Danmark til eksamen i menneskerettigheder - universel periodisk bedømmelse
Den seneste 'eksamination' af Danmark i menneskerettigheder var den 6. maj 2021, som var tredje gang under den universelle periodiske bedømmelse (Universal Periodic Review (UPR)).
Eksaminationen skete i regi af FN’s Menneskerettighedsråd, hvor alle FN's medlemsstater på lige fod rapporterer om - og eksamineres i - den samlede menneskerettighedssituation i det pågældende land.
Forud for eksaminationen havde den danske regering udarbejdet en national rapport om menneskerettighedssituationen i Danmark. Parallelt hermed havde relevante civilsamfundsorganisationer udarbejdet rapporter til Menneskerettighedsrådet med deres vurdering af menneskerettighedssituationen i Danmark. Ligeledes fremsatte civilsamfundsorganisationerne forslag og anbefalinger til hvordan man kan styrke og forbedre efterlevelsen af menneskerettighederne.
Som led i udarbejdelsen af den danske rapport blev der blevet afholdt en række møder og folkehøringer rundt omkring i Danmark med henblik på at indsamle information om problemstillinger, som burde indgå i eksaminationen. Udkastet til denne rapport blev også sendt i offentlig høring.
Den danske regering afleverede den nationale rapport til FN i februar 2021. På baggrund af blandt andet den nationale rapport og civilsamfundets parallelle rapporter havde alle FN-medlemsstater den 6. maj 2021 mulighed for at fremsætte spørgsmål og anbefalinger til Danmark på menneskerettighedsområdet. Danmark modtog i alt 288 anbefalinger ved eksaminationen og accepterede efterfølgende 202. Danmark har efterfølgende udarbejdet en midtvejsrapport, som gennemgår samtlige anbefalinger og beskriver opfølgninger på anbefalingerne. Midtvejsrapporten blev indleveret den 21. december 2023 og gav anledning til accept af yderligere ni anbefalinger. Link til midtvejsrapporten findes nedenfor.
Baggrund
Danmark betragter UPR-processen som et vigtigt redskab i FN's overvågning af medlemsstaternes overholdelse af deres menneskeretlige forpligtelser og har siden første UPR-cyklus i 2008 bidraget aktivt til andre staters eksaminationer.
UPR's primære formål er at styrke overholdelsen af menneskerettighederne i praksis, dvs. ikke bare i ord og hensigt, men også ved at sikre at det enkelte menneske rent faktisk kan mærke en forskel. Alle 193 FN-medlemsstater er hvert fjerde år genstand for denne eksamination, hvor deres standarder og opfyldelse af menneskerettighederne gennemgås. Danmark skal derfor til næste UPR-eksamination i 2025. UPR er således et obligatorisk bedømmelsessystem, hvor hver enkelt stats samlede menneskerettighedssituation drøftes. I den forbindelse kan de øvrige FN-medlemsstater komme med anbefalinger til, hvordan den pågældende stat kan fremme respekten for og sikre effektiv overholdelse af menneskerettigheder til fordel for borgerne.