Gå til indhold

Kina

Rejsevejledning opdateret: 14.11.2024 Kl. 14:36

Gyldig: 21.11.2024

Vær opmærksom:
Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Kina. Du bør dog være opmærksom på, at du er underlagt kinesisk lovgivning, og at regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. 

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.

Risiko for terror

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb i Kina. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange udlændinge. Du bør derfor være særlig forsigtig på steder, hvor der er mange mennesker. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Vær opmærksom på dine omgivelser. 

Kina har ikke oplevet terrorangreb rettet mod udlændinge. Tidligere har uafhængighedsbevægelser fra Tibet og Xinjiang udført terroraktioner mod kinesiske symboler og trafikknudepunkter.

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Kina er forholdsvis lav, men du bør udvise almindelig forsigtighed.

Lomme- og tasketyverier kan ske ved fx turistattraktioner og steder, hvor der er mange mennesker.

Efterlad ikke din computer eller vigtige dokumenter uden opsyn. Heller ikke på dit hotelværelse.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Overfald og afpresning af udlændinge sker indimellem i nattelivet.

Du bør være opmærksom på falske pengesedler.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt. De lokale myndigheder slår hårdt ned på ulovlige demonstrationer.

Du bør holde dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger.

Tibet

Der er særlige restriktioner for udlændinges rejser i Tibet. Midlertidige indrejseforbud kan blive indført uden varsel. Orientér dig om muligheder og gældende regler hos de relevante kinesiske myndigheder og autoriserede rejsebureauer. 

De kinesiske sikkerhedsstyrker er meget synlige i Lhasa. Myndighederne har stort fokus på offentlig sikkerhed med massiv overvågning og kontrol.

Du bør holde dig opdateret om sikkerhedssituationen.

Xinjiang

Ifølge myndighederne er der generelt roligt i Xinjiang.

Myndighederne har stort fokus på offentlig sikkerhed med massiv overvågning og kontrol.

Hvis du tilhører en af regionens etniske minoriteter eller tidligere har været bosat i Xinjiang, bør du overveje om der er forhold i relation til de lokale myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse til Xinjiang.

Uden for Ürümgi og Kashgar er oplysninger om situationen i Xinjiang sparsomme.

Du bør holde dig opdateret om sikkerhedssituationen.

Hongkong

Personer, der opholder sig eller indrejser i Hongkong, kan blive anholdt, hvis de mistænkes for aktiviteter, der anses som udenlandsk indblanding til fare for Hongkongs nationale sikkerhed. Tidligere kommentarer, likes og andre aktiviteter på sociale medier kan være tilstrækkeligt. Straffen kan være fængsel på livstid og evt. udlevering til det kinesiske fastland.

Hvis du gerne vil rejse til Hongkong, bør du derfor nøje overveje, om der er forhold i relation til de lokale myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse.

Du bør holde dig opdateret om sikkerhedssituationen og altid følge de lokale myndigheders anvisninger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv i de vestlige og sydvestlige provinser.

Der er risiko for oversvømmelser i de centrale og sydlige provinser i perioden juni - august.

Der er risiko for tyfoner ved de sydøstlige kyster i perioden juli - oktober.

Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt. 

Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anvisninger.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.

Se vejrudsigt.

For mere information, se hjemmesiden for de lokale beredskabsmyndigheder: Ministry of Emergency Management of PRC, China Meteorological Administration og China Emergency Information.

Transport

Du bør være meget forsigtig i trafikken, især som fodgænger og cyklist. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker. 

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Der er risiko for overfald ved kørsel i uautoriserede taxaer og tuk-tuk. Det gælder især, hvis du kører alene, og især når det er mørkt.

Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Kina, er du underlagt kinesisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være meget højere. Der er dødsstraf i Kina. 

Håndhævelsen af lovgivningen kan variere afhængig af, hvor du befinder dig i Kina, og hvilken myndighed der tager sig af din sag.

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Ambassadens mulighed for at hjælpe dig er meget begrænset i disse sager.

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse og smugling af alle former for narkotika, selv i små mængder, er forbudt og straffes hårdt bl.a. med dødsstraf. Vær opmærksom på, at det også kan medføre straf, hvis du har taget stoffer før din indrejse, og hvis de bliver sporet af de kinesiske myndigheder. Der er bl.a. i Shanghai og Hongkong en skærpet indsats fra myndighedernes side mod narkotikarelaterede forseelser.

LGBT+ personer bør være opmærksomme på, at fysiske kærtegn på offentlige steder kan medføre negative reaktioner. Læs mere om at rejse som LGBT+ person

Samvær med prostituerede er forbudt og kan føre til anholdelse i op til 15 dage, bødestraf og eventuelt fængselsstraf. 

Du må ikke fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder og militære anlæg. Hvis du gør det, risikerer du at blive anholdt og straffet. Vær også forsigtig med at fotografere eller filme offentlige myndigheders bygninger. Flyvninger med droner er forbudt. Du risikerer anholdelse og straf. 

Afhængig af hvor du befinder dig i Kina, kan telefon- og internetforbindelsen ofte være ustabil. Brug af satellittelefoner er ulovligt.

Myndighederne har kontrol over adgang til internettet. Der er begrænset adgang til en række udenlandske websites, apps og til sociale medier.

Vær opmærksom på, at de kinesiske myndigheder har ret til at bede dig om at fremvise digitalt indhold på dine elektroniske enheder. 

I de større byer kan du mange steder ikke betale med kontanter, men kun ved brug af apps.

Det er ikke muligt at veksle danske kontanter i Kina. 

Få mere information på lokale myndigheders hjemmesider:

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.

Hvis du har dansk-kinesisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Kina, hvis Kina ikke går med til det.

Vær opmærksom på, at du som dansk-kinesisk statsborger i Kina vil blive betragtet som kinesisk statsborger, da Kina ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Den danske ambassade har derfor meget begrænset mulighed for at hjælpe dig i Kina.

Hvis du gerne vil rejse til Kina, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de kinesiske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan være, at du har haft kontakt til eller på anden måde kan sættes i forbindelse med personer eller grupper, som de kinesiske myndigheder anser for at være kriminelle eller terrorister. I den forbindelse kan fx kommentarer, likes m.m. på sociale medier være tilstrækkeligt. Hvis du er dansk-kinesisk dobbelt statsborger, kan det også være ikke-afsonede straffedomme eller værnepligt, der ikke er aftjent. 

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal til hver en tid kunne identificere dig over for de kinesiske myndigheder og bør altid bære en kopi af dit pas med visum eller opholdstilladelse på dig.

Det er vigtigt, at du har det korrekte visum til dit ophold i Kina. Du må fx kun arbejde, hvis du har et arbejdsvisum.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Kina kan være af svingende standard, især uden for de store byer. Der findes gode privathospitaler i større byer.

Luftkvaliteten i kinesiske storbyer kan være meget dårlig. Når det er værst, bør du holde dig inde. Læs mere om luftkvalitetsmålinger.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Kina. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Kina er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringsbevis.

Kontakt

Kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Kina kan du finde her

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Kina under din rejse.

Vi ved, at det kan være svært at tilmelde sig Danskerlisten via app'en Rejseklar i Kina, og opfordrer derfor rejsende til at tilmelde sig via vores webside.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Kinas ambassade i Danmark for yderligere information.

Relevante lokale myndigheder.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Du kan finde en Dansk Sømands- og Udlandskirke i Hongkong.

Se også øvrige praktiske råd vedrørende ophold i Kina.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Kina er senest opdateret den 14. november 2024 med ændringer i afsnittene "Risiko for terror", "Tibet", "Naturkatastrofer", "Transport", "Lokale love og sædvaner" og "Særligt om indrejse og ophold". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.