EU's adgangsprøver
Siden 2010 udskriver EU's kontor for Personaleudvælgelse, EPSO, som hovedregel årlige adgangsprøver for de tre hovedpersonalegrupper: AC-generalister, sprogfolk og kontorfunktionærer. Herudover udskrives efter behov en række mindre adgangsprøver for specialister.
EPSO handler på vegne af alle de 10 største EU-institutioner. Der er således tale om en fælles adgangsprøve med det formål at etablere en "reserveliste" af beståede kandidater, hvorfra de enkelte institutioner i de følgende måneder kan identificere egnede kandidater, og tilbyde dem ansættelse, efterhånden som der bliver ledige stillinger. Beståede kandidater kan dog selv være aktivt opsøgende i forhold til relevante stillingsopslag i institutionerne. Danmarks faste EU-Repræsentation, og Udenrigsministeriet, bistår gerne i denne proces. Udskrivelsen af de enkelte adgangsprøver er som udgangspunkt efterspørgselsdrevet, og bygger på de enkelte institutioners skønnede personalebehov inden for det følgende år. Der er således særdeles god chance for at få tilbudt et job i EU, hvis man består adgangsprøven - den såkaldte Concours.
Overvejer du en karriere i EU-systemet, så kan du tilmelde dig et endags introduktionskursus til Concourcesystemet: Kursus i EU Concours.
De enkelte adgangsprøver opslås på EPSO's hjemmeside, der indeholder fyldige oplysninger om kvalifikationskrav og tilmeldingsprocedure, og om adgangsprøvens format og indhold. Disse varierer noget mellem de forskellige prøver, men indeholder dog en række fællestræk. Tilmelding til den enkelte adgangsprøve finder sted elektronisk via EPSOs hjemmeside, hvor kandidaten skal besvare en række spørgsmål, og bl.a. redegøre for sin motivation til at søge ansættelse i EU. EPSO tilbyder i forbindelse med tilmeldingen en række prøvespørgsmål, der skal gøre det muligt for kandidaten at foretage en "egenvurdering" af sine forudsætninger for at bestå adgangsprøven.
Selve adgangsprøverne består som alt overvejende hovedregel af to faser. Den indledende PC-baserede prøve - Computer Based test, CBT - sigter imod at teste kandidaternes analytiske færdigheder med udgangspunkt i en række spørgsmål, med multiple choice-svarmuligheder, inden for sprogligt, numerisk og verbalt ræsonnement, samt faglig dømmekraft. Denne del af prøven finder sted i særlige prøvecentre rundt omkring i verden, herunder Danmark.
De kandidater, der består CBT - populært kaldet "stopprøven", da den eleminerer det store flertal af de tilmeldte kandidater -bliver indbudt til et prøveforløb på en dag eller halvanden i et evalueringscenter i Bruxelles. Denne prøve falder i fire dele, og sigter imod at teste kandidaternes personlige og faglige kvalifikationer i forhold til EU's kompetencekrav. Prøven i evalueringscentret indledes med et ganske krævende case study, hvor kandidaten inden for sit fagområde på grundlag af en rækker dokumenter og andre bidrag skal udarbejde en skriftlig fremstilling, f.eks. udkast en retsakt med tilhørende talepunkter og pressemeddelelse. Prøven i evalueringscentret omfatter også en kortere mundtlig fremstilling af et sagskompleks, en gruppeøvelse med fokus på samarbejdsevner, problemløsning og forhandling, samt et afsluttende struktureret interview.
De specifikke udvælgelsesprøver, der sigter på et udvælge specialister inden for et givet område, afholdes løbende efter behov. Ligesom de generelle prøver testes både personlige og faglige kompetencer. Da antallet af ansøgere normalt er mindre, er der ofte ikke tale om en separat indledende stopprøve. De bedst egnede kandidater udvælges i første omgang på grundlag af deres CV og motiverede ansøgning, og prøves direkte i evalueringscentret. Den PC-baserede prøve (CBT) afholdes umiddelbart herefter. Den er ikke i sig selv eliminerende, men skal blot bestås med minimumspoints.
Se ledige internationale stillinger her: nyhedsportal om internationale stillinger.-
Efter udvælgelsesprøven
Efter beståelse af udvælgelsesprøven kan der stadig være et stykke vej til en egentlig ansættelse.Read more -
Oplysningskampagne og forberedelseskurser
Forud for afholdelsen af EUs årlige udvælgelsesprøver gennemføres en række oplysnings- og motiveringskampagner, der også oplyser fyldigt om prøvens indledende del, den PC-baserede stopprøve. I muligt omfang tilbydes rådgivning til de kandidater, der består stopprøven, og indbydes til udvælgelsesprøvens afsluttende del i et assessemnt center i Bruxelles.Read more -
Generelle og specifikke udvælgelsesprøver for akademikere
Der findes to slags udvælgelsesprøver, generelle og specifikke. De generelle omfatter dels AC-generalister (administratorer), dels sprogfolk, og endelig sagsbehandlende kontorfunktionærer. De udskrives normalt en gang om året. De specifikke adgangsprøver udskrives efter behov.Read more -
Gode råd til forberedelsen
EUs udvælgelsesprøver stiler imod at afprøve kandidaternes evne til tænke logisk, og gennemskue og løse problemstillinger. Til forskel fra tidligere år testes der ikke længere i paratviden om EUs historie, struktur og procedurerRead more