Regler i wto

WTO-pakken består af én samlende aftale, Marrakesh-aftalen fra 1994, som opretter WTO og de institutionelle rammer, samt fire tilknyttede såkaldte annekser.

Det første anneks består af tre individuelle handelsaftaler:

1. GATT-aftalen (”General Agreement on Tariffs and Trade”), som fastsætter regler for handel med varer;
2. GATS (”General Agreement on Trade in Services”), som fastsætter regler for handel med tjenesteydelser; 
3. TRIPS (”Agreement on Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights”), som fastsætter regler for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Disse tre regelsæt indeholder de samme grundlæggende handelspolitiske principper. Det drejer sig om ”most-favoured-nation” (MFN) og ”national behandling”, jf. nedenfor. I forlængelse af disse tre primære aftaler er der indgået en række særlige aftaler, især om handel med varer. Eksempler er WTO’s aftaler om handel med landbrugsvarer, om regulering af subsidier, om sundheds- og plantesundhedsstandarder og om tekniske handelsbarrierer.

Siden WTO’s oprettelse i 1995 er der indgået to vigtige større aftaler gældende for alle medlemmer. Den ene er handelslettelsesaftalen (”Trade Facilitation Agreement”) indgået i 2013, som trådte i kraft i 2017. Når den implementeres fuldt ud, skønnes aftalen at kunne reducere de globale handelsomkostninger med 14,3 % og forøge verdenshandelen med 1 billion USD om året. Den anden er aftalen om skadelige fiskerisubsidier (”Agreement on Fisheries Subsidies”), der blev indgået i 2022. Aftalen forbyder skadelige fiskerisubsidier, som er med til at udtømme verdens fiskebestand. Aftalen er endnu ikke trådt i kraft, da flere lande endnu mangler at godkende den, men det er håbet, at den vil kunne træde i kraft i 2025 eller 2026.

Udover de to nævnte aftaler er der opnået enighed om flere aftaler og beslutninger af mindre rækkevidde.

Der er endvidere i regi af WTO i 1997 indgået en vigtig plurilateral aftale om informationsteknologi (ITA). Aftalen omfatter alene et udsnit af WTO’s medlemmer, men kommer alle medlemmer til gavn pga. MFN-princippet. Aftalen har stor kommerciel betydning, fordi deltagerne fjerner told på en lang række informationsteknologiske produkter. Den blev opdateret og udvidet i 2012 (ITA-2).

“Most-favoured-nation”-princippet (MFN-princippet)

Mestbegunstigelsesprincippet indebærer, at alle medlemslande skal behandles ens. Dette indebærer, at såfremt et WTO-medlem opnår en begunstiget behandling i et andet WTO-land, så har de øvrige lande ret til den samme behandling. Den bedste behandling sætter således standarden for de øvrige.

Nationalbehandlingsprincippet

Nationalbehandlingsbestemmelsen indebærer, at et medlemsland skal behandle varer og services fra andre medlemslande lige så godt som deres egne. Man må således ikke favorisere egne produkter og tjenesteydelser frem for andres.

Virksomhederne kan bruge de grundlæggende WTO-principper, herunder MFN- og nationalbehandlingsprincippet, som løftestang til at sikre sig, at de ikke bliver forskelsbehandlet af tredjelandes myndigheder, og at handelsbegunstigelser, som gives til andre landes virksomheder, også tildeles dem selv.