Spring til indhold

OBS (06.04.2020 18:58)

TJEKKIET: Udenrigsministeriet har i dag besluttet at forlænge perioden, hvor vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden frem til og med 10. maj. Det gør vi som en del af regeringens samlede indsats for at begrænse spredningen af COVID-19. Både for at undgå at danske rejsende tager smitten med hjem til Danmark og for at undgå, at danske rejsende medbringer smitten til andre lande. Samtidig er der i mange lande indført strenge rejserestriktioner, og mange fly- og andre transportforbindelser er indstillet. Det gør det vanskeligt at være rejsende, og det kan gøre det svært at komme hjem igen til Danmark. Er du allerede i udlandet som rejsende, bør du rejse hjem hurtigst muligt i dialog med sit fly-, rejse- eller forsikringsselskab. Udenrigsministeriet arbejder fortsat hårdt på at hjælpe danske rejsende hjem til Danmark. Har du brug for rådgivning eller hjælp til at rejse hjem til Danmark, kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral hele døgnet (bbb@um.dk eller +4533921112).

OBS (22.03.2020 21:28)

TJEKKIET: Udenrigsministeriet har taget initiativ til en Facebook-gruppe, hvor danskere i udlandet kan finde og hjælpe hinanden. Mange fastboende har tilbudt hjælp – har du som rejsende brug for hjælp? Så skriv i gruppen her: https://www.facebook.com/groups/danskereglobalt/ Initiativet er et supplement til Udenrigsministeriets arbejde for at hjælpe strandede danskere i hele verden, en indsats som vi selvfølgelig fortsætter på højtryk.

Rejsevejledning - Tjekkiet

Abonnér
Rejsevejledning gældende fra: 21.03.2020

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til:

Hele landet.

Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden, herunder Tjekkiet. Det gør vi, fordi mange lande i øjeblikket indfører omfattende restriktioner med kort varsel for at forebygge smittespredning med coronavirus/COVID-19. Restriktioner omfatter i flere lande ind- og udrejserestriktioner, udgangsforbud o. lign.

Den danske ambassade i Prag har de seneste oplysninger på sin hjemmeside om myndighedernes restriktioner i Tjekkiet og mulighederne for at rejse hjem til Danmark. Flere fly-, færge-, bus-, og togforbindelser bliver aflyst eller indstillet. Det kan gøre det meget svært at komme hjem til Danmark. Ambassadens hjemmeside opdateres løbende.

Alle danskere, der i øjeblikket rejser i udlandet og ønsker at komme hjem, opfordres derfor til at gøre det nu. Du bør undersøge mulighederne for at udrejse i dialog med dit rejse-, fly- og/eller forsikringsselskab.

Denne opfordring gælder ikke for danskere, der er fastboende i udlandet. Har du din hverdag i udlandet, er opfordringen, at du følger anbefalinger og anvisninger fra lokale myndigheder.

Du bør følge de lokale myndigheders anvisninger og løbende holde dig opdateret om udviklingen via ambassadens hjemmeside, de lokale myndigheder og nyhedsmedier.

Danske grænser vil ikke blive lukket for danske statsborgere eller andre personer, der bor i Danmark.

Du bør følge Sundhedsstyrelsens råd. Du kan også læse mere om udviklingen i COVID-19 i udlandet hos Statens Serum Institut.

Du kan læse mere om danske myndigheders tiltag på www.coronasmitte.dk.

Risiko for terror

Tjekkiet har ikke oplevet terrorangreb.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet er forholdsvis lav. 

Gadekriminalitet som fx lomme- og tasketyverier sker dog i større byer som fx Prag. Du bør især være opmærksom på steder med mange mennesker og i offentlig transport.  

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem i fx en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risikoen for tyveri. 

For at undgå indbrud i bilen bør du sørge for, at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som fx pas og flybilletter eller værdigenstande i bilen.

Seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister.

I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Kreditkortssvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke en hæveautomat, hvis du ser noget mistænkeligt i nærheden.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav.

Der er særligt fra foråret til efteråret risiko for skybrud og oversvømmelser i hele Tjekkiet.

Om vinteren er der risiko for laviner i bjergene.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Følg også den lokale vejrudsigt hos det tjekkiske hydro-meteorologiske institut og få mere information om oversvømmelser.

Transport

Du bør være forsigtig i trafikken. Du kan ikke altid regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. 

Vær forsigtig med at hidse dig op i trafikken, da uenigheder med andre bilister kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Tjekkiet, er du underlagt tjekkisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Det er forbudt at ryge på de fleste offentlige steder.

Det er forbudt at drikke alkohol på de fleste offentlige steder.

Det er forbudt at fotografere personer uden deres samtykke eller børn uden deres forældres samtykke.

Du bør ikke fotografere militære objekter, fabrikker, osv.

I Tjekkiet tales tjekkisk. De lokale myndigheder og befolkningen, især uden for Prag, taler og forstår kun i begrænset omfang engelsk eller tysk.

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-tjekkisk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Tjekkiet, hvis Tjekkiet ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Tjekkiet er generelt af god standard, men personalet taler ikke altid engelsk. Der findes gode privatkliniker med personale, der som regel kan tale engelsk eller tysk.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Tjekkiet..

Danskere i Tjekkiet er dækket af det blå EU-sygesikringskort. Læs om hvad kortet dækker hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Tjekkiet under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Tjekkiets ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for hele verden er senest opdateret den 21. marts 2020, herunder for Tjekkiet. Det er foretaget substantielle ændringer i afsnittet Generel anbefaling. Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Kort over Tjekkiet

HENT APP’EN REJSEKLAR

DANSKERLISTEN

Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning