at alle repræsentationer kan se hvilke repræsentationer, du har søgt – og har adgang til de ansøgninger, du sender.

Når du ansøger, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/karakterer. Herudover kan du uploade andre dokumenter, f.eks. udtalelse fra en arbejdsgiver eller din uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også fsva. sprog) ift. den konkrete praktikantstilling. Ansøgningen må max. fylde én side.

Hvis du har spørgsmål til praktikophold på ambassaden i Lissabon, er du velkommen til at kontakte souschef Erik Bering Poulsen ([email protected]) eller vicekonsul Anette Dias ([email protected]).  Deadline for din ansøgning er 10. september / 10. marts.