Gå til indhold

Maldiverne

Rejsevejledning opdateret: 08.05.2024 Kl. 15:58

Gyldig: 21.11.2024

Vær ekstra forsigtig:
Hele landet.

Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Generel anbefaling

Når du rejser til Maldiverne, bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed pga. risikoen for terror. De fleste danskere har dog ingen problemer under besøg i landet.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet. 

Risiko for terror

Der er en middel risiko for terror i Maldiverne.

I maj 2021 blev én person dræbt ved et terrorangreb i Malé.

I februar 2020 blev tre udenlandske turister sårede ved et knivattentat i Hulhumalé. 

Ifølge myndighederne har de afværget et antal planlagte terrorangreb.

Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Maldiverne er forholdsvis lav.

Du bør være forsigtig pga. risikoen for lomme- og tasketyverier, især på hovedøen Malé.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavnen, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. 

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for oversvømmelser i forbindelse med kraftig regn.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anvisninger.

Myndighedernes kapacitet til at håndtere en større katastrofe er begrænset.

Hvis du kommer ud for en naturkatastrofe, så kontakt dine nærmeste pårørende og fortæl dem, hvor du er, og hvordan du har det. Hvis de har hørt om naturkatastrofen i medierne, kan de være bekymrede for din sikkerhed. Kontakt også dit forsikringsselskab. De fleste kan kontaktes døgnet rundt på et nødnummer eller online.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.

Se vejrudsigt.

For mere information, se hjemmesiden for National Disaster Management Center, Maldives.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark.

Maldiverne består af flere øer. Transport sker med båd og vandflyvere. Almindelig biltrafik foregår hovedsageligt i hovedstaden Malé.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Maldiverne, er du underlagt maldivisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere.

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du risikerer, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Alkohol må ikke indføres til Maldiverne, og må kun indtages på steder med alkohollicens.

LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive anholdt og straffet og/eller at blive udsat for chikane og overfald. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.

Pornografisk materiale må ikke indføres til Maldiverne.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-maldivisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær hjælp) over for Maldiverne, hvis Maldiverne ikke går med til det.

Hvis du har dansk-maldivisk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Maldiverne, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de maldiviske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i dit pas.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID.

Du bør altid have dit pas/en kopi af dit pas på dig og have en kopi af dit pas/dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Maldiverne er af svingende/ringe standard. Der findes to sygehuse i hovedstaden Malé ud over privatklinikker. Det ene er det offentlige hospital Gandhi Memorial Hospital (IGMH), og det andet er privathospitalet Abduarahman Don Kaleyfan Hospital.

De fleste ø-resorts har en læge tilknyttet stedet, men det kan være op til flere timer væk fra hospitalsfaciliteterne på hovedøen Malé.

Akut læge- og ambulanceassistance er begrænset.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Maldiverne. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

I Maldiverne er du hverken dækket af det gule sygesikringsbevis eller det blå EU-sygesikringsbevis. 

Kontakt

Danmark har ikke en ambassade i Maldiverne. Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade i Indien og til det danske konsulat i Maldiverne på ambassadens hjemmeside.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Maldiverne under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Maldivernes ambassade i Berlin for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Maldiverne er senest opdateret den 8. maj 2024 med ændringer i afsnittene "Naturkatastrofer, "Transport", "Lokale love og sædvaner" og "Kontakt". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

 

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.