Spring til indhold

OBS (17.09.2020 16:15)

PORTUGAL: Rejsevejledningen for Portugal er opdateret: Vi fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Portugal, fordi Portugal ikke længere opfylder kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande. Du kan læse mere hos Statens Serum Institut: https://www.ssi.dk/aktuelt/sygdomsudbrud/coronavirus/rejse-og-covid-19-kort-over-lande Hvis du allerede nu opholder dig i Portugal, kan du blive i Portugal, indtil din ferie er slut. Du bør dog være særligt opmærksom på at følge vores rejseråd i en tid med COVID-19 for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus/COVID-19: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejseraad-i-en-tid-med-covid19/ Du bør derudover lade dig teste for COVID-19 efter hjemkomst, men du opfordres ikke til at blive hjemme i 14 dage. Den danske ambassade i Lissabon har de seneste oplysninger om lokale restriktioner i Portugal: https://portugal.um.dk/da/rejse-og-ophold/nycoronavirus-covid19/ Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger. Hvis du fremover vælger at rejse til Portugal, opfordres du til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst til Danmark. Udenrigsministeriets rejsevejledninger er primært rettet mod danske turistrejsende. Erhvervsrejser er ofte nødvendige rejser, og erhvervsrejsende kan i så fald godt rejse til et land, som er orange. Det er op til den enkelte virksomhed og medarbejder at vurdere, om en erhvervsrejse er en nødvendig rejse. Vi opfordrer til, at virksomhederne og deres medarbejdere følger Udenrigsministeriets særlige rejseråd til erhvervsrejser https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejseraad-til-erhvervsrejser/ og holder sig opdaterede om lokale rejserestriktioner på den relevante ambassades hjemmeside.

Rejsevejledning - Portugal

Abonnér
Rejsevejledning gældende fra: 17.09.2020

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til:

Hele landet

Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Portugal, fordi Portugal ikke opfylder kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande.

Du kan læse mere hos Statens Serum Institut

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er primært rettet mod danske turistrejsende. Erhvervsrejser er ofte nødvendige rejser, og erhvervsrejsende kan i så fald godt rejse til et land, som er orange. Det er op til den enkelte virksomhed og medarbejder at vurdere, om en erhvervsrejse er en nødvendig rejse. Vi opfordrer til, at virksomhederne og deres medarbejdere følger Udenrigsministeriets særlige rejseråd til erhvervsrejser og holder sig opdaterede om lokale rejserestriktioner på den relevante ambassades hjemmeside.

Den danske ambassade i Lissabon har de seneste oplysninger om lokale restriktioner i Portugal. Hvis du vælger at rejse til Portugal, bør du altid følge de lokale myndigheders anvisninger.

Du bør løbende holde dig orienteret om udviklingen i Portugal via den danske ambassade i Lissabon, de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Du bør også downloade vores app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten.

Du bør følge vores rejseråd i en tid med COVID-19 for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus/COVID-19.

Du kan læse mere om coronavirus/COVID-19 hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Du bør altid følge Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smittespredning. 

Risiko for terror

Portugal har ikke oplevet terrorangreb.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko

Kriminalitet

Du bør være forsigtig pga. risikoen for kriminalitet. 

Gadekriminalitet som fx lomme-, taske- og tricktyverier er særligt udbredt i storbyer som fx Lissabon og ved Algarvekysten.

Du bør især være opmærksom, hvis du kører med offentlig transport.

Der har været tilfælde af røverier og overfald i de større byer og i Algarveområdet.

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem fx i en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risikoen for tyveri.

Hvis du bliver udsat for røveri eller overfald, bør du undlade at gøre modstand og undgå øjenkontakt med gerningsmanden. Kriminelle kan være bevæbnede og påvirkede af stoffer. 

Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som fx pas og flybilletter eller værdigenstande i bilen.

Seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister. 

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer, og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb. 

Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden. 

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt. Der er især risiko for uroligheder, når der bliver afholdt valg.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle situation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for skovbrande i Portugal fra juli til oktober.

For mere information om skovbrande se hjemmesiden for de lokale beredskabsmyndigheder eller den grafiske fremstilling her.

Der er risiko for jordskælv både på fastlandet og på Azorerne og Madeira.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Information om bl.a. jordskælv, skovbrande og vejrforhold findes på hjemmesiden for det portugisiske meteorologiske institut.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken. Du kan ikke regne med at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Portugal, er du underlagt portugisisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske. Straffene kan fx være højere.

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af  landet, før sagen er afgjort.

Det er ulovligt at fremstille, smugle og sælge narkotika. Også selv om loven vedr. besiddelse af euforiserende stoffer er mere lempelig i Portugal end andre steder i Europa.

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-portugisisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Portugal, hvis Portugal ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut
eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Portugal.

Læs mere om rejseforsikringer.

Du kan anvende dit blå EU-sygesikringskort i Portugal. Kortet er dog ikke et alternativ til en privat rejseforsikring.

Læs om det blå EU-sygesikringskort hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Portugal.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Portugal under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Portugals ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Portugal er senest opdateret den 17. september 2020 med en ændring af sikkerhedsniveauet for hele landet, som hæves fra gul (vær ekstra forsigtig) til orange (vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser), fordi Portugal ikke længere opfylder kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande. Der er foretaget tilsvarende ændringer i afsnittet Generel anbefaling.

Kort over Portugal

HENT APP’EN REJSEKLAR

DANSKERLISTEN

Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning