Ukraine
Rejsevejledning opdateret: 12.06.2024 Kl. 10:37
Gyldig: 21.11.2024
Vi fraråder alle rejser til:
Hele landet.
Meget høj sikkerhedsrisiko. Hvis du vælger at rejse, bør du søge professionel rådgivning.
Generel anbefaling
Vi fraråder alle rejser til Ukraine. Der er en høj sikkerhedsrisiko i hele landet som følge af de krigsmæssige forhold.
Der er kamphandlinger i de sydlige og østlige dele af Ukraine, herunder i regionerne Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson.
Den største sikkerhedsrisiko er missil- og droneangreb. Det gælder overalt i landet. Angrebene rammer i vidt omfang civile mål, bl.a. boligkvarterer, energiinfrastruktur, indkøbscentre, offentlige bygninger og trafikknudepunkter som fx togstationer.
Hvis du opholder dig i Ukraine, bør du vurdere din sikkerhedssituation i lyset af hvor i landet, du befinder dig. Det er din vurdering, om du er i sikkerhed, hvor du er, eller om du bør søge andre steder hen eller rejse ud af landet. Følg udviklingen i medierne og de lokale myndigheders anvisninger. Rådfør dig med lokale kontakter om sikkerhedssituationen. Den kan hurtigt ændre sig.
Der er militær undtagelsestilstand i hele landet. Der er indført spærretid, som kan variere i forskellige regioner. Hold dig opdateret om de lokale restriktioner. Læs mere under ”Særligt om indrejse og ophold”.
Du kan downloade en engelsksproget app, der varsler om luftalarmer (søg på ”air alarm Ukraine”). Orienter dig om beliggenheden af nærmeste beskyttelsesrum. Hav de vigtigste fornødenheder og varmt tøj klar til at medbringe. Hvis du ikke har adgang til beskyttelsesrum under en luftalarm, bør du som minimum søge til et rum uden vinduer og adskilt fra gaden af to vægge.
Der kan være afbrydelser i strøm-, varme- og vandforsyning især om vinteren.
Hvis du vælger at rejse, bør du på forhånd søge professionel sikkerhedsrådgivning og sikre, at din rejseforsikring dækker under de krigsmæssige forhold.
Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du modtage information direkte og nemt komme i kontakt med os.
Udenrigsministeriets mulighed for at yde konsulær bistand i Ukraine er begrænset bl.a. pga. sikkerhedssituationen.
Risiko for terror
Der er en middel risiko for terror i Ukraine.
Der er risiko for terror i Ukraine som følge af de krigsmæssige forhold. Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i landet. Angreb vil kunne ske på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, fx i og ved offentlige bygninger, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter og caféer. Myndighederne har stort fokus på at forhindre sabotagegrupper og lignende i at operere i landet.
Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.
Kriminalitet
Den generelle risiko for kriminalitet i Ukraine er forholdsvis lav. Gadekriminalitet som fx lomme-, taske- og tricktyverier kan ske, især i storbyerne. Vær især opmærksom i offentlig transport og på indkøbssteder og togstationer.
I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overgreb.
Kreditkortsvindel ved brug af hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt.
Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. Opbevar din pc, mobiltelefon o.l. sikkert på fx dit hotel for at undgå, at fremmede får adgang, og din informationssikkerhed bringes i fare.
Andre sikkerhedsrisici
Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt.
Risikoen for missil- og droneangreb er tilstede over hele Ukraine. Du bør holde dig på afstand af kritisk infrastruktur, inkl. energiinfrastruktur, som ofte er mål for russiske angreb.
Du kan downloade en engelsksproget app, der varsler om luftalarmer (søg på ”air alarm Ukraine”). Orienter dig om beliggenheden af nærmeste beskyttelsesrum. Hav de vigtigste fornødenheder og varmt tøj klar til at medbringe. Hvis du ikke har adgang til beskyttelsesrum under en luftalarm, bør du som minimum søge til et rum uden vinduer og adskilt fra gaden af to vægge.
Der er risiko for landminer i store dele af Ukraine, især nær fronten og i befriede områder. Der er ikke altid opsat advarselsskilte, men hvor der er, bør du tage dem meget alvorligt. Du bør altid være forsigtig og ikke færdes uden for etablerede veje og stier.
Der er krigshandlinger omkring atomkraftværket Zaporizhzhia Nuclear Power Plant og potentielt risiko for radioaktivt udslip i og omkring området.
Sikkerhedssituationen kan hurtigt ændre sig. Du bør holde dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne, fx Ukrainska Pravda og Kyiv Independent. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.
Naturkatastrofer
Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav.
Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.
Hvis du kommer ud for en naturkatastrofe, så kontakt dine nærmeste pårørende og fortæl dem, hvor du er, og hvordan du har det. Hvis de har hørt om naturkatastrofen i medierne, kan de være bekymrede for din sikkerhed. Kontakt også dit forsikringsselskab. De fleste kan kontaktes døgnet rundt på et nødnummer eller online.
Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du kommer ud for en naturkatastrofe.
Transport
Du bør være meget forsigtig i trafikken. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange alvorlige ulykker.
Veje kan være i dårlig stand. Gade- og trafiklys kan være ramt af strømafbrydelser.
Du bør undgå kørsel uden for de større byer om natten, hvis muligt.
Kørsel med offentlig transport er normalt velfungerende i de større byer, men kan blive afbrudt under luftalarmer. Togtransport i Ukraine fungerer generelt godt, også under krigen.
Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.
Lokale love og sædvaner
Når du rejser i Ukraine, er du underlagt ukrainsk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere.
Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.
Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.
Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.
LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive udsat for chikane og overfald. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.
Du bør aldrig fotografere eller filme sikkerhedsmyndigheder og militære anlæg eller checkpoints. Det er forbudt at filme militære operationer som fx missil- og droneangreb mod Ukraine og luftforsvarsoperationer. Hvis du gør det og deler optagelser på sociale medier, kan straffen være høj.
Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.
Særligt om indrejse og ophold
Der er militær undtagelsestilstand i hele Ukraine. Det betyder, at du kan forvente militær på gaden og hyppige checkpoints.
Der er indført spærretid, som kan variere i forskellige regioner. I Kyiv er der pt. spærretid kl. 00 - 05. Hold dig opdateret om de lokale restriktioner.
Der kan blive foretaget ID-kontrol ved kontrolposter, især omkring byerne. Kør langsomt frem til posten og følg vagternes anvisninger.
Al civil flytrafik til og fra Ukraine er pt. suspenderet. Det er muligt at ind- og udrejse i bus, tog eller bil. Vær dog forberedt på lang kø, hvis du vil krydse grænsen i bil, og medbring varmt tøj, proviant mv.
Bemærk, at det ifølge ukrainsk lovgivning er ulovligt at rejse til Krim uden tilladelse fra de ukrainske myndigheder. Du risikerer at blive straffet med bøde, fængsling, udvisning eller indrejseforbud til Ukraine.
De ukrainske grænsevagter er i forhøjet beredskab langs grænsen til Belarus. Det betyder bl.a., at civile ikke må opholde sig i grænseområdet om natten, og at småveje ikke må benyttes.
Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.
Hvis du har dansk-ukrainsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Ukraine, hvis Ukraine ikke går med til det.
Vær opmærksom på, at du som dansk-ukrainsk statsborger i Ukraine vil blive betragtet som ukrainsk statsborger, da Ukraine ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Den danske ambassade har derfor meget begrænset mulighed for at hjælpe dig i Ukraine.
Ukrainske mænd i alderen 18-60 år må ikke forlade landet (med enkelte undtagelser, fx for invalide). Fra 1. juni 2024 gælder udrejseforbuddet også for ukrainske mænd i denne aldersgruppe, som har fast bopæl i udlandet. Bemærk, at det også gælder, hvis du er dansk-ukrainsk statsborger.
Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om, at den danske ambassade i Ukraine bliver informeret straks.
Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted. Det gælder også, hvis du rejser som en del af en officiel delegation.
Hvis du har dansk-ukrainsk dobbelt statsborgerskab, bør du anvende ukrainske rejsedokumenter.
Læs mere om pas- og visumregler.
Sundhedsforhold
Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.
Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.
Offentlige hospitaler og lægehjælp i Ukraine kan være af svingende standard, især uden for de større byer. Det offentlige sundhedsvæsen er generelt hårdt presset af de krigsmæssige forhold. Der findes gode privathospitaler i de større byer.
Akut læge- og ambulanceassistance kan være begrænset, især uden for de større byer.
Rejseforsikring
Hvis du vælger at rejse til Ukraine, bør du inden afrejse tegne en privat rejseforsikring, der dækker under de krigsmæssige forhold i landet.
Læs mere om rejseforsikringer.
Danskere i Ukraine er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.
Kontakt
Du kan finde kontaktoplysninger på den danske ambassade i Ukraine her.
Den danske ambassade i Kyiv er åben for personlig henvendelse. Ambassadens muligheder for at yde konsulær bistand i den nuværende situation er begrænsede.
Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.
Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten. Så kan du modtage information direkte fra os under din rejse.
Mere information
Før du rejser, kan du evt. kontakte Ukraines Ambassade i Danmark for yderligere information.
Få mere information på hjemmesiden for det ukrainske udenrigsministerium.
Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.
Dato for seneste opdatering
Rejsevejledningen for Ukraine er senest opdateret den 12. juni 2024 med ændringer i afsnittet "Særligt om indrejse og ophold". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.
DANSKERLISTEN
Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.