Gå til indhold

Kvinder, fred og sikkerhed

I 2005 var Danmarks det første land i verden til at lancere en national handlingsplan for FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1325 om Kvinder, Fred og Sikkerhed. Siden fulgte yderligere to i hhv. 2008 og 2014. I 2020 - 20 år efter vedtagelsen af resolution 1325 - udgiver Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet, repræsenteret ved Rigspolitiet, den fjerde og hidtil mest ambitiøse nationale handlingsplan for Kvinder, Fred og Sikkerhed (2020 – 2024).
I efteråret 2019 konkluderede en ekstern evaluering at de seneste to danske handlingsplaner kun i begrænset omfang havde ført til resultater i Danmarks samarbejdslande. På den baggrund fik en tværministeriel arbejdsgruppe (Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet) i opdrag at udarbejde en ny strategisk og ambitiøs handlingsplan.

Udgangspunktet for det danske arbejde med 1325-dagsordenen er rettighedsbaseret. Kvinder og piger har i lige så høj grad som mænd og drenge ret til indflydelse på, hvordan forholdene i deres land og lokalsamfund udvikler sig, og de har ressourcer at byde ind med. Det overordnede mål for Danmarks nye handlingsplan er derfor, at kvinders fulde, lige og meningsfulde deltagelse i fredsarbejdet (fra forebyggelse over konflikthåndtering til fredsopbygning og -bevaring) bliver styrket, og at kvinder og mænds ligestilling, rettigheder, interesser, sårbarheder og behov tænkes ind i alle faser af arbejdet for bæredygtig fred.
På baggrund af evalueringens mest centrale anbefalinger tager den nye handlingsplan udgangspunkt i hvordan Danmark som sikkerhedspolitisk aktør vil styrke indsatsen for kvinder, fred og sikkerhed. Det andet hovedspor i handlingsplanen handler om at øge kvinders fulde, lige og meningsfulde inddragelse, deltagelse og medindflydelse. Og fordi kvinder og piger typisk er de mest udsatte når konflikter og krige raser, fokuserer planen som det tredje på at styrke arbejdet med at bekæmpe og forebygge seksuel og kønsbaseret vold (SGBV) i konfliktsituationer og skrøbelige kontekster. Samtidig stadfæster vi vores nultolerance-politik når det kommer til kønskrænkende adfærd af enhver art, både hos vores samarbejdspartnere og hos os selv.

Et gennemgående træk ved planen er, at den også skuer indad. Vi kan ikke forvente noget af vores samarbejdspartnere, som vi ikke selv lever op til.

Danmarks nye handlingsplan for 1325 er forankret hos Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet.  Hver myndighed er ansvarlig for at udarbejde årlige aktivitetsplaner, som konkretiserer, hvordan de vil arbejde med de målsætninger, som handlingsplanen udstikker. De er også et redskab for regeringen til løbende at måle de danske indsatser for kvinder, fred og sikkerhed.

 

Dokumenter:

 

 

INFORMATION IN ENGLISH

 

Denmark's National Action Plan on Women, Peace and Security 2020-2024

Denmark's National Action Plan on Women, Peace and Security 2014-2019

Denmark's National Action Plan on Women, Peace and Security 2008-2013

Denmark's National Action Plan on Women, Peace and Security 2005-2007

Women, Peace and Security Guidance Note