Spring til indhold

OBS (26.06.2020 16:03)

BELGIEN: Rejsevejledningen for Belgien er opdateret: Hvis du rejser til Belgien, bør du være ekstra forsigtig for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus/COVID-19. Du udviser ekstra forsigtighed ved bl.a. at følge vores rejseråd i en tid med COVID-19: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejseraad-i-en-tid-med-covid19/ Hvis du rejser til Belgien, bør du også orientere dig om lokale restriktioner forud for rejsen. Den danske ambassade i Bruxelles har de seneste oplysninger om lokale restriktioner i Belgien: https://belgien.um.dk/da/rejse-og-ophold/nycoronavirus-covid19-belgien/ Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger. Hvis du kommer hjem fra en rejse til Belgien, opfordres du ikke længere til at blive hjemme i 14 dage.

Rejsevejledning - Belgien

Abonnér
Rejsevejledning gældende fra: 26.06.2020

Vær ekstra forsigtig:

Hele landet.

Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Hvis du rejser til Belgien, bør du være ekstra forsigtig for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus/COVID-19. 

Du udviser ekstra forsigtighed ved bl.a. at følge vores rejseråd i en tid med COVID-19.

Hvis du rejser til Belgien, bør du også orientere dig om lokale restriktioner forud for rejsen. Den danske ambassade i Bruxelles har de seneste oplysninger om lokale restriktioner i Belgien. Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger.

Du bør løbende holde dig orienteret om udviklingen i Belgien via den danske ambassade i Bruxelles, de lokale myndigheder og nyhedsmedierne.

Du bør også downloade vores app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der indføres omfattende restriktioner i Belgien, eller hvis rejsevejledningen skifter farve.

Du kan læse mere om coronavirus/COVID-19 hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Du bør altid følge Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smittespredning.  

Risiko for terror

Der er en middel risiko for terror i Belgien. 

Den 22. marts 2016 blev 32 mennesker dræbt ved to terrorangreb mod Bruxelles lufthavn og metrostationen Maelbeek i Bruxelles’ EU-kvarter. I august 2015 blev 3 mennesker såret på et tog mellem Bruxelles og Paris under en terrorists angreb i toget. I maj 2014 blev 4 mennesker dræbt ved et terrorangreb på det jødiske museum i Bruxelles.

På offentlige steder hvor der er mange mennesker, særligt i og omkring Bruxelles, har myndighederne gjort en indsats for at øge sikkerheden.

Ifølge myndighederne har de afværget et antal planlagte terror angreb.

Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Belgien er forholdsvis lav. 

Du bør være forsigtig pga. risikoen for gadekriminalitet som fx lomme- og tasketyverier som kan forekomme i storbyer som Bruxelles, Antwerpen og Gent.

I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Få mere information om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være det i Danmark.

Det gælder især i de store byer, hvor trafikken kan være tæt og kaotisk i myldretiden.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Belgien, er du underlagt belgisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske. Straffene kan fx være højere.

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Det er forbudt at ryge på lukkede steder med adgang for offentligheden (restauranter, caféer, hospitaler, administration m.v.).

I Belgien tales fransk, nederlandsk og tysk. De lokale myndigheder og befolkningen i storbyerne taler generelt engelsk.  I øvrige egne af Belgien er kendskab til engelsk begrænset.  

Se hjemmesiden for belgisk politi

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldig billedlegitimation. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Belgien er generelt af god standard.

Læs mere på hjemmesiden for det belgiske sundhedsministerium og foreningen for belgiske hospitaler.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Belgien.

Læs mere om rejseforsikringer.

Du kan anvende dit blå EU-sygesikringskort i Belgien. Kortet er dog ikke et alternativ til en privat rejseforsikring.

Læs om det blå EU-sygesikringskort hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Belgien.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Belgien under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Belgiens ambassade i Danmark for yderligere information.

For mere information se hjemmesiden for det belgiske udenrigsministerium, ”Travel to Belgium”.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Du kan finde en Dansk Sømands- og Udlandskirke i Belgien.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Belgien er senest opdateret den 26. juni 2020 med en ændring af sikkerhedsniveauet for hele landet, som sænkes fra orange (vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser) til gul (vær ekstra forsigtig). Der er foretaget tilsvarende ændringer i afsnittet Generel anbefaling.

Kort over Belgien

HENT APP’EN REJSEKLAR

DANSKERLISTEN

Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning