Sri Lanka
Rejsevejledning opdateret: 02.12.2024 Kl. 13:57
Gyldig: 21.12.2024
Vær ekstra forsigtig:
Hele landet.
Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.
Generel anbefaling
Når du rejser til Sri Lanka, bør du til enhver tid være opmærksom på din personlige sikkerhed pga. risikoen for bl.a. voldelige demonstrationer, der kan opstå med kort varsel. De fleste danskere har dog ingen problemer under besøg i Sri Lanka.
Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.
Risiko for terror
Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndighedernes bygninger, religiøse samlingssteder, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Vær opmærksom på dine omgivelser.
I april 2019 blev over 250 mennesker dræbt og mange såret, herunder turister, i terrorangreb mod tre hoteller og tre kirker i Colombo, Negombo og Batticaloa.
Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.
Kriminalitet
Du bør være forsigtig pga. risikoen for kriminalitet. Lomme- og tasketyverier er udbredt. Vær især opmærksom på steder, hvor der er mange mennesker, og hvis du kører med offentlig transport.
Du bør undgå at have dyre smykker og andre genstande af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem i fx en sikkerhedsboks på hotellet.
Seksuelle overgreb og sexchikane mod kvinder er udbredt, også på turiststeder. Kvinder bør undgå at færdes alene på øde steder, når det er mørkt.
Kvinder bør være forsigtige, hvis de kører alene i offentlig transport og taxa, når det er mørkt, pga. risiko for overgreb.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.
Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.
Andre sikkerhedsrisici
Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan opstå over alt i landet og udvikle sig voldeligt med kort varsel. Sammenstød mellem forskellige politiske grupper og myndighederne kan ske fx i forbindelse med valg. Myndighederne kan bruge tåregas og vandkanoner. De kan indføre udgangsforbud med kort varsel.
Tag ikke alene på ture i bjergområder. Du bør kun anvende anerkendte firmaer og guider med lokalkendskab og erfaring med den tur, som du skal på. Overvej muligheden for at tage af sted i en større gruppe.
Der er risiko for landminer i den nordlige og den nordøstlige del af landet. Der er ikke altid opsat advarselsskilte om minefare, men hvor der er, bør du tage dem meget alvorligt. Du bør være forsigtig og ikke færdes uden for etablerede veje og stier.
Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.
Naturkatastrofer
Der er risiko for store oversvømmelser og jordskred, når der er monsunregn. Det er der især i perioden december - marts i det nordøstlige Sri Lanka. I den sydvestlige del af landet er monsunsæsonen især fra maj - oktober.
Der er risiko for cykloner og tsunamier.
Hold dig opdateret om den aktuelle situation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger og tage advarsler alvorligt.
Myndighedernes kapacitet til at håndtere en større katastrofe er begrænset.
Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.
Se vejrudsigt.
For mere information, se hjemmesiden for Disaster Management Centre of Sri Lanka.
Transport
Du bør være meget forsigtig i trafikken, især i de større byer, hvor trafikken er tæt og kaotisk. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt. Der sker mange alvorlige ulykker.
Veje og køretøjer er i dårlig stand, især uden for byerne, og mange trafikanter har hverken kørekort eller forsikring.
Du bør undgå kørsel uden for de større byer, når det er mørkt.
Kørsel med busser og tuktuk er forbundet med risiko, fordi de ofte er indblandet i ulykker.
Der har været flere alvorlige togulykker i de senere år.
Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester.
Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.
Lokale love og sædvaner
Når du rejser i Sri Lanka, er du underlagt srilankansk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere.
Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.
Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.
Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.
LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive udsat for chikane. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.
Ved besøg i templer bør du tildække skuldre og knæ.
Du bør ikke fotografere eller filme regeringsbygninger, militære anlæg og biler, der tilhører højtstående personer.
Undgå at fotografere eller filme statuer eller billeder af Buddha. Det opfattes som en mangel på respekt for buddhismen. Motiver af Buddha på tøj eller som synlig tatovering kan føre til fængsling og udvisning.
Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.
Særligt om indrejse og ophold
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.
Hvis du har dansk-srilankansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Sri Lanka, hvis Sri Lanka ikke går med til det.
Hvis du har dansk-srilankansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Sri Lanka, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de srilankanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent eller stempler i pas.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID, da du ellers risikerer at blive anholdt. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.
Læs mere om pas- og visumregler.
Sundhedsforhold
Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.
Der er mangel på medicin i landet. Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.
Offentlige hospitaler og lægehjælp i Sri Lanka er af ringe standard, især uden for de store byer. Der findes privathospitaler i de større byer.
Akut læge- og ambulanceassistance er begrænset.
Rejseforsikring
Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Sri Lanka. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer.
Læs mere om rejseforsikringer.
Danskere i Sri Lanka er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.
Kontakt
Der er ingen dansk ambassade i Sri Lanka. Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade i Indien og til det danske honorære konsulat i Colombo, Sri Lanka på ambassadens hjemmeside.
Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.
Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Sri Lanka under din rejse.
Mere information
Før du rejser, kan du evt. kontakte Sri Lankas ambassade i Stockholm, der dækker Danmark, for yderligere information.
Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.
For mere information se hjemmesiden for nyhedsmedierne The Daily Mirror og Adaderana.
Dato for seneste opdatering
Rejsevejledningen for Sri Lanka er senest opdateret den 2. december 2024 med ændringer i afsnittene "Risiko for terror", "Kriminalitet" og "Naturkatastrofer". Derudover en række redaktionelle ændringer. Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.
DANSKERLISTEN
Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.