1990'erne - Det lange seje træk: miljø, erhvervssamarbejde og demokrati
1990’erne er årtiet, hvor verden, efter Murens fald i 1989, ser afslutningen på den kolde krig.
Det indebærer, at det politiske fokus rykker mod øst. De central- og østeuropæiske lande stræber efter politiske reformer og økonomisk udvikling, og det vil Danmark hjælpe dem med. Den danske øststøtte skal støtte reformprocessen i østlandene, særligt i de baltiske lande, Ungarn og Polen. Og en Demokratifond får til formål at fremme den demokratiske udvikling i Central- og Østeuropa.
Det nye fokus på Øst- og Centraleuropa betyder imidlertid ikke, at det danske udviklingsengagement svækkes. Tværtimod. I en tid, hvor mange andre donorlande reducerer deres udviklingsbistand efter afslutningen af den kolde krig, øger Danmark sin indsats. Den danske udviklingsbistand stiger støt gennem 1990’erne. Ved midten af årtiet er Danmark verdens største donor målt i forhold til vores økonomiske størrelse.
I 1995 er Danmark også vært for FN’s Verdenstopmøde om social udvikling. Dagsordenen er ambitiøs; blandt andet skal al absolut fattigdom udryddes. Det lægger kimen til den menneske-centrerede tilgang til udvikling, som vil præge de følgende årtier, og som udgør fundamentet for FN’s Verdensmål, som blev vedtaget i 2025.
Miljøet i fokus
Miljøet kommer nu for alvor på den internationale dagsorden. FN-konferencen i Rio i 1992 munder ud i vedtagelsen af Agenda 21 - en global handlingsplan, som fokuserede på, hvordan man konkret kunne modgå en række miljøproblemer. Endvidere vedtoges i Rio en række globale aftaler og konventioner, herunder FN's Klimakonvention og FN's Biodiversitetskonvention, som siden har udgjort centrale, globale rammesættende fora også for udviklingssamarbejdet. Ved konferencen bliver landene desuden opfordret til at øge støtten til at sikre en miljømæssigt mere bæredygtig udvikling til gavn for mennesker og natur. Folketinget omsætter hurtigt ord til handling, og et bredt flertal opretter i 1993 en ny ”Miljø- og katastroferamme”, der blandt andet støtter miljøindsatser i udviklingslandene. Danmark bliver dermed blandt de første på verdensplan i at levere miljøbistand. Siden er miljøbistanden blevet integreret i den øvrige bistand.
faktaboks
Fra enkeltprojekter til strategier og programstøtte
I 1994 samles de danske visioner for udviklingspolitik i strategien En verden i udvikling. I stedet for at finansiere enkelte projekter går man nu i højere grad over til samlede programmer inden for de forskellige sektorer som sundhed, uddannelse, og landbrug. For at maksimere virkningen bliver udviklingssamarbejdet koncentreret om færre lande og sektorer. Her lægges kimen til det udviklingssamarbejde, vi kender i dag, hvor Danmark udvikler flerårige strategier og sektorprogramstøtte i tæt samarbejde med både myndigheder og civilsamfund i udviklingslandene.
I dag struktureres den danske udviklingspolitik efter strategien Fælles om Verden fra 2021. Strategien vil tage kampen op mod ulighed og fattigdom, forebygge konflikt, skrøbelighed, fordrivelse og irregulær migration og øge modstandsdygtighed over for klimaforandringerne.
Læs den aktuelle udviklingspolitiske strategi Fælles om Verden, her.
Erhvervslivet spiller med i den globale udvikling
Ligesom miljø bliver en del af udviklingssamarbejdet, kommer der i 1990’erne også et øget fokus på erhvervslivet som medspiller i den globale udvikling. Udviklingsmiljøet og industrien er ofte på kant i udviklingssamarbejdets første årtier, primært i forhold til balancen i bistanden mellem indsatserne i de sociale sektorer (sundhed, uddannelse, m.v.) og de produktive sektorer (landbrug, industri, m.v.). Indsatserne supplerer hinanden, og der skal derfor satses bredt, hvis landene skal opnå bæredygtig vækst og udvikling, inklusiv i en livskraftig privatsektor, der kan skabe produktion, job og indtægter i udviklingslandene.
Der er allerede i 1986 oprettet et erhvervskontor for dansk udviklingssamarbejde, og i 1993 oprettes desuden et privatsektorprogram, der skal matche iværksættere og private virksomheder i udviklingslandene med danske erhvervspartnere.
Udviklingssamarbejdet ændrer form
En tredje vigtig tendens, der præger udviklingssamarbejdet i 1990’erne, er erkendelsen af, at det giver for lidt effekt i udviklingslandene, når donorer flyver ind og ”laver projekter”. Der efterlyses nu en mere ligeværdig tilgang, hvor udviklingsbistand bliver til ”partnerskaber” og modtagerlande er ”partnerlande”.
”God regeringsførelse” er et nyt fokus, som medfører nye krav til partnerlandenes politiske systemer, forvaltningspraksisser, menneskerettigheder og demokrati. Danmark markerer sig stærkt i kampen mod tortur, og også demokrati - og især demokratiske valg - bliver i 1990’erne en dansk eksportvare. Danske eksperter hjælper med at få partier, parlamenter og valgsystemer til at fungere, og danskproducerede stemmeurner i gennemsigtigt plastik bliver kendte vidt omkring.
