Grundlag for fredeligt samarbejde

I anerkendelse af de væsentlige forandringer, som Arktis står over for, arrangerede Danmark og Grønland en konference i Ilulissat i maj 2008 for de fem kyststater i Det Arktiske Ocean. Formålet med konferencen var at bekræfte disse fem kyststaters ansvar for at varetage udviklingen i Arktis. Konferencen mundede ud i Ilulissat-erklæringen, hvori de fem kyststater i Det Arktiske Ocean forpligtede sig til at forankre det tætte samarbejde om udviklingen i Arktis i folkeretten. De fem kyststaters samarbejde vedrører områder som eksempelvis søredning, kontinentalsokkelkrav og miljøbeskyttelse.

Selvom den eksisterende folkeretlige regulering, herunder særligt FN’s Havretskonvention, udgør et solidt fundament for kyststaternes samarbejde om udviklingen i Arktis, kan der løbende vise sig behov for mere detaljeret regulering af særlige sektorer. Et eksempel på sådan regulering er aftalen om eftersøgning og redning vedtaget på Arktisk Råds udenrigsministermøde i maj 2011 i Nuuk.

FN’s Havretskonvention af 1982 er det globale folkeretlige instrument i forhold til havet omkring Arktis, idet konventionen definerer staters rettigheder og ansvarsområder i forhold til deres anvendelse af verdenshavene. Danmark ratificerede havretskonventionen på Rigsfællesskabets vegne den 16. november 2004 og konventionen er til dato ratificeret af 161 stater. Af de fem kyststater i Det Arktiske Ocean har alene USA (endnu) ikke tiltrådt FN’s Havretskonvention, men dele af konventionen er udtryk for retssædvane og dermed også bindende for lande, der ikke deltager i konventionen. Desuden har USA ved Presidential Directive af 9. januar 2009 anerkendt konventionen særlig som middel til løsning af grænsespørgsmål vedrørende kontinentalsoklen i Arktis.

Det følger af FN’s Havretskonvention, at kyststater har adgang til at oprette en eksklusiv økonomisk zone. I denne zone har kyststaten eksklusiv ret til efterforskning og udnyttelse af de naturlige ressourcer i havet samt på havbunden og dens undergrund samt til enhver anden økonomisk udnyttelse. Kyststaten kan også håndhæve miljøjurisdiktion i zonen. Den eksklusive økonomiske zone kan maksimalt udstrækkes til 200 sømil (ca. 370 km). Danmark og Grønland har en eksklusiv økonomisk zone, mens der indtil videre ikke er erklæret en eksklusiv økonomisk zone i Færøernes fiskeriterritorium.

En kyststat har i medfør af artikel 76 i FN’s Havretskonvention mulighed for at udvide sin kontinentalsokkel ud over de 200 sømil, hvis den, inden 10 år efter at konventionen er trådt i kraft for dens vedkommende, over for Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS), der er nedsat i medfør af konventionen, kan dokumentere, at en række videnskabelige kriterier er opfyldt. Kyststaten kan dermed få retten til de levende og ikke-levende ressourcer på og under havbunden ud over 200 sømil, dog med forbehold af forpligtelsen til at yde betaling eller bidrag til Den Internationale Havbundsmyndighed i medfør af Konventionens artikel 82.

Kongeriget har således frist til 16. december 2014 til at fremlægge data og andet materiale for CLCS som grundlag for udvidelse af kontinentalsoklen ud over 200 sømil. Tidsfristen kan dog i medfør af en beslutning, truffet af konventionsparterne i 2008, i særlige tilfælde overskrides, såfremt der inden fristens udløb indsendes foreløbig information til CLCS.

For at kunne dokumentere kravet på kontinentalsoklen har Rigsfællesskabet iværksat et kontinentalsokkelprojekt, som er forankret i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og som ledes i samarbejde med Færøernes Landsstyre og Naalakkersuisut, Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Projektet har deltagelse af danske, færøske og grønlandske myndigheder og videninstitutioner og har til opgave at identificere de områder, hvor krav om retten til nye havbundsområder kan fremsættes, samt at indsamle, tolke og dokumentere de nødvendige data for en kravfremsættelse over for CLCS. Kongeriget har indleveret dokumentation til CLCS for krav vedrørende to områder ved Færøerne og planlægger senest i 2014 at indgive dokumentation for tre områder ved Grønland, herunder et område nord for Grønland, der bl.a. dækker Nordpolen.

Budgettet for kontinentalsokkelprojektet indtil 2014 er på godt 350 mio. kr. fordelt over 12 år. Selve arbejdet i projektet foregår i et samarbejde mellem Jarðfeingi (Færøernes Direktorat for Geologi og Energi), Farvandsvæsenet, DTU Space (Institut for Rumforskning og -teknologi), Kort og Matrikelstyrelsen og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Jarðfeingi er sammen med GEUS projektleder for den færøske del af kontinentalsokkelprojektet (hvoraf halvdelen finansieres af Færøerne) mens GEUS er projektleder for den grønlandske del, hvor også Råstofdirektoratet i Nuuk og ASIAQ (Grønlands Forundersøgelser) deltager.

Kontinentalsokkelprojektet er i udstrakt grad et eksempel på et projekt, som lader sig udføre grundet samtlige parters, herunder både Færøernes og Grønlands, store vilje og evne til at samarbejde og vilje til at få projektet i mål. Endvidere er projektet et eksempel på, hvordan forskellige institutioner kan samarbejde på tværs inden for Rigsfællesskabet og drage nytte af hinanden. Kontinentalsokkelprojektet har endvidere et godt forskningssamarbejde med andre lande, herunder det svenske Polarforsknings-sekretariat og har udført flere dataindsamlingstogter med dette og den svenske isbryder Oden, ligesom projektet har et godt forskningsbaseret samarbejde med Canada og Rusland.

Kongerigets krav på kontinentalsoklen vil ved en række områder overlappe andre landes kontinentalsokkelkrav. Der er tæt samarbejde med de øvrige kyststater i Det Arktiske Ocean om at løse de udestående grænsedragningsspørgsmål uden for 200 sømil. Som fremhævet i Ilulissat-erklæringen vil grænsedragningsspørgsmålene i Arktis blive løst i overensstemmelse med folkeretten.

Ud over den maritime grænsedragning har Kongeriget et udestående suverænitetsspørgsmål vedrørende Hans Ø. Både Kongeriget og Canada hævder suverænitet over øen. I september 2005 enedes Danmark/Grønland og Canada om en fælles erklæring vedrørende Hans Ø, og der pågår jævnligt konsultationer om øen. Indtil der er fundet en permanent løsning på spørgsmålet, bliver uenigheden håndteret professionelt, som det bør ske mellem to nabolande og tætte allierede.

• Kongeriget vil arbejde for fredeligt samarbejde mellem kyststaterne i Det Arktiske Ocean i overensstemmelse med Ilulissat-erklæringen.
• Kongeriget vil videreudvikle den konkrete folkeretlige regulering af Arktis på områder, hvor der er behov.
  
• Kongeriget vil søge udestående grænsedragningsspørgsmål løst og aktivt arbejde for at nedbringe sagsbehandlingstiden for Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser for dermed at sikre større sikkerhed om kyststaternes kontinentalsokkelkrav i Arktis.
• Kongeriget vil fortsætte arbejdet i Kontinentalsokkelprojektet for at fremme sine krav i medfør af FN’s Havretskonvention.