Gå til indhold

Japan

Rejsevejledning opdateret: 22.11.2024 Kl. 09:31

Gyldig: 26.12.2024

Vær opmærksom:
Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Japan. Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet. 

Risiko for terror

Japan har ikke oplevet terrorangreb i nyere tid.  

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer. Vær opmærksom på dine omgivelser. 

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Japan er forholdsvis lav, men er højere i de større byer. Det gælder især i bydele med mange natklubber og barer, som fx Roppongi og Kabuki-cho (nær Shinjuku station) i Tokyo.

Sexchikane og overgreb mod kvinder sker både på øde steder og steder, hvor der er mange mennesker. Kvinder bør være forsigtige, når de bruger offentlig transport. Overgreb kan finde sted.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Kortvarige kidnapninger (”ekspres-kidnapninger”) kan ske især i de større byer og især på natklubber med mange udlændinge. Offeret bliver tvunget til at hæve penge på sine kreditkort.

Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.  

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt. 

Tag ikke alene på ture i bjergområder. Overvej muligheden for at tage af sted i en større gruppe eller med en lokal guide. Japan har et rigt dyreliv, hvor bl.a. bjørne, vilsvin og slanger kan udgøre en sikkerhedsrisiko.  

Der kan være risiko for at blive udsat for radioaktiv stråling i nærheden af Fukushima Dai-ichi atomkraftværket. Hvis du vælger at rejse i området, bør du grundigt undersøge den aktuelle situation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for jordskælv, vulkanudbrud, oversvømmelser, stormflod, jordskred, orkaner og tsunamier i Japan hele året.

Der er risiko for tyfoner i perioden fra maj til oktober.

Der er risiko for ekstreme hedebølger i juli og august.

Vær opmærksom på, at naturkatastrofer kan opstå med kort varsel og udvikle sig uforudsigeligt. 

Hold dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

De japanske myndigheder benytter sig af varsling i tilfælde af naturkatastrofer via beskeder til japanske SIM-kort samt via app’en ”Safety tips”. Hent app’en for at modtage engelsksprogede advarsler og nyttig information i tilfælde af en katastrofe. Læs mere om app’en her

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.

Se katastrofevarslinger og vejrudsigt fra Japans meteorologiske institut

For mere information se hjemmesiderne for Japans turistkontor og Tokyo Metropolitan Government

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark. Bemærk, at der er venstrekørsel.

Vær forsigtig med at hidse dig op i trafikken, læs mere i afsnittet "Lokale love og sædvaner".

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner 

Når du rejser i Japan, er du underlagt japansk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være meget højere end i Danmark. Det gælder også lovbrud som fx graffiti, hærværk og tyveri. Der er dødsstraf i Japan. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt. Vær opmærksom på, at visse former for medicin anses som narkotika. 

Samvær med prostituerede er forbudt og straffes med bøde og evt. fængsel.

Det er forbudt at medbringe blade, litteratur, dvd’er og andet af ”anstødelig karakter”, fx pornografi, til Japan.

Nøgenfotografering eller anden adfærd, der kan anses som ”anstødelig” er forbudt på offentlige steder. Du kan risikere at blive anholdt.

Vær forsigtig med at hidse dig op på offentlige steder. I japansk kultur er det ikke accepteret, og du kan blive anset for at tilhøre fx mafiaen. 

Du bør ikke fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder og militære anlæg. Hvis du gør det, risikerer du at blive anholdt. Flyvning med droner er forbudt uden forudgående udstedt licens. Du risikerer anholdelse. Læs mere på hjemmesiden for Ministry of Land Infrastructure, Transport and Tourism

Brug af radio- og scanningsudstyr medbragt fra udlandet, som ikke overholder tilladte japanske frekvenser, er ulovligt.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast bopæl i Danmark.

Hvis du har dansk-japansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Japan, hvis Japan ikke går med til det.

Vær opmærksom på, at du som dansk-japansk statsborger i Japan vil blive betragtet som japansk statsborger, da Japan ikke anerkender dobbelt statsborgerskab, efter man er fyldt 22 år. Den danske ambassade har derfor meget begrænset mulighed for at hjælpe dig i Japan.

Hvis du har dansk-japansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Japan, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de japanske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i pas.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

For mere information, herunder om hospitaler og klinikker med engelsktalende personale, se hjemmesiden for de japanske turismemyndigheder.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Japan. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Japan er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Japan.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Japan under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Japans Ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Japan er senest opdateret den 22. november 2024 med ændringer i afsnittet "Sundhedsforhold". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.