Folkeretten

Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes optræden udtrykkes i begreberne territorialhøjhed og suverænitet. Det betyder, at stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat, dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af politi og militær, inden for deres eget territorium.

Selv inden for sit territorium er en stat dog efter folkeretten underlagt visse begrænsninger i sin magtudfoldelse; f.eks. nyder fremmede landes diplomater og statsskibe eksterritorialitet, og fremmede skibe har ret til uskadelig passage gennem søterritoriet.

De grundlæggende folkeretlige regler bygger på sædvaneret, som den har udkrystalliseret sig i staternes praksis gennem århundreder. Hertil kommer aftaler, normalt kaldet traktater, der er indgået direkte mellem to eller flere stater, samt den praksis, der har udviklet sig i internationale domstole og voldgiftsretter, især Den Internationale Domstol i Haag.

Der findes folkeretlige regler om snart sagt alle livsområder, der har et grænseoverskridende element: telekommunikation, krigsfanger, miljø, politisamarbejde, handel, hvaler, patenter, olie, våben, osv.

De Forenede Nationer (FN) er den centrale internationale organisation, hvor mange af folkerettens konventioner forhandles. FN's Pagt trådte i kraft den 24. oktober 1945. I FN-pagten ligger kimen til et internationalt samfund byggende på "the rule of law", altså et internationalt retssamfund.

Pagten kan ses som det internationale samfunds grundlov og man kan se Generalforsamlingen som et debatterende parlament, Sikkerhedsrådet som en slags regering, og Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) som en verdensdomstol. Danmark er en stærk tilhænger af FN, og vi tror på at internationale forhold bedst ordnes gennem regler og principper.