Sanktionerne kan f.eks. tage form af våbenembargoer, andre specifikke eller generelle handelsrestriktioner (import- og eksportforbud), finansielle restriktioner, indrejserestriktioner (visum- eller rejseforbud) eller andre hensigtsmæssige foranstaltninger.
Indrejserestriktioner
Indrejserestriktioner indebærer, at tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af et generelt visumkrav for adgang til EU, ikke kan få udstedt visum og skal afvises ved de ydre grænser. For de tredjelandsstatsborgere, der ikke er omfattet af et generelt visumkrav, kræver indrejserestriktioner at medlemsstaterne træffer foranstaltninger.
Finansielle restriktioner
Finansielle sanktioner i form af indefrysning af midler indebærer, at pengemidler og økonomiske ressourcer, som besiddes eller ejes af de personer eller enheder, som er omfattet af restriktionerne, ikke længere må være til fri rådighed for disse.
Herudover indebærer restriktionerne, at der hverken direkte eller indirekte må stilles pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for de omfattede personer og enheder.
Våbenembargo
Indførelse af en våbenembargo indebærer et forbud mod eksport af visse varer og teknologier. EU har vedtaget en fælles liste over militært udstyr. Begrebet våbenembargo omfatter som minimim alle varer og teknologier opført på denne liste.
Den fælles liste omfattet ikke produkter der både kan anvendes til militære og civile formål, da sådanne produkter med dobbelt formål allerede er undergivet kontrol i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 428/2009.
Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) giver EU grundlag for at iværksætte sanktioner over for tredjelande og individer, herunder både fysiske og juridiske personer samt grupperinger.
Der er tale om et tosporet sanktionsregime, idet EU for det første gennemfører sanktioner, som er vedtaget af FN’s sikkerhedsråd i medfør af FN-pagtens kapitel VII og for det andet iværksætter selvstændige sanktioner (autonome EU-sanktioner). EU kan også vælge at supplere en FN-sanktion med en autonom EU-sanktion, og dermed gå videre end FN i sanktioneringen.
FN’s sikkerhedsråd vedtager sanktioner i form af sikkerhedsrådsresolutioner. Sanktionerne kan være gældende overfor både lande og individer. Hvorvidt en konkret sanktion er en implementeret en FN-sanktion eller en autonom EU-sanktion, kan have betydning for spørgsmålet om ophævelse og fortolkning.
Både implementering af FN-sanktioner og vedtagelse af autonome EU-sanktioner sker i et samspil mellem FUSP (EU’s fælles udenrigs – og sikkerhedspolitik) og TEUF art. 215. Det betyder, at der skal være truffet en rådsafgørelse jf. TEUF art. 215, som ligger indenfor rammerne af FUSP. Den vedtagne Rådsafgørelse gennemføres efterfølgende på enten EU – eller nationalt plan, alt efter hvilken type sanktion, der er tale om.
Sanktionsformer som visumforbud og våbenembargo gennemføres på nationalt plan, og har virkning fra vedtagelsen af Rådets afgørelse, idet medlemsstaterne er juridisk forpligtede til at følge Rådets FUSP afgørelser.
Økonomiske sanktioner som indefrysning og handelsrestriktioner gennemføres i EU. Det betyder, at der efter vedtagelsen af Rådets afgørelse skal vedtages en rådsforordning. Rådsforordningen er direkte gældende for individer og virksomheder i EU fra datoen for offentliggørelse i EU-Tidende.
På EU-Kommissionens sanktionsoversigt kan du få et overblik over de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og som stadig er i kraft.
